Gå til sidens indhold

Indhold

Kontaktinfo

Forskning, Teknologi og Kultur, Erhvervsstatistik
Anton Lyngvold Erenbjerg
20 14 57 90

AEL@dst.dk

Hent som PDF

It-anvendelse i virksomheder

It-anvendelse i virksomheder er en årlig opgørelse af danske virksomheders brug af it. Statistikken opgør udbredelse og anvendelse af it, herunder brug af it-teknologier og elektronisk handel. Et større antal variable udskiftes årligt som følge af ny teknologi og udviklingen i brugerbehov. Undersøgelsen dækker virksomheder med mere end 10 ansatte i de private, ikke-finansielle byerhverv.

Indholdsbeskrivelse

Nogle emner er med i undersøgelsen hvert år som fx spørgsmål om virksomhedernes e-salg, hjemmesider og internetbrug. Andre spørgsmål gentages i undersøgelsen med nogle års mellemrum fx virksomhedernes brug af digitale forretningsløsninger (ERP- og CRM-software), generativ kunstig intelligens og virksomheders it-sikkerhedsforanstaltninger. Og endelig er der i 2026 nye spørgsmål om leverandører af Cloud Computing, samt virksomhedernes brug af digital post og MitID. Et større antal variable udskiftes årligt som følge af ny teknologi og udviklingen i brugerbehov. Statistikken dækker i 2026 følgende overordnede emner relateret til it-anvendelse i virksomheder:

  • Adgang til internet
  • E-salg -It-kompetencer
  • Dataanvendelse, deling og analyse
  • Kunstig intelligens
  • Cloud computing
  • It-sikkerhedsforanstaltninger og databeskyttelse
  • It-sikkerhedshændelser
  • Datatyper
  • Offentlige digitale tjenester
  • Investeringer i digital teknologi
  • Brug af satellitbaserede tjenester

Afgrænsningen af undersøgelsespopulationen til virksomheder i de private byerhverv (undtagen Råstofudvinding og Finans og forsikringsaktiviteter) med mindst 10 fuldtidsansatte er bestemt af EU-forordning. For enkelte år er populationen udvidet til også at dække virksomheder med 5-9 ansatte (gælder for 2019 og 2021). Følgende brancher er med i populationen: Industri og forsyning, Byggeri og anlæg, Handel, transport, overnatning og restauranter, IT og medier, Erhvervsservice og reparation af forbrugsgoder.

Grupperinger og klassifikationer

Undersøgelsens resultater formidles med fordeling på branche og størrelsesgruppe. Fra og med 2026 anvendes brancher fra Dansk Branchekode 2025 (DB25), internationalt NACE Rev. 2.1. I perioden 2008-2025 anvendes Dansk Branchekode 2007 (DB07), internationalt NACE Rev.2. I perioden 2004-2007 anvendes Dansk Branchekode 2003 (DB03). Ved branchegruppering er Danmarks Statistiks standardgrupperinger anvendt. For yderligere information, se Dansk Branchekode.

I Statistikbanken er virksomhedernes størrelse defineret ved antal fuldtidsansatte, opdelt i grupperne 10-49, 50-99, 100-249 og 250+ fuldtidsansatte. I årene 2019-2024 kan oplysninger vedrørende mirkovirksomheder med 5-9 fuldtidsansatte ses i tabellerne ITAV10 og ITAV11 i Statistikbanken.

Sektordækning

Undersøgelsen dækker hovedparten af brancherne i de private, ikke-finansielle byerhverv. Den finansielle sektor er alene inkluderet i tællingsårene 2005-2010.

Begreber og definitioner

Brug af 3D-print: 3D-print – også kaldet additiv produktion – er brug af specielle 3D-printere til fremstilling af tredimensionelle fysiske objekter ved hjælp af digital teknologi. Medtager 3D-printning udført i egen virksomhed og af eksterne leverandører.

Cloud Computing: Cloud computing er it-services, der benyttes over internettet, fx adgang til software, computerkraft eller lagerplads mv., hvor serviceydelsen har alle følgende karakteristika: i) leveres fra serviceleverandørens servere, ii) kan fleksibelt skaleres op eller ned, iii) kan bruges efter behov, i det mindste efter etablering, iv) er betalbar, enten per bruger, efter forbrug eller forudbetaling.

Elektronisk salg: Elektronisk salg vedrører ordrer afgivet via internettet eller andre computernetværk. Der ses bort fra ordrer afgivet via almindelig e-post. Betaling og levering behøver ikke foregå elektronisk. Elektronisk handel kan ske på to måder: i) web-salg, dvs. ordrer afgivet via hjemmesider eller ekstranet, og ii) EDI-salg, dvs. ordrer sendt automatisk fra virksomhed til virksomhed i særligt aftalte formater. Web-salg kan ske såvel til forbrugere som til andre virksomheder (private og offentlige), mens EDI-salg i praksis kun foregår fra virksomhed til virksomhed.

GPS og andre satellitbaserede tjenester: Satellitbaserede tjenester omfatter brugen af signaler og data fra satellitter, eksempelvis navigations-, positionerings- og timingsignaler (GPS), satellitbilleder, eller kommunikation via satellitter uden for dækning fra landnettet. GPS er kun omfattet i de tilfælde, hvor brugen er integreret med virksomhedens it-systemer, eller hvor de afledte data efterfølgende bearbejdes videre (fx til flådestyring eller kørselsregnskaber).

Internet of Things (IoT): Internet of Things (IoT) er enheder eller systemer, der er forbundet via internettet, ofte kaldet ”intelligente” enheder eller systemer. De indsamler/udveksler data og kan overvåges eller fjernstyres via internettet. Eksempler: i) Styring af indeklima og forbrug (fx intelligente termostater, intelligent belysning og trådløse målere til fjernaflæsning). ii) Lagerstyring, dvs. levering, storage og vareinfo (fx RFID tags - Radio Frequency Identification - til at identificere og spore en vare). iii) Flåder/kørsel - GPS, benzinforbrug (fx sensorer til overvågning af køretøjers kørsel og vedligeholdelsesbehov).

Machine learning og kunstig intelligens: Maskinlæring og kunstig intelligens omfatter brug af computersoftware, der med udgangspunkt i data ”tænker”, analyserer, problemløser og danner sammenhænge i mønstre, fx i billed-, lyd- og tekstdata. Det kan bl.a. være computergenereret årsrapport, chatbots eller automatiseret markedsføring.

Robot teknologi: En industri-robot indgår i industriel produktion. Den kan være fastmonteret eller mobil. Den er automatisk styret og kan programmeres til at manipulere objekter, bøje sig og rotere om 3 eller flere akser. En service-robot indgår i interaktion med personer, andre maskiner eller digitale enheder. Den har en grad af autonomi og er i stand til at operere i et komplekst og dynamisk miljø. Software robotter (computerprogrammer) er ikke omfattet af undersøgelsen.

Enheder

Virksomhed.

Population

Populationen er private virksomheder inden for de ikke-finansielle byerhverv med 10 eller flere medarbejdere.

Geografisk dækning

Danmark.

Tidsperiode

1998-

Basisperiode

Ikke relevant for denne statistik.

Måleenhed

Andel af virksomheder og procent af omsætning.

I Statistikbankens tabel ITAV22, ITAV23, ITAV24, ITAV26, ITAV27, ITAV28, ITAV29 og ITAV30 er angivet andelen af virksomheder, som enten har svaret "Ja" eller "Nej" til et spørgsmål (kategoriske variable). Der er virksomheder, som ikke har svaret på alle spørgsmål, så summen af kategorierne "Ja" og "Nej" summer ikke helt til 100 pct.

I statistikbankens tabel ITAV25 er angivet virksomhedernes e-salg som andele af årets omsætning. Virksomhedernes årlige omsætning hentes fra seneste version af Det Erhvervsstatistiske Register (ESR).

Referencetid

Referenceperioden er januar samme år (for nogle variable det forgange kalenderår, fx variable om e-salg).

Udgivelseshyppighed

Statistikken udkommer én gang årligt.

Indsamlingshjemmel og EU-regulering

Lov om Danmarks Statistik §8 (jf. lovbekendtgørelse nr. 15 af 12. januar 1972 med de ændringer, der følger af lov nr. 386 af 13. juni 1990, lov nr. 1025 af 19. december 1992, lov nr. 295 af 2. maj 2000 og lov nr. 610 af 30. maj 2018).

Statistikken er fra og med 2006 omfattet af EU-forordning om statistik om informationssamfundet forordning (EC) Nr. 808/2004. Forordningen er forlænget i forordning (EC) No 2022/1344.

Indberetningsbyrde

Indberetningsbyrden er angivet til 1.881 timer for de 2201 virksomheder med mindst 10 fuldtidsansatte, der har svaret på spørgsmålet om tidsforbrug (4.010 virksomheder har besvaret årets spørgeskema). Det giver et gennemsnitligt tidsforbrug pr. virksomhed på 51 minutter.

Spørgeskema: It-anvendelse i virksomheder 2026.

Stikprøvestørrelsen reguleres for at minimere antallet af virksomheder, der bebyrdes samtidig med at statistikken lever op til kvalitetskrav fra Eurostat. Af samme årsag er bruttostikprøven i 2024-2026 mindre end i 2023, 450 færre virksomheder er udtrukket.

Øvrige oplysninger

Find oplysninger på emnesiden om it i virksomheder. Øvrig information kan fås ved henvendelse til Danmarks Statistik.