Gå til sidens indhold

Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Konsekvenser af COVID-19 for statistikudgivelser

Erhvervslivet

Konjunkturstatistik

Firmaernes køb og salg

Marts 2020 og de efterfølgende måneder

Opgørelsen af Firmaernes køb og salg for marts og de kommende måneder vil være behæftet med større usikkerhed end normalt. Dette skyldes, at fristerne for virksomhedernes momsindbetalinger er udskudt på grund af COVID-19, og at datagrundlaget derfor er mindre end normalt. For at kompensere for dette, er beregningen af manglende momsoplysninger udbygget med supplerende indikatorer, herunder allerede offentliggjorte tal for detailhandlens omsætning og industriens produktion og omsætning samt nye eksperimentelle datakilder, som fx virksomhedernes forbrug af elektricitet. Det vurderes, at opgørelsen med disse tiltag fortsat er retvisende og derfor kan offentliggøres planmæssigt.

Konkurser

Marts, april og maj 2020

Danmarks Statistik vurderer, at de tilgængelige data om erklærede konkurser for marts, april og maj er behæftet med større usikkerhed end normalt på grund af COVID-19. Det skyldes, at Sø- og Handelsretten og Skifteretterne var i nøddrift fra 12. marts til 26. april. En samlet vurdering baseret på omfanget af begærede konkurser viser dog, at nedgangen i mange virksomheders aktiviteter ikke endnu har udløst en markant stigning i antallet af konkurser. Statistikken offentliggøres derfor planmæssigt, men i den berørte periode med en lavere detaljeringsgrad end normalt.

Tvangsauktioner

Marts, april og maj 2020

Offentliggørelsen af tal for bekendtgjorte tvangsauktioner i marts og særligt de efterfølgende måneder, er præget af usikkerhed som følge af tiltagene for, at mindske spredningen af Covid-19. Nedlukningen af domstolene, og derfor også fogedretterne, som behandler og bekendtgør tvangsauktioner i statstidende, hvorfra Danmarks Statistik modtager data, har betydet, at kun de mest presserende sager er blevet behandlet i perioden efter 13. marts. Det betyder, at der i perioden herefter er blevet bekendtgjort færre tvangsauktioner, end hvad man ville forvente under normale omstændigheder

 

Økonomisk Statistik

Nationalregnskab

Nationalregnskabet vil i den kommende periode være påvirket af ekstra usikkerhed som følge af de særlige omstændigheder omkring Covid-19 pandemien. Det skyldes blandt andet, at vigtige kilder som fx Firmaernes køb og salg er mere usikker end normalt. Herudover er der beregningsmæssige rammer, der skal justeres i den givne situation. Dette gælder fx de anvendte forhold mellem produktion og værditilvækst. Nedlukning af samfundet og hjemsendelse af medarbejdere har herudover skabt et behov for nye kilder – kilder der på den korte bane ikke er tilgængelige, eller som er behæftet med stor usikkerhed. Der er dog en forventning om, at nationalregnskabsstatistikkerne kan offentliggøres planmæssigt, dog med forbehold for en større usikkerhed.

Prisindeks

Forbruger- og nettoprisindekset samt HICP

April og maj 2020

Opgørelsen af forbruger- og nettoprisindekset for april og de kommende måneder vil være behæftet med større usikkerhed end normalt, da bortfaldet af prisobservationer i prisindeksene er markant større end normalt. Dette skyldes de vanskelige omstændigheder, som mange forretninger står i. Sædvanligvis ligger bortfaldet af priser på under 0,1 pct. i en måned, men i april 2020 ligger bortfaldet på knap 27 pct. af priserne i stikprøven. Herunder ligger en række brancher, hvor bortfaldet er 100 pct., da brancherne har været helt nedlukkket. Læs mere i dokumentationen for forbrugerprisindekset.