Indhold

Indholdsbeskrivelse

Den institutionelle opdeling sigter på at belyse den økonomiske adfærd. Derfor er det de beslutningsdygtige enheder, typisk firmaer, der er udgangspunktet for placeringen i sektorer.

Det sektorfordelte nationalregnskab er en del af nationalregnskabssystemet, og består derfor af sammenhængende definitioner og klassifikationer, der viser, hvorledes sektorernes indkomster skabes, fordeles og omfordeles.

Det økonomiske kredsløb viser den enkelte sektors produktion og transaktioner med de øvrige indenlandske sektorer og udlandet, og er beskrevet i et afstemt kontosystem, baseret på dobbelt/firdobbelt bogholderi (hver transaktion registreres to gange af hver af de to parter).

Produktionstransaktionerne indgår som en integreret del af sektorregnskaberne, men hovedvægten ligger på transaktioner af fordelingsmæssig karakter såsom løn, formueindkomst, skatter, sociale bidrag og sociale ydelser. De institutionelle sektorer opgøres i løbende priser, og udvalgte serier vedr. husholdningerne sæsonkorrigeres.

Institutionelle enheder grupperes principielt i seks sektorer på grundlag af deres økonomiske adfærd. En sektor omfatter således en gruppe af institutionelle enheder, der udviser ensartet økonomisk adfærd. Der opereres i nationalregnskabet principielt med seks hovedsektorer: ikke-finansielle selskaber, finansielle selskaber, offentlig forvaltning og service, husholdninger, non-profit institutioner rettet mod husholdninger (NPISH) og udlandet.

Der opstilles et regnskab for hver sektor, således at det er muligt at fordele transaktioner og saldoposter på de enkelte sektorer. De institutionelle sektorer indeholde mange værdifulde oplysninger om økonomien, som kan bruges til økonomiske analyser og/eller økonomisk politik. Blandt de mest centrale størrelser i de institutionelle sektorer er disponibel indkomst, forbrug, opsparing og reale investeringer.

De institutionelle sektorer er i overensstemmelse med retningslinjerne i European System of National and Regional Accounts (ESA2010) og dermed konsistent med det øvrige nationalregnskab.

Grupperinger og klassifikationer

Sektorgruppering

Ved en makroøkonomisk analyse betragtes hver institutionel enhed ikke særskilt – det er de aggregerede aktiviteter udøvet af ensartede institutioner, der analyseres. Enhederne kombineres derfor i grupper med betegnelsen institutionelle sektorer, hvoraf nogle igen opdeles i delsektorer.

En sektor omfatter således en gruppe af institutionelle enheder, der udviser en ensartet økonomisk adfærd. Der opereres i nationalregnskabet principielt med seks sektorer. For mere info om sektorerne se Sektorklassifikation i det europæiske regnskabssystem (ESA2010).

Klassificering af transaktioner

Sektorregnskaber er en del af nationalregnskabet og består derfor af et logisk og sammenhængende klassifikationssystem, uden hvilket det ikke ville være muligt at skaffe sig et overblik over det umådeligt store antal økonomiske transaktioner, der finder sted i samfundsøkonomien i løbet af en periode.

De institutionelle sektorer klassificerer alene tre typer poster: to transaktionsposter samt en balancepost.

• Produkttransaktioner (P): viser produkters oprindelse (indenlandsk produktion eller import) og anvendelse (forbrug i produktion, forbrug, investeringer eller eksport)
• Fordelingstransaktioner (D): viser fordelingen af værditilvæksten på arbejdskraft, kapital og sektoren for offentlig forvaltning og service samt omfordelingen af indkomst og formue.
• Balancer (B): viser saldostørrelse på de enkelte konti

Klassificering af konti

For hver af de seks hovedsektorer opstilles et sektorregnskab, der viser samtlige relevante transaktioner og balanceposter. Følgende seks konti er relevante for de institutionelle sektorer:

1. Konto for produktion: viser værditilvæksten, der er skabt i residente produktionsenheder.
2. Konto for indkomstdannelse: viser bruttooverskud af produktion (og blandet indkomst) der tilfalder residente produktionsenheder efter betaling af produktionsskatter, netto og aflønning af ansatte.
3. Konto for allokering af primær indkomst: den samlede primær indkomst, når den øvrige generet indkomst i form af løn til danske lønmodtagere modtager samt formueindkomst (renter, udbytter mv.) er tillagt.
4. Konto for allokering af sekundær indkomst: tillægges indkomst- og formueskatter samt andre løbende overførsler (herunder ulandshjælp), hvorved den disponible indkomst genereres.
5. Konto for anvendelse af disponibel indkomst: viser anvendelsen af den disponible indkomst til forbrug og opsparing.
6. Kapitalkonto: viser opsparingens anvendelse til investeringer, kapitaloverførsler eller som fordringserhvervelse, netto.

Fordringserhvervelsen, netto er kontoens saldo, der ofte betegnes som ”den finansielle opsparing”. Negativ fordringserhvervelse, netto er udtryk for, at den disponible indkomst ikke har været tilstrækkelig til at dække periodens forbrug og investeringsaktivitet. Da enhver økonomisk transaktion altid er finansieret, er en negativ fordringserhvervelse, netto, ensbetydende med udenlandsk finansiering, dvs. låntagning i udlandet.

Sektordækning

Alle seks institutionelle sektorer er dækket. Principielt kan de seks sektorer underopdeles i delsektorer. Alene i årstabellerne er de finansielle selskaber underopdelt i delsektorer. Endvidere er opsplitningen mellem husholdninger og NPISH kun at finde i årstabellerne.

Begreber og definitioner

Andre løbende overførsler til og fra udlandet: Andre løbende overførsler omfatter ensidige transaktioner mellem udlandet og offentlig forvaltning og service, selskaber eller enkeltpersoner, der er hjemmehørende i Danmark.

Arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger: Betalinger fra arbejdsgivere til ordninger, der sikrer ansatte mod sociale risici og dækker sociale behov, fx ved alderdom, invaliditet samt arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

Blandet bruttoindkomst: Indkomst fra selvstændig virksomhed, hvor aflønning af arbejde og afkast af kapital ikke kan adskilles, og som bl.a. omfatter overskud i enkeltmandsvirksomheder.

Brutto- og nettobegreber: Betegnelsen netto anvendes i to betydninger i nationalregnskabet. En nettostørrelse er enten forskellen mellem to bruttostørrelser, fx bruttoindtægter og bruttoudgifter, eller en bruttostørrelse fratrukket forbrug af fast realkapital (=”afskrivninger”). Forbrug af fast realkapital er et mål for kapitalapparatets fysiske og tekniske forringelse i løbet af en periode. I nationalregnskabstabellerne skelnes mellem de to begreber på følgende måde:

• En nettostørrelse, der angiver forskellen mellem to bruttostørrelser vises ved, at netto efterstilles begrebet, fx formueindkomst, netto.
• En nettostørrelse, der angiver en bruttostørrelse fratrukket forbrug af fast realkapital har foranstillet netto.

Bruttoopsparing: Den del af den disponible bruttonationalindkomst i markedspriser, der ikke anvendes til forbrug, dvs. efter fradrag af forbrugsudgifter i husholdninger, non-profitinstitutioner rettet mod husholdninger og det offentlige; svarer dermed til bruttoinvesteringer samt kapitaloverførsler og nettofordringer/-gæld.

Bruttooverskud af produktionen: Den del af bruttoværditilvæksten, der resterer efter aflønning af ansatte og andre produktionsskatter med tillæg af produktionssubsidier; i offentlig forvaltning og service samt non-profitinstitutioner rettet mod husholdninger svarer den til forbruget af fast realkapital, da produktionsværdien opgøres fra omkostningssiden, og i husholdningssektoren omfatter den bl.a. beregnet lejeværdi af ejerboliger med fradrag af udgifter til materialer, vedligeholdelse og finansielle tjenester (FISIM).

Bruttooverskud af produktionen og blandet indkomst: Den del af bruttoværditilvæksten, der resterer efter aflønning af ansatte og andre produktionsskatter med tillæg af produktionssubsidier. Begrebet omfatter både bruttooverskud af produktionen og blandet indkomst, hvor sidstnævnte især vedrører husholdningernes personligt ejede virksomheder, hvor aflønning af ejerens arbejde ikke kan adskilles fra afkastet af den investerede kapital.

Diverse løbende overførsler: Løbende overførsler uden modydelse, der bl.a. omfatter overførsler til non-profitinstitutioner rettet mod husholdninger, overførsler mellem husholdninger samt andre tilsvarende overførsler, fx fagforeningskontingenter, kirkeskat, generelle tilskud til non-profitinstitutioner rettet mod husholdninger og gaver mellem husholdninger, herunder til og fra udlandet.

Faktisk individuelt forbrug: Forbrug af varer og tjenester, der omfatter husholdningers forbrugsudgifter samt individuelle forbrugsudgifter i non-profitinstitutioner rettet mod husholdninger og det offentlige.

FISIM: FISIM (Financial Intermediation Services Indirectly Measured) er værdien af finansielle formidlingstjenester, som banker og andre finansielle institutioner leverer, uden at kunderne betaler et direkte gebyr. FISIM beregnes som den del af rentemarginalen, der dækker institutionernes formidlingstjenester – altså forskellen mellem de renter, kunderne modtager og betaler.

Fordringserhvervelsen, netto: Betegnes ofte som den finansielle opsparing

En positiv fordringserhvervelse, netto er udtryk for, at den disponible indkomst har være tilstrækkelig til at dække periodens forbrug og investeringsaktivitet. Overskuddet øger beholdningen af værdipapir, kontanter, bankindeståender og kan også reducere gæld.

Negativ fordringserhvervelse, netto er udtryk for, at den disponible indkomst ikke har været tilstrækkelig til at dække periodens forbrug og investeringsaktivitet. Underskuddet mindsker beholdningen af værdipapir, kontanter samt bankindeståender og øger gælden.

Den samlede økonomis fordringserhvervelse, netto, er summen af de institutionelle sektorers fordringserhvervelse, netto. Den repræsenterer den finansielle opsparing, som den samlede økonomi stiller til rådighed for udlandet (hvis den er positiv) eller modtager fra udlandet (hvis den er negativ). Den samlede økonomis fordringserhvervelse, netto, er lig med udlandets fordringserhvervelse, netto, dog med modsat fortegn.

Ikke-producererede aktiver: Aktiver, der ikke er fremstillet gennem en produktionsproces, men som har økonomisk værdi og kan ejes. Disse aktiver er ofte naturgivne eller udgør juridiske rettigheder.

Institutionel enhed: En økonomisk enhed, der efter egen beslutning og under eget juridisk ansvar kan: - Eje aktiver, og udøve de rettigheder der følger heraf - Påtage sig gæld - Udøve økonomiske aktiviteter, som fx produktion, forbrug, investering og opsparing - Indgå i økonomiske transaktioner med andre enheder - Meningsfuldt udarbejde et fuldt regnskab omfattende både et driftsregnskab og en status opgørelse.

Der skal ikke nødvendigvis foreligge et regnskab, for at en enhed opfylder definitionen. Det er tilstrækkeligt, at enheden, hvis den ønsker det, eller det kræves af den, vil kunne føre et meningsfuldt regnskab.

Nettobidrag til sociale ordninger: Arbejdsgiveres og husholdningers bidrag til sociale ordninger fratrukket administrationsgebyrer til socialforsikringsordninger.

Offentlige kollektive forbrugsudgifter: Offentlige kollektive forbrugsudgifter omfatter tjenester som det offentlige stiller gratis til rådighed, og hvor det ikke er muligt at henføre forbruget til enkeltpersoner, fx forsvar og retsvæsen.

Sociale overførsler i naturalier: Individuelle varer og tjenester, som offentlig forvaltning og service eller non-profitinstitutioner rettet mod husholdninger overfører til enkelte husholdninger, uanset om de er købt på markedet eller produceret som ikke-markedsmæssig produktion.

Disponibel bruttoindkomst: Disponibel bruttoindkomst i nationalregnskabet er det beløb en institutionel enhed (fx en husholdning eller et selskab) har til rådighed til forbrug og opsparing, når skatter, bidrag til sociale ordninger og andre løbende overførsler er betalt.

Enheder

Enhederne i nationalregnskabet er residente virksomheder, husholdninger eller andre enheder, der er karakteriserede ved at kunne træffe selvstændige økonomiske beslutninger og indgå i økonomiske transaktioner med andre residente eller ikke-residente enheder.

Population

Alle økonomiske transaktioner hvor mindst den ene part er resident i en given periode.

Geografisk dækning

Geografisk dækker nationalregnskabet Danmark, idet Færøerne og Grønland behandles som udland.

Tidsperiode

Årstabeller dækker tidsperioden fra 1995 og frem (enkelte hovedposter går tilbage til 1971), mens kvartalstabeller dækker fra 1999 og frem.

Generelt går sektorfordeling af fast realkapital tilbage til 1995. Tal for forbrug af fast realkapital for offentlig forvaltning og service offentliggøres dog tilbage til 1966 som memopost under de branchefordelte tal.

Basisperiode

Ikke relevant for denne statistik.

Måleenhed

Mio. kr.

Referencetid

Kalenderår og kvartal.

Hyppighed

De kvartalsvise sektorregnskaber offentliggøres fire gange årligt – marts, juni, sep. og dec. måned.

De årlige sektorregnskaber offentliggøres to gange årligt – marts og juni.

Indsamlingshjemmel og EU regulering

Europaparlamentets og Rådets forordning (EU) Nr. 549/2013 af 21.maj 2013 om det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Den Europæiske Union (ESA2010) (EUT L 174 26.06.2013, s. 1).

Kommissionens beslutning af 17. december 2002 om yderligere præcisering af Bilag A til Rådets forordning (EF) Nr. 2223/96 for så vidt angår principperne for måling af priser og mængder i nationalregnskabet.

Indberetningsbyrde

Statistikken er baseret på oplysninger, der indsamles af Danmarks Statistik til opgørelse af andre statistikker. Der er derfor ingen direkte indberetningsbyrde i forbindelse med opgørelsen af nationalregnskabet.

Øvrige oplysninger

For øvrige oplysninger kontakt Danmarks Statistik.