Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


livsforløb

Vis alle blogindlæg


29. juni 2021 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Religiøs adfærd, trosforestillinger og holdninger til folkekirken

I Danmark er 74 pct. af alle borgere medlem af folkekirken. 77 pct. har haft kontakt til folkekirken de seneste 12 måneder uanset medlemskab eller ej. Hvordan danskerne bruger folkekirken, danskernes holdning til folkekirken og befolkningens religiøsitet bliver der nu set nærmere på i undersøgelsen ”Religiøsitet og forholdet til folkekirken 2020”.

Det er ”Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter”, der udgiver første af to bind i en undersøgelse af danskernes religiøsitet og forhold til folkekirken. Undersøgelsen spørger bl.a. ind til brugen af og forventninger til folkekirken, anledning for indmeldelse og motiver for udmeldelse samt troen på Gud, reinkarnation og spirituelle trosforestillinger som troen på kontakt med afdøde og healing igennem håndspålæggelse.

Undersøgelsen rummer ikke kun aktuelle 2020-tal. Man kan også se udviklingen i troen på Gud over en 40-årig periode, da det også er et spørgsmål, der medtages i "Den danske værdiundersøgelse", som er gennemført hvert niende år siden 1981. For at følge udviklingen fremover, er det planen, at ”Religiøsitet og forholdet til folkekirken” skal gentages om 10 år.

Hvis man kunne tænke sig at se, hvordan danskerne svarede på andre spørgsmål om tro og kirkegang i 1986, så udgav den selvstændige organisation Bibellæser-Ringen i 1988 hæftet ”Danskerne, Bibelen og kristendommen”, som giver et statistisk portræt af danskernes holdninger til Bibelen og kristendommen på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse udført af analyseinstituttet OBSERVA. Bogen kan lånes ved henvendelse til Informationsservice og Bibliotek.


Tags: livsforløb, religion, tro, jul
Emne: Kultur og fritid
Geografi: Dansk statistik


18. oktober 2017 af Informations­service og Bibliotek

Forskelle og ligheder mellem kvinder og mænd i EU

"Kvinder og mænd i Europa" er emnet for Eurostats nye digitale publikation, der med korte tekster og infografik beskriver typiske livsforløb for indbyggerne i Europa. 

Den giver svar på spørgsmål om sundhed, uddannelse, arbejdsliv, familie og fritid. Der er fx stor forskel mellem landene, når det drejer sig om husarbejde og madlavning. I EU bliver der dagligt lavet mad og/eller udført husarbejde af 79 pct. af kvinderne og af 34 pct. blandt mændene. For Danmark er fordelingen 82 pct. kvinder og 55 pct. mænd. Kun i Finland og Letland er der en større andel af mænd, der udfører husligt arbejde eller laver mad hver dag, nemlig 57 pct.

illustration med link til digital publikation 2017

Se introduktion til publikationen som video, i Eurostats News release eller test din viden med quizzen - før, efter eller mens du læser publikationen. 

"Kvinder og mænd i Europa" er den danske version af Eurostats "The life of women and men - a statistical portrait 2017".

[Link til opdateret udgave - revideret januar 2021] 


Tags: livsforløb, levevilkår, ligestilling, quiz
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


7. april 2017 af Informations­service og Bibliotek

Uligheden fra vugge til grav

Allerede i den tidligste barndom dannes fundamentet for ulighed og denne forskel risikerer at følge en person gennem hele livet. Rockwool Fondens Forskningsenhed har udarbejdet en figur, der illustrerer forskelle i livsforløbet fra fødsel og barndom til voksenliv og alderdom.

På tværs af mødrenes uddannelse vises gennemsnitlige forskelle i børnenes livsforløb hvad angår fødselsvægt, færdigheder i børnehaven, dansk-resultater, kriminalitet, fuldført uddannelse, løn, hospitalskontakt,  om man er i arbejdsstyrken og i sidste ende, om man stadig er i live som 60-årig.

Læs publikationen hos RFF eller se og hør historien i filmen om "Den usynlige tråd".


Tags: social arv, livsforløb
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek