Statistisk behandling
Kontaktinfo
Arbejde og Indkomst, PersonstatistikMonica Wiese Christensen
21 73 34 69
Hent som PDF
For den private sektor: Data indsamles via elektroniske spørgeskemaer på https://virk.dk som en stikprøve på ca. 9.000 arbejdssteder Indtil 2026, hvor kun branchegrupperne B-N blev dækket, var stikprøven på ca. 7.000. Data fejlsøges og manglende værdier imputeres, inden der opregnes til en samlet populationstotal.
For den offentlige sektor: Registerdata anvendes fra primært https://www.jobnet.dk. Baseret på en omfattende survey-undersøgelse, delvis finansieret af EUROSTAT, er der opstillet modeller, der gør registerdata fra https://www.Jobnet.dk kompatible med statistikkravene.
Kilder
For den private sektor: Data til denne statistik indsamles fra en stikprøve på ca. 9.000 (før 2026 var stikprøven på ca. 7.000) enheder, defineret som arbejdssteder med mindst én ansat. Stikprøven trækkes fra Danmarks Statistiks Erhvervsstatistiske Register (ESR).
For den offentlige sektor: Som registerdata anvendes en kobling af opslåede stillinger fra https://jobnet.dk/ og Københavns Kommune samt arbejdsstedsoplysninger inkl. antal besatte stillinger fra ESR. http://www.Jobnet.dk er hovedkilden for antallet af ledige stillinger. Nogle CVR-enheder slår for mange ledige stillinger op på for få arbejdssteder/p-numre på https://jobnet.dk/. Det er tilfældet for den største CVR-enhed i https://jobnet.dk-data – navnlig Københavns Kommune. Til gengæld er det blevet en mulighed at modtage data direkte fra Københavns Kommune, hvilket både forbedrer den generelle kvalitet af data, men også kvaliteten af den fordelingsnøgle, som andre CVR-enheder med lignende problemer udbedres på baggrund af.
Indsamlingshyppighed
Statistikken offentliggøres kvartalsvis.
Survey-data indsamles månedsvis, registerdata fra Københavns Kommune modtages månedsvis og registerdata fra https://www.jobnet.dk modtages kvartalsvis.
Stikprøven fra survey-data (altså data fra den private sektor) opdeles i tre grupper, hvor 1. gruppe indberetter data vedrørende 1. måned i kvartalet. 2. gruppe indberetter data vedrørende 2. måned i kvartalet og 3. gruppe indberetter data for 3. måned i kvartalet.
For survey-delen gælder det, at variationen mellem arbejdsstederne i de enkelte strata er ligeligt fordelt, og de enkelte arbejdssteder er kun udtrukket én gang i kvartalet i survey-data.
For registerdata er det alle arbejdssteder i det offentlige, der indgår hver måned. Hvert stillingsopslag har en dato for, hvornår stillingsopslaget er lagt op på jobportalen, og enten hvornår stillingsopslaget er trukket ned fra jobportalen eller den forventede ansøgningsfrist. Det er derfor muligt, at trække antallet af opslåede ledige stillinger for alle dage i året men for at skabe størst sammenlignelighed med den survey-baserede del af statistikken, tages der udgangspunkt i samme tællingsdatoer.
Indsamlingsmetode
For den private sektor: Data indberettes elektronisk via den fællesoffentlige indberetningsportal https://virk.dk. Udsendelse af anmodning om indberetning sker altid på referencedatoen, som er anden onsdag i måneden. Dette sker via digital post eller per e-mail. Arbejdsstedet har 14 dage til at indberette rettidigt. Indberetning til statistikken er lovpligtigt og omfattet af obligatorisk digital indberetning. Arbejdssteder, der trods rykkere ikke indberetter, modtager et anbefalet brev, hvor opmærksomheden henledes på, at manglende indberetning medfører politianmeldelse, jf. Lov om Danmarks Statistik.
For den offentlige sektor: Data modtages som flade filer fra Jobnet.dk og Københavns kommune. Registerdata fra Københavns Kommune modtages månedsvis og registerdata fra Jobnet.dkmodtages kvartalsvis.
Datavalidering
For den private sektor: Der foretages løbende fejlsøgning af indkomne indberetninger. For at sikre at der indberettes for det enkelte arbejdssted og at indberetningen er konsistent med et forventet niveau, valideres det indberettede antal ansatte med registeroplysninger om antal ansatte fra Danmarks Statistiks Erhvervsstatistiske Register (ESR). Afviger det indberettede væsentligt fra ESR, rettes der henvendelse til arbejdsstedet for at få indberetningen verificeret.
Der foretages ligeledes fejlsøgning på antal ledige stillinger i forhold til antal indberettede ansatte. Afviger antallet af ledige stillinger meget i forhold til det forventede for et arbejdssted af den oplyste størrelse, bliver arbejdsstedet kontaktet.
Det må antages, at ikke alle fejl i indberetningerne opdages i forbindelse med fejlsøgning, hvilket behæfter statistikken med en vis usikkerhed. For arbejdssteder med over 100 ansatte, som ikke har indberettet, foretages en imputering af data.
For den offentlige sektor: Inden private arbejdssteder og arbejdssteder i branchegruppe A frasorteres, sammenlignes data med STAR’s egne udgivne tal på http://www.Jobindsats.dk. I den efterfølgende databehandling vurderes det, om omfordelingen af formodede fejlindberettede opslåede stillinger er gået godt. Til sidst sammenlignes det månedlige antal af ledige stillinger med tidligere månedlige antal af ledige stillinger, og eventuelle outliers på både CVR- og arbejdsstedsniveau vurderes.
Databehandling
For den private sektor: For virksomheder omfattet af lovpligtig indberetning (arbejdssteder med over 100 ansatte), som enten ikke har indberettet, eller som er blevet fritaget, foretages så vidt muligt en imputering af data inden opregningen. Den anvendte metode er et ratioestimat via programmet Banff.
Imputeringen sker primært på baggrund af indberetninger inden for samme branche i samme periode. Alternativt sker det på baggrund af indberetninger fra arbejdssteder inden for samme stratum.
Danmarks Statistik bestræber sig på, at alle arbejdssteder med indberetningspligt har indberettet, således at imputering kun bliver aktuel, for de arbejdssteder der af den ene eller anden grund er blevet fritaget fra at indberette.
Selve imputeringsraten var for 1. kvartal 2026 på 0,11 procent af den totale stikprøve og på 0,35 procent for arbejdsstederne med over 100 ansatte.
Danmarks Statistik beregner antallet af ledige (samt besatte) stillinger ved at bruge antallet af registrerede ansatte (ifølge CVR) på arbejdsstedet som en hjælpevariabel. Dette gøres ved at bruge en generel regressionsmetode. Selve opregningen foretages med programmet CLAN med brug af modeltilpassede skøn.
For den offentlige sektor: Baseret på analysen af en omfattende testsurvey finansieret af EUROSTAT foretaget maj 2024 med svar fra over en fjerdedel af arbejdsstederne i populationen i den offentlige sektor, er der opstillet 2 modeller: 1. De opslåede ledige stillinger lægges sammen med påtænkte ledige stillinger (dvs. stillinger, man er parat til at tage skridt imod at søge en medarbejder til) ved at sammenlægge antallet af opslåede stillinger på tællingsdatoen med opslåede ledige stillinger 1 til 13 dage efter tællingsdatoen. 2. I registerdata har en andel af CVR-enheder lagt en mistænkeligt stor andel af opslåede stillinger på fx administrative arbejdssteder såsom rådhusets p-nummer i stedet for dagsinstitutionens p-nummer. I disse tilfælde er der opstillet en model, der fordeler arbejdssteder med en markant mistanke for denne type fejlindberetning.
I afsnittet ”5.03.05 modelantagelser” uddybes modellerne.
Korrektion
For den private sektor: Ved offentliggørelse af et nyt kvartal revideres data et løbende år tilbage i tid. Årsagen er forsinkelser i indberetning af data fra arbejdsstederne samt fortsat fejlsøgning af indberettet survey-data.
Antal ledige stillinger falder typisk mellem 0,5-2,0 procent igennem et år, mens andelen af ledige stillinger oftest er stabil. Andelen af ledige stillinger er aldrig faldet mere end 0,1 procentpoint, før data opnår status som endelige.
Fra og med andet kvartal 2015 og fremefter har Danmarks Statistik foretaget to mindre ændringer: 1. Populationen udtrækkes ved hjælp af beskæftigelsesdata (antal besatte stillinger) fra samme kvartal året før. Det gøres for at kompensere for eventuelle afvigelser i sæsonmønstrene i de forskellige kvartaler 2. Estimationsmetoden for opregningen af fritagne/manglende enheder med over 100 ansatte er blevet ændret. Disse to ændringer har ikke haft nogen indvirkning på antallet af ledige stillinger og kun en minimal indvirkning på antallet af ledige stillinger i perioden 2010K3-2015K1.
Hovedtallene for antal ledige stillinger samt antal besatte stillinger sæsonkorrigeres for normale udsving for brancherne B til O. Der kan endnu ikke ses signifikante sæsonmønstre i resten af serierne, hvorfor disse ikke er sæsonkorrigeret.
Bemærk: Da der ikke er data langt nok tilbage i tid for brancherne P-TUV, sæsonkorrigeres disse brancher ikke endnu. Når en lang nok tidsserie foreligger, vil data fra disse branchegrupper ligeledes sæsonkorrigeres.
For den offentlige sektor: Data revideres hvert kvartal, da der anvendes det mest opdaterede datagrundlag fra ESR på arbejdsstedsoplysninger inkl. antal besatte stillinger.