Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

KATEGORI

Langt navn

Opholdstilladelsens kategori

Generel Beskrivelse

6-gruppering af opholdstilladelsestype fra Udlændingestyrelsen.

Detaljeret beskrivelse

Overordnet om opholdstilladelsestype: Opholdstilladelsens type er defineret ved hjælp af tre variable fra Udlændingestyrelsen: Kategori, Grundlag og Forklar. Kategori er den overordnede gruppering af opholdstilladelserne i seks værdier: "Asyl mv", "Det øvrige opholdsområde", "Erhverv", "EU/EØS", "Familiesammenføring" og "Studie". Variablene Grundlag og Forklar bruges til at underopdele opholdstilladelsestypen fra Kategori. Grundlag og Forklar er ikke entydige og kan således ikke anvendes uden Kategori. I de fleste tilfælde vil der være tale om at kombinere Kategori og Grundlag til fx at inddele kategorien "EU/EØS" i "Lønarbejde", "Uddannelse" eller "Øvrige grunde" ud fra Grundlag. Det er sjældent, at det giver mening at anvende det tredje niveau, Forklar. Alligevel kan kombination af Kategorien "Familiesammenført" og bestemte koder i Forklar bruges til at opdele familiesammenførte efter, om de er familiesammenførte til flygtninge, dansk/nordiske statsborgere eller andet. Variablen Kategori Kategori er niveau 1 i Udlændingestyrelsens beskrivelse af indvandreres opholdstilladelsestype. Variablen er således en gruppering af opholdstilladelserne på 6 forskellige overordnede værdier: Asyl mv., Det øvrige opholdsområde, Erhverv, EU/EØS, Familiesammenføring og Studie.

Kategori indeholder både opholdstilladelser fra Udlændingestyrelsen og imputerede opholdstilladelser. Indvandrede med imputerede opholdstilladelser er dem, der ikke har fået koblet en opholdstilladelse til sig pga. manglende cpr-nummer i data fra Udlændingestyrelsen - se forklaring af imputationsmetoden under beskrivelsen af variablen "Imputeret".

Fordelingen af opholdstilladelser til indvandrede udlændinge har ændret sig markant fra årtusindskiftet til i dag. Der har været et fald i andelen af tilladelser til familiesammenføring og asyl og en stigning i andelen af EU/EØS-tilladelser. I 1997 udgjorde personer med tilladelse til familiesammenføring og asyl halvdelen af de 22.000 indvandrede, som var udenlandsk født og med ikke-nordisk statsborgerskab. I 2015 er vægten skiftet, således at indvandrere med EU/EØS-tilladelser og tilladelser til studie og erhverv udgør syv ud af ti af de indvandrede.

Ændringen i indvandringsmønstret efter opholdstilladelse kan først og fremmest forklares ved, at der har været en markant stigning i antallet af indvandrere fra EU-landene - særligt i forbindelse med optagelsen af de nye EU-lande fra 2004. Antallet af indvandrede med EU/EØS-tilladelser er seksdoblet fra 5.200 i 1997 til 32.000 i 2015. Ændringerne i Udlændingelovgivningen pr. 1. juli 2002, hvor familiesammenføringsreglerne blev strammet, 'de facto' flygtninge-begrebet blev erstattet af 'b-status' og åbningen til at give flere studie- og arbejdstilladelser, har også været med til at påvirke udviklingen i indvandringsmønstret.

I perioden fra 1997 og frem svinger antallet af indvandrede med tilladelse til asyl. I 2001 indvandrede 5.200 personer med tilladelse til asyl. Herefter faldt antallet til 1.100 i 2005 og forblev på dette niveau frem til 2010, hvor antallet begyndte at stige igen. I 2015 indvandrede 10.350 med tilladelse til asyl, hvilket er det højeste antal siden 1997. Udviklingen i verdens konflikter i kombination med udlændingelovgivningen afspejles i statsborgerskabet blandt de personer, der får tilladelse til asyl i Danmark. Samlet set udgør indvandrede med syrisk, irakisk, afghansk, somalisk, iransk, eritreisk og bosnisk statsborgerskab tre fjerdedele af dem, der er indvandret med opholdstilladelse til asyl i perioden fra 1997 og frem. I begyndelsen af perioden er det primært personer med irakisk, somalisk og bosnisk statsborgerskab der dominerer, mens syriske og eritreiske statsborgere udgør godt to femtedele i 2015.

Værdisæt

Gyldig fra Gyldig til Kode Tekst
01-01-1600 31-12-9999 1 Asyl mv.
01-01-1600 31-12-9999 2 Det øvrige opholdsområde
01-01-1600 31-12-9999 3 Erhverv
01-01-1600 31-12-9999 4 EU/EØS
01-01-1600 31-12-9999 47 Flygtningestatus
01-01-1600 31-12-9999 48 Andet grundlag
01-01-1600 31-12-9999 49 Erhverv/studie
01-01-1600 31-12-9999 5 Familiesammenføring
01-01-1600 31-12-9999 50 Asyl
01-01-1600 31-12-9999 6 Studie
01-01-1600 31-12-9999 9997 Nordisk statsborger
01-01-1600 31-12-9999 9999 Indvandret før 1997