Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Nationalregnskab, Klima og Miljø, Økonomisk Statistik
Thomas Eisler
20 56 92 83

TME@dst.dk

Hent som PDF

Energiregnskab for Danmark

Energiregnskabet udarbejdes ved hjælp af produktbalancemetoden. Den går ud på at man sammenstiller tilgang og anvendelse af energivarer på et detaljeret niveau. Produktbalancerne bringes til at stemme ved inddragelse af alle former for relevant information.

Kilder

Energiregnskabet er baseret på en række kilder. Nedenfor er angivet de vigtigste.

Energistyrelsens energistatistik er udgangspunkt for de overordnede balancer.

Danmarks Statistiks udenrigshandelsstatistik anvendes til at bestemme import og eksport af energivarer. Danmarks Statistiks varestatistik anvendes til at bestemme produktionspriser for olieprodukter.

Danmarks Statistiks tælling af industriens energiforbrug ligger til grund for bestemmelsen af energiforbruget i fremstillingserhvervene.

Oplysninger om virksomhedernes refusion af energiafgifter indgår som kilde i bestemmelsen af el-, gas- og olieforbrug inden for dele af handels- og servicesektoren. Disse oplysninger hentes fra SKAT.

Elmålerdata fra Energinet anvendes til fremskrivning af elforbruget. Denne kilde er inddraget fra offentliggørelsen i 2021.

Data fra Energistyrelsen anvendes til bestemmelse af de forskellige energiinput til forsyningssektoren (el-, varme- og gasforsyning). I opgørelsen medregnes input i de centrale og decentrale kraft-, kraftvarme- og fjernvarmeværker. Endvidere indgår Energistyrelsens oplysninger om forbruget inden for landbrug, gartneri og fiskeri mv., bygge- og anlægsvirksomhed samt det private forbrug (husholdningerne) i vid udstrækning som kilde til forbruget.

Oplysninger om produktionen af råolie og naturgas i mængder indhentes også fra Energistyrelsen.

Indsamlingshyppighed

Årligt.

Indsamlingsmetode

Data leveres fra forskellige eksterne og interne kilder.

Datavalidering

I forbindelse med opstillingen af energiregnskabet bruges informationer fra en lang række kilder. Sammenstilling af primærkilderne i et samlet system, giver mulighed for at afsløre fejl i grundoplysningerne, og sikre at de ikke slår igennem i de endelige energiregnskaber. Dette er en vigtig del af kvalitetssikringen i udarbejdelsen af energiregnskaberne. Konkret konfronteres datakilderne til tilgangen af en energivare i form af produktion og import, med datakilderne til anvendelsen i form af forbrug i produktionen, privat forbrug, lagerforøgelser og eksport. Hvis der er inkonsistens mellem kilderne vurderes det, hvilke kilder der skal lægges mest vægt på. Normalt vil inkonsistens dog være foranlediget af fx manglende indberetninger og at kildedata derfor rettes. Derudover valideres sammenhængen mellem produktionen af energiprodukter og forbruget af energi til dette formål.

Databehandling

Først foretages der en grundig datavalidering i de enkelte primærstatistikker. Efterfølgende sammenstilles data fra en lang række kilder i et samlet system efter samme definitioner og klassifikationer som i nationalregnskabet.

Forbruget af fuelolie, der er bunkret (påfyldt) af dansk opererede skibe i udlandet, jetpetroleum, der er bunkret af dansk opererede fly i udlandet og diesel tanket af dansk opererede køretøjer beregnes på baggrund af oplysninger i betalingsbalancestatistikken om virksomhedernes udgifter til brændsel. Den fysiske mængde beregnes på baggrund af relevante enhedspriser.

Bruttoenergiforbruget beregnes med udgangspunkt i forbruget af primære energikilder som kul, olie og naturgas. Da el, fjernvarme og bygas er produceret ved hjælp af disse primære energikilder, ville en simpel summering af energiforbruget føre til dobbeltregning. For at undgå dette nulstilles energiforbruget i konverteringssektoren (el- og fjernvarmeværker), og energien fordeles i stedet til de endelige forbrugere af el, fjernvarme og bygas – inklusive det energitab, der sker undervejs i konverteringen. Det betyder, at de endelige forbrugere tilskrives hele det energiindhold, der er gået til at producere den leverede energi. Forbruget i elværkerne korrigeres desuden for nettoimporten af el, som omregnes til den mængde primær energi, der ville være nødvendig for at producere samme mængde el i Danmark. På den måde viser bruttoenergiforbruget det samlede ressourceforbrug i energisystemet.

Korrektion

Der laves ikke korrektioner af data udover hvad der allerede er beskrevet under datavalidering og databehandling.