Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Fødevareerhverv, Erhvervsstatistik
Mona Larsen
39 17 33 99

mla@dst.dk

Hent som PDF

Kvægbestanden

Data til opgørelse af kvægbestanden indsamles kvartalsvist fra to registre: Det Centrale HusdyrbrugsRegister (CHR) og Kvægdatabasen. I CHR er hvert enkelt dyr registreret med et individnummer, fødselsdato og køn mv. Disse data kobles med oplysninger fra Kvægdatabasen, hvor der indhentes oplysninger om hvorvidt kvierne er drægtige eller ej. Når alle registerdata er valideret, grupperes de efter type, alder og geografi.

Kilder

Data indsamles fra to kilder:

CHR er Fødevarestyrelsens database til registrering af besætninger og husdyr. CHR har flere anvendelsesformål, hvor det primære formål er veterinært, bl.a. til en hurtig og effektiv smitteopsporing ved udbrud af sygdomme, som fx BSE eller mund- og klovsyge. Derfor er kontrollen med oplysningerne i registret højt. I registret har hvert enkelt dyr et unikt individ nummer (CKR-nummer), som består af besætnings nummer og individ nummer indenfor besætningen. Registret indeholder oplysninger om bl.a. fødselsdag, køn og brugsart fx malkekvæghold og kødkvæghold. Hvert dyr er tilknyttet et CHR-nummer, og hvert CHR-nummer er knyttet til en ejendommen (matrikelnummer) og dermed til en fast geografiske position. CHR bliver løbende opdateret med oplysninger fra Kvægdatabasen om til- og afgangen af dyr på de enkelte ejendomme (køb/salg af dyr, kælvning, slagtning, eksport af dyret og døde dyr) , samt med oplysninger om leverandører og aftagere af kvæg. Endvidere bliver afgangen af slagtedyr verificeret af slagterierne og de selvdøde dyr af destruktionsanstalterne. Der kan læses mere om CHR på Fødevarestyrelsens hjemmeside .

Kvægdatabasen rummer grunddata fra CHR samt data, som indberettes af kvægbrugerne eller overføres fra andre: Kvægavlsforeningen Viking, mejerier, slagterier, DAKA, øre-mærkefabrikanter og dyrlæger. Kvægdatabasen betjener i overvejende grad kvægbrugerne som et værktøj til at styre bedriften bedst muligt med henblik på opnåelse af god drift. Endvidere bliver alle lovpligtig registreringer på hver enkelt kreatur overført til CHR, dvs. oplysninger fra Kvægdatabasen opdaterer CHR.

I forbindelse med udarbejdelsen af statistikken suppleres CHR data med oplysninger om kviernes alder og drægtighed fra Kvægdatabasen. En kvie defineres som drægtig, når hun er erklæret drægtig eller hun er insemineret for mere end 3 måneder siden.

Indsamlingshyppighed

Data indsamles hvert kvartal.

Indsamlingsmetode

Data til denne statistik indsamles direkte fra administrative registrer.

Datavalidering

Alle data modtages på bedrift niveau identificeret via CHR nummeret. I forbindelse med modtagelsen af data på bedrift niveau modtages desuden også en summerede opgørelse af antal: tyre og stude samt kvier fordelt på alder, malkekøer, ammekøer, køer i alt, og endelig kvæg i alt. Efter databehandlingen (se evt. næste afsnit) valideres de aggregerede data dannet af Danmarks Statistik med den summerede opgørelse modtaget fra CHR. Kvartalets tal sammenlignes også med data fra seneste opgørelse samt samme tidspunkt året før.

Databehandling

For hvert CHR-nr. i CHR-registret optælles antallet af dyr fordelt på de forskellige hoved- og aldersgrupper (se 2.2 Grupperinger og klassifikationer). Hovedgrupperne: Tyre og Stude, Kvier samt Køer, som opdeles i Malkekøer og Ammekøer. Tyre og Stude samt Kvier fordeles derudover i aldersgrupper.

Oplysninger om kvierne er drægtige eller ej, hentes fra Kvægdatabasen. En drægtig kvie er defineret som en kvie, der i Kvægdatabasen er registret som: Er erklæret drægtige eller Insemineret for mere end 3 måneder siden tællingsdagen. På baggrund af disse oplysninger, beregnes for hvert CHR-nr. procent drægtige kvier for Kvier 1-2 år og procent drægtige Kvier 2 år og over. De beregnede procent drægtige kvier for Kvier 1-2 år og Kvier 2 år over, anvendes for hvert enkelt CHR-nr. i CHR- registret. Alt opdeles derudover geografisk på Regioner og Landsdele.

Korrektion

Der laves ikke korrektioner af data udover hvad der allerede er beskrevet under datavalidering og databehandling.