Gå til sidens indhold

Indhold

Kontaktinfo

Forskning, Teknologi og Kultur, Erhvervsstatistik
Christian Törnfelt
21 63 60 20

cht@dst.dk

Hent som PDF

Museer

Statistikken er en årlig opgørelse af museernes besøgstal herunder besøgstal for børn og unge under 18 år, besøg til udstillinger samt besøg på selve museet der også inkluderer besøgende i cafeen, i museumsshoppen eller lignende. Derudover opgør statistikken den årlige åbningstid for museerne. Fra 2022 og frem opgøres også antal frivillige og frivillige timer, entréindtægter (inkl. årskort), og arrangementer uden for museet og online-arrangementer (livestream) samt deltagelse til de to type af arrangementer. Museerne bliver opdelt i kategorierne kulturhistoriske museer, kunstmuseer, naturhistoriske museer og museumslignende institutioner. Endvidere muliggør statistikken en opdeling i museumstype efter hvilke statslige tilskud det enkelte museum modtager.

Indholdsbeskrivelse

Statistikken belyser museernes besøgstal, årlige åbningstid og udviklingen heri. Endvidere indsamles der oplysninger om museernes museumskategorier og museumstype.

Museumskategori beskriver hvilket indhold de enkelte museer har, fx kulturhistoriske museer eller kunstmuseer. Museumstype beskriver hvilke statslige tilskud det enkelte museum modtager, fx statslig, statsanerkendt, anden statsstøtte.

Slots-og Kulturstyrelsen registrerer alle statslige og statsanerkendte museer, men ikke de øvrige museumstyper. Frem til og med 2015 har Danmarks Statistik vedligeholdt en population af de øvrige museumstyper gennem opslag på hjemmesider, fagbøger mv.

For at skabe et mere konsistent og entydigt populationsgrundlag er de øvrige museumstyper fra og med 2016 defineret som alle enheder registeret i museumsbranchen i Danmarks Statistiks Erhvervsstatistiske register.

Ændringen påvirker opgørelsen af aktiviteten på de ikke-statsstøttede museer og de museer, der modtager statsstøtte fra andre statslige myndigheder end Kulturministeriet, og dermed også det samlede antal museumsbesøgene.

Grupperinger og klassifikationer

Statistikken over museer anvender følgende klassifikationer:

Besøg i udstillingen: Betegner museumsgæster der via billet eller gratis besøger museets udstillinger. Antal besøg i udstillingen inkluderer ikke museumspersonale eller håndværkere. Antal besøgende i udstillingen opgøres i besøgende i udstillingen og børn/unge under 18 år henholdsvis med og uden undervisningsindhold.

Besøg på besøgsstedet: Alle der har opholdt sig på museet. Det inkluderer også besøgende i cafeen, på restauranten, i museumsshoppen eller lignende.

Museer: Er den administrative enhed. Et museum kan administrere flere besøgssteder, dette gælder især de statslige og statsanerkendte museer. Et museum, der administrerer 12 besøgssteder, vil tælle som ét museum.

Besøgssteder: Er antallet af besøgssteder som tilhører den administrative enhed. Hvis et museum ikke administrerer flere besøgssteder, vil det fremgå én gang. Hvis et museum derimod administrerer flere besøgssteder, vil det fremgå flere gange. Det er især statslige og statsanerkendte museer der har mange besøgssteder.

Antal åbningstimer: Museets samlede åbningstimer på et år.

Museumskategori: Hvorvidt museets permanente samling af museale genstande er kulturhistorisk, kunst eller naturhistorisk. Hvis et museum ikke har en permanent samling af museale genstande, fx en kunsthal, kan det registreres som museumslignende institution. Sidst tildeles et museum kategorien blandet, hvis museet administrerer flere besøgssteder med forskellige museumskategorier.

Museumstype: Den støtte som museet modtager, fx Statslig i henhold til museumsloven, statsanerkendt i henhold til museumsloven, anden statsstøtte og ikke-statsstøttet.

Frivillige: Antal frivillige på museet, der ulønnet varetager opgaver på museet.

Frivilligtimer: Antallet af timer de frivillige har arbejdet samlet set i tællingsåret.

Samlede entréindtægter: Samlede entréindtægter inkl. rabat og årskort, men eksklusive indtægter fra kiosk, butik, sponsorater og offentligt støtte.

Arrangementer uden for museets adresse: Antal arrangementer uden for museets matrikel. Arrangementerne er offentligt tilgængelige og offentligt annoncerede og arrangeret af museet selv. Det kan fx være byvandringer eller undervisning/workshops, der foregår andre steder and på museet.

Deltager til arrangementer uden for museets adresse: Antallet deltagere i alt til museernes arrangementer.

Online arrangementer: Antal online arrangementer, der er offentligt tilgængeligt og offentligt annoncerede af museet selv, og som foregår live online. Det er livestreams af fx omvisninger og foredrag både på og uden for museets matrikel.

Antal deltagere til online arrangementer: Antallet af deltagere i alt til museernes online arrangementer.

Sektordækning

Kultursektoren

Begreber og definitioner

Anden statsstøtte: Museer som ikke er statsstøttet i henhold til museumsloven, men hvor andre statslige institutioner end Kulturministeriet har valgt at støtte museet.

Antal besøgende: Betegner brugere der rent fysisk besøger museet. Museumspersonale, håndværkere og personer der udelukkende besøger cafe/restaurant, museumsbutikken eller lignende tælles ikke med. Antal besøgende opgøres i besøgende i alt og børn/unge under 18 år henholdsvis med og uden undervisningsindhold.

Antal besøgssteder: Er antallet af besøgssteder som tilhører den administrative enhed. Hvis et museum ikke administrerer flere besøgssteder, vil det fremgå én gang. Hvis et museum derimod administrerer flere besøgssteder, vil det fremgå flere gange. Det er især statslige og statsanerkendte museer, der har mange besøgssteder.

Antal museer: Er den administrative enhed. Et museum kan administrere flere besøgssteder, dette gælder især de statslige og statsanerkendte museer. Et museum, der administrerer 12 besøgssteder, vil tælle som ét museum.

Antal åbningstimer: Museets samlede åbningstimer på et år.

Ikke-statsstøttet: Omfattes ikke af museumsloven. Det kan være museer der er oprettet eller ejet af privatpersoner, virksomheder, fonde, foreninger eller kommuner.

Kulturhistorisk Museum: Museale genstande der udstiller kulturhistoriske materielle eller immaterielle ting som mennesker har produceret eller tilskrevet mening, fx Nationalmuseet, Den Gamle By, Kongernes Samling eller Moesgaard.

Kunstmuseer: Udstiller kunst fx mallerier, skulpturer mv., fx Louisiana, ARoS, Arken eller Statens Museum for Kunst

Museumskategori: Museerne opdeles i kulturhistoriske museer, kunstmuseer, naturhistoriske museer og museumslignende institutioner. Sidstnævnte kategori gives til institutioner, som fx ikke har en permanent samling af genstande eksempelvis kunsthaller.

Museumstype: Opdeler museer i forhold til de forskellige typer af støtte der gives: Statslig i henhold til museumsloven, statsanerkendt i henhold til museumsloven, anden statsstøtte og ikke-statsstøttet.

Naturhistoriske museer: Museale genstande der omhandler, fx forskning, eksperimenter eller historisk dokumentation af dyr, planter, geologi, klima mv., fx Statens Naturhistoriske Museum, Naturama, Naturhistorisk Museum Aarhus

Statsanerkendte musser: Museer som staten yder driftstilskud til

Statslige museer: Museer som staten ejer direkte

Enheder

I opgørelsen opereres med enheden museer og besøgssteder (museumsafdelinger), hvis et museum har mere end et besøgssted.

Population

Målpopulationen er alle danske museer.

Geografisk dækning

Danmark.

Tidsperiode

For statslige og statsanerkendte museer dækker tidsperioden fra 2009 og frem.

For museer med anden statsstøtte og ikke-statsstøttede dækker tidsperioden fra 2016 og frem.

Basisperiode

Ikke relevant for denne statistik.

Måleenhed

Antal besøg i udstillingen og på besøgsstedet. Antallet af årlige åbningstimer. Antallet af frivillige Antallet af frivilligtimer Samlede entréindtægter (kr.) Antal arrangementer uden for museet Antallet af deltagere til arrangementer udenfor museet Antal online arrangementer Antal deltagere til online arrangementer

Referencetid

Statistikken udarbejdes på kalenderårsbasis, fra 1. januar til 31. december.

Hyppighed

Årlig.

Indsamlingshjemmel og EU regulering

For statsanerkendte museer sker indsamling af data med hjemmel i Lov nr. 1531/2010: Lov om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet. For øvrige museer er indberetningen frivillig.

Der findes ingen EU-regulering på området.

Indberetningsbyrde

For tællingsåret 2021 brugte museerne typisk en time på at indberette til statistikken, ifølge en rapport baseret på selvrapporteret tidsforbrug.

For at lette indberetningsbyrden præudfyldes skemaet med sidste års indberetning, fx præudfyldes museumskategori og museumstype. Derudover tallene for sidste år, så hvis der ikke er sket nogle ændring, fx museets åbningstimer, kan indberetter blot indtaste det samme.

Kladden til skemaet kan tilgås på statistikkens indberetningsside.

Øvrige oplysninger

Øvrige oplysninger kan findes på statistikkens emneside eller ved henvendelse til Danmarks Statistik. Ønsker man at se vejledningen til indberetterne, kan denne tilgås på indberetningssiden. Sidst kan man læse mere om museumsloven mv. på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside, hvor også listen med statslige og statsanerkendte museer findes.