Gå til sidens indhold
Analyse

Vikarlektioner i folkeskolen

Foto: Colourbox

I 2023 lancerede Danmarks Statistik Lærer-elevregistret for grundskolen, der er baseret på data fra Aula-platformen og Unilogin. Registret giver som noget nyt mulighed for at koble lektionerne på skoleskemaet direkte til lærere og elever.

Denne analyse præsenterer Lærer-elevregistret for grundskolen og viser, hvordan registret fx kan anvendes til at opgøre andelen af vikarlektioner i folkeskolen ud fra skolernes registreringer. Analysen undersøger blandt andet omfanget af vikarlektioner i skoleåret 2022/2023 fordelt på fag og klassetrin.

3. juli 2025
Af Fenja Søndergaard Møller og Eva Lotti Hansen

Hovedkonklusioner:

  • Analysen af vikarlektioner omfatter 25,2 mio. lektioner for skoleåret 2022/2023. Lektionerne fordeler sig på 872 folkeskoler, hvilket svarer til 81,4 pct. af alle folkeskoler i Danmark.
  • Andelen af vikarlektioner kan opgøres ud fra lektionens status. Lektionerne er registreret med en status som normal eller vikar. I alt 11,9 pct. af alle lektioner er registreret som vikarlektioner i skoleåret 2022/2023. Vikarlektioner kan varetages af både vikaransatte, lærere eller andet personale, der med kort varsel dækker ind for den faste lærer.
  • Der er forskel på andelen af vikarlektioner på tværs af fag. Andelen er højest for lektioner, der ikke er bekendtgørelsesfag, fx Understøttende undervisning eller temadage. Blandt disse lektioner er 16,9 pct. registreret som vikarlektioner. Håndværk og design samt madkundskab har den næsthøjeste andel på 15,0 pct. Andelen i Dansk er 10,0 pct., mens andelen i Matematik er 10,6 pct.
  • Andelen af vikarlektioner er lavest i afgangsklasserne. For 10. klasserne er andelen af vikarlektioner 6,3 pct., mens den er 8,1 pct. for 9. klasserne. De højeste andele af vikarlektioner er på mellemtrinnet, især for 5. klasserne, hvor andelen er 13,2 pct.
  • Over halvdelen af vikarlektionerne varetages af medarbejdere ansat som lærere eller pædagoger. I alt 53,7 pct. af vikarlektionerne varetages af ansatte lærere eller pædagoger, der vikarierer for den fraværende medarbejder. 42,8 pct. varetages af medarbejdere, der er ansat som vikarer, mens 3,5 pct. varetages af øvrige medarbejdere.

Hent som pdf

Registrerede aktiviteter og lektioner i Lærer-elevregistret for grundskolen

I 2023 blev Lærer-elevregistret for grundskolen (LER-grundskole) lanceret. Denne analyse præsentere LER-grundskole og viser, hvordan registret kan anvendes til at opgøre andelen af vikarlektioner i folkeskolen.

LER-grundskole er baseret på data fra Aula-platformen, der indeholder information om aktiviteterne i folkeskolen. Data om medarbejdere og elever kommer fra Unilogin. De to datakilder gør det muligt at koble specifikke lektioner på skoleskemaet direkte til lærere og elever.[note 1] Analysen anvender det nyeste data, der omfatter skoleåret 2022/2023.[note 2] I forbindelse med analysen er de registrerede aktiviteter i LER-grundskole afgrænset og valideret. LER-grundskole er dog stadig nyt og relativt uudforsket.

LER-grundskole indeholder aktiviteter, der ikke er reel undervisning. Samtidig er der aktiviteter, der overlapper helt eller delvist i tid for den samme klasse. Analysen afgrænser og validerer aktiviteterne i LER-grundskole til aktiviteter, der vurderes at være gennemført undervisning. Figur 1 viser de forskellige skridt fra 60,9 mio. registrerede aktiviteter til den endelige analysepopulation på 25,2 mio. lektioner for skoleåret 2022/2023. Frafaldet afspejler blandt andet, at fejloprettede lektioner ikke nødvendigvis fjernes fra Aula-platformen, ligesom platformen også kan bruges til at registrere aktiviteter, der ikke er undervisning (fx lærermøder).

Den største frasortering sker med afgrænsningen til aktiviteter med tilknyttede elever. Denne frasortering sikrer, at læreraktiviteter ikke indgår i analysepopulationen. Undervejs fjernes også dubletter, fx samme gruppe/klasse med flere aktiviteter på samme tidspunkt. Derudover afgrænses analysen til skoler med mindst 75 pct. registrerede undervisningslektioner ud af det samlede antal forventede lektioner. Denne afgræsning sikrer, at skolerne har gennemført en vis implementering af Aula-registreringerne. Overvejelserne om afgrænsning og validering er nærmere beskrevet i bilag 1.

Figur 1. Afgrænsning og validering af analysepopulation. Skoleåret 2022/2023.

test

Anm.: Skoler helt uden registrerede vikarlektioner frasorteres, når der fjernes dubletter. Alle aktiviteter vægtes til sidst efter deres varighed, så den endelig analysepopulation omfatter lektioner på 45 min. Se bilag 1 for en nærmere beskrivelse.

Analysepopulationen på 25,2 mio. lektioner omfatter 872 skoler. Det svarer til 81,4 pct. ud af i alt 1.071 folkeskoler i Danmark.[note 3]

De inkluderede skoler fordeler sig på 96 af landets 98 kommuner. Figur 2 viser hvor stor en andel af folkeskolerne i de forskellige kommuner, der indgår i analysen. Kortet viser, at der er skoler med fra alle landsdele. Det har ikke været muligt at undersøge, om der er en sammenhæng mellem de manglende skoler og brugen af vikarlektioner.

Figur 2. Andelen af kommunens folkeskoler i analysepopulationen. Skoleåret 2022/2023.

test

Opgørelse af vikarlektioner med LER-grundskole

I LER-grundskole har alle undervisningslektioner fået tildelt en status som normal eller vikar. Skolerne foretager typisk fravær- og vikarregistreringen i andre it-systemer, hvorefter systemleverandørerne overfører en opdatering af lektionens status til Aula-platformen. Med LER-grundskole er det derfor muligt at opgøre folkeskolernes brug af vikarer ud fra skolernes registreringer. Tidligere er vikarlektioner hovedsageligt opgjort med afsæt i spørgeskemaer eller ud fra oplysninger om timelønnede lærere (løse vikarer).

Der kan være forskel på, hvordan skolerne opfatter og registrerer vikarlektioner, jf. boks 1. Længerevarende forløb med faste vikarer kan på nogle skoler fx være registreret som normale lektioner, mens andre skoler registrerer lektionerne i længere vikarforløb som vikarlektioner. Analysen har ikke undersøgt systematiske forskelle i varigheden af vikarforløbene på tværs af skoler.

Boks 1. Undersøgelser af vikarer i folkeskolen

Der kan være forskelle i forståelsen af vikarlektioner på tværs af skoler og medarbejdere. Vikarer i folkeskolen fra VIVE undersøger forståelsen af vikarlektioner og konkluderer, at der er forskelle fra skole til skole. Ifølge VIVE's rapport opfatter nogle skoler det ikke som en vikartime, hvis en anden lærer fra årgangsteamet varetager undervisningen, selv om det ikke oprindeligt var påtænkt. Andre skoler har en mere bred forståelse af vikartimer som alle tilfælde, hvor underviseren er en anden end den planlagte.

VIVE definerer selv vikartimer bredt som undervisning, der grundet den tiltænkte undervisers fravær, må afholdes af en anden end den tiltænkte underviser. Her vil der også være tale om en vikartime, hvis en anden lærer (fx fra årgangsteamet) varetager timen. Omvendt er sygefravær, hvor der byttes timer - så man fx får matematik i stedet for dansk - ikke vikartime, såfremt gruppen har den tiltænkte lærer til den pågældende undervisningstime. Denne analyse er baseret på skolernes registreringer af fravær og vikarer, fx når den planlagte medarbejder meldes fraværende, og en alternativ medarbejder derfor kobles på lektionen.

I Notat om folkeskolernes brug af vikarer i undervisningen har Undervisningsministeriet undersøgt brugen af vikartimer ud fra en stikprøve med 320 folkeskoler i 2018. Undersøgelsen estimerede, at 11,1 pct. af undervisningstimerne på overordnet niveau ikke blev gennemført som planlagt og dermed kunne betegnes som vikartimer.

Danmark Læreforening har undersøgt udviklingen i det gennemsnitlige antal løse vikarer baseret på data fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. Denne opgørelse ser dog ikke på antallet af lektioner.

Københavns Kommune har undersøgt faktorer, der påvirker karaktererne i dansk og matematik. Analysen ser blandt andet på vikarlektioner ud fra LER-grundskole. Analysen når frem til, at landsgennemsnittet for vikarlektionerne i dansk og matematik i 9. klasse er ca. 7 pct.

CEPOS har anvendt LER-grundskole til en opgørelse af vikarlektioner ud fra lektionernes status. Denne analyse frasorterer aflyste lektioner og ser kun på grundskoler, men der filtreres ikke på samme måde ift. fx elever og dubletter.

Opgørelsen af vikarlektioner i denne analyse tager ikke højde for, at nogle lektioner har mange elever tilknyttet, imens andre har få elever tilknyttet. Vikarlektionerne og de normale lektioner ligner dog hinanden ift. elevantallet. I gennemsnit har vikarlektionerne tilknyttet 20,9 elever, og medianen er på 21 elever. For de normale lektioner er gennemsnittet 20,5 elever og medianen er 21 elever.

Figur 3 viser andelen af vikarlektioner blandt lektioner grupperet efter elevantallet og for alle lektioner uafhængigt af antal elever. Andelen af vikarlektioner er højest for lektioner med 1-9 elever (13,3 pct.) og lavest for lektioner med 10-15 elever (10,7 pct.). I alt 11,9 pct. af alle lektionerne i analysepopulationen er registreret som vikarlektioner.

Figur 3. Andelen af vikarlektioner for lektioner opdelt efter antallet af elever. Skoleåret 2022/2023.

test

Kilde. LER-grundskole.

Andelen af vikarlektioner på tværs af fagbetegnelser

Lektionerne i LER-grundskole har tilknyttede fagbetegnelser. Fagbetegnelserne er hentet fra fritekstfeltet på Aula-platformen og omkodet til i alt 18 fag, jf. boks 2. Figur 4 viser alle lektionerne i analysepopulationen (N =25,2 mio. lektioner) fordelt på fagbetegnelser. Den største andel af lektionerne i analysepopulationen er Dansk (22,2 pct.). Herefter følger kategorien Anden fagbetegnelse (15,9 pct.), der omfatter aktiviteter ud over bekendtgørelsesfagene (fx Adfærd, kontakt og trivsel eller Understøttende undervisning). Der kan dog være lektioner, der er placeret i kategorien Anden fagbetegnelse, selv om det reelt er bekendtgørelsesfag, jf. boks 2.

Figur 4. Lektioner fordelt på fagbetegnelser på tværs af alle klassetrin. Skoleåret 2022/2023.

test

Anm.: Kategorien Øvrige omfatter følgende fag: Kristendomskundskab, Billedkunst, Fysik/Kemi, Biologi, Geografi, Samfundsfag og Valgfag.

Kilde. LER-grundskole.

Der er forskel på andelen af vikarlektioner for de forskellige fag. Figur 5 viser andelen af vikarlektioner for de 18 fagbetegnelser. Andelene af vikarlektioner er højest for kategorien Anden fagbetegnelse (16,9 pct.) efterfulgt af Håndværk og design samt madkundskab (15,0 pct.). Andelen er lavest for Børnehaveklasse (9,0 pct.). Der tegner sig samme overordnede billede, hvis lektionerne afgrænses til lektioner med 20-25 elever.

Figur 5. Andelen af vikarlektioner for forskellige fagbetegnelser. Skoleåret 2022/2023.

test

Kilde. LER-grundskole.

Boks 2. Opgørelse af fagbetegnelser

De indberettede lektioner er beskrevet med en aktivitetsbetegnelse, der kommer fra et fritekstfelt i Aula-systemet. Hos Danmarks Statistik oversættes de indberettede aktivitetsbetegnelser via en tekstgenkendelsesalgoritme til en af 28 fagbetegnelser, der er beskrevet i Bekendtgørelse af lov om folkeskolen.

Hvis ikke aktiviteten kan oversættes til en af de 28 fagbetegnelser, får den betegnelsen Anden fagbetegnelse (fx ture og temadage). Herefter er de 29 kategorier aggregeret til 18 kategorier, så aktiviteter såsom Pædagogisk læringscenter, Understøttende undervisning, Adfærd, kontakt og trivsel mv. lægges ind under Anden fagbetegnelse. Børnehaveklasse er sin egen kategori, da der ikke er deciderede fag på dette klassetrin (0. klasse).

Der er tilfælde, hvor institutionerne ikke har skrevet en tekst som har givet en indikation af, at der er tale om et bekendtgørelsesfag, selvom det i realiteten har været tilfældet. Derfor kan det ske, at bekendtgørelsesaktiviteter oversættes til Anden fagbetegnelse. Yderligere er der tekster, som bliver oversat forkert, fordi den fagtekst, som institutionerne har skrevet i Aula, bliver tolket forkert i oversættelsesprogrammet. Håndteringen af aktivitetsbetegnelserne og kategoriseringen i fag er nærmere beskrevet i dækningsanalysen af LER.

Andelen af vikarlektioner på tværs af klassetrin

Eleverne kan kobles til lektionerne ud fra deres grupper. Grupperne hentes fra Unilogin-platformen og omfatter både stamklasser, valgfagshold, årgange mv. Ud fra elevernes klassetrin i Elevregistret kan lektionernes klassetrin opgøres. Hvis der er elever fra flere klassetrin knyttet til den samme lektion, så får lektionen det klassetrin, der er flest elever fra, jf. boks 3.

Figur 6 viser andelen af vikarlektioner for forskellige klassetrin. Andelen af vikarlektioner er lavest i afgangsklasserne, dvs. 10. klasse (6,3 pct.) og 9. klasse (8,1 pct.). De højeste andele af vikarlektioner er på mellemtrinnet, især i 5. klasse (13,2 pct.). Tendensen med lavere andele af vikarlektioner i afgangsklasserne samt højere andele på mellemtrinnet ses også, hvis der fokuseres på specifikke fag som dansk og matematik eller afgrænses til lektioner med 20-25 elever. Tendensen kan afspejle, at de ældre elever i højere grad sendes hjem, hvis deres lærer er syg, mens de yngre elever i stedet tildeles en vikar.

Figur 6. Andelen af vikarlektioner på tværs af klassetrin. Skoleåret 2022/2023.

test

Anm.: En lille andel af lektionerne har tilknyttet elever med ukendt klassetrin (under 0,3 pct.). Disse indgår ikke i figuren.

Kilde. LER-grundskole.

Boks 3. Opgørelse af klassetrin

LER-grundskole gør det muligt at koble elever til lektioner via grupper på Aula-platformen. Grupperne viser hvilke elever, der er tiltænkt den pågældende lektion. Grupperne kan afspejle hele stamklasser (fx 2B eller 4A), eller bestemte fag inden for stamklasserne (fx 8C (Natur/Teknologi) eller 8KL (Engelsk)). Der kan også være grupper, der går på tværs af klasserne på en årgang (fx 8CD (Fransk), 5. årgang eller 7 klasserne madkundskab). De fleste lektioner er knyttet til elever på samme klassetrin, men nogle grupper går på tværs af årgange (fx Indskoling, SFO eller Science). Lektionerne med disse grupper er i langt de fleste tilfælde i kategorien Anden fagbetegnelse.

Alle elever i grupperne har ud over tilhørsforholdet til grupperne samtidig et klassetrin tilknyttet fra 0.-11. klasse. Når eleverne er knyttet til lektionerne vha. gruppernes unikke gruppenummer, bruges elevens klassetrin til at danne ét klassetrin for lektionen. Hvis der er elever på tværs af klassetrin, tages der udgangspunkt i det klassetrin, hvor der er flest elever fra. I de tilfælde, hvor der er lige mange elever fra forskellige klassetrin (under 0,5 pct.) vælges det laveste klassetrin. Langt størstedelen af de lektioner, hvor eleverne går på tværs af klassetrin, er lektioner med Anden fagbetegnelse.

Der tages højde for, at eleverne kan skifte gruppe hen over skoleåret. Eleverne kobles kun til lektionerne, hvis de indgår i gruppen på det tidspunkt, hvor lektionen afholdes.

Analysepopulationen indeholder stort set lige mange lektioner på hvert klassetrin fra 0.-9. klasse (9-11 pct.), men der er væsentlig færre lektioner på 10. klassetrin (0,6 pct.).

Vikarlektioner og medarbejderroller

Lektionerne i LER-grundskole kan kobles til medarbejderne og deres roller. Rollerne tildeles af skolerne og afspejler typisk medarbejdernes ansættelsesforhold (fx lærer, vikar eller pædagog). Boks 4 beskriver de valg, der er foretaget i forbindelse med flet af lektioner og medarbejdere.

Blandt vikarlektionerne er 89,6 pct. registreret med to medarbejdere. Den høje andel af lektioner med flere medarbejdere skyldes, at skolerne typisk ikke fjerner den oprindelige medarbejder fra vikarlektionen ved fx sygdom, men i stedet tilføjer den medarbejder, der vikarierer.

Figur 7 viser, hvordan vikarlektioner med 1-2 medarbejdere fordeler sig på forskellige medarbejderroller. Figuren viser, at 53,7 pct. af vikarlektionerne kun er tilknyttet medarbejdere ansat som lærere og/eller pædagoger. 42,8 pct. af vikarlektionerne er registreret med vikaransatte.[note 4]

Figur 7. Vikarlektioner fordelt på registrerede medarbejderroller. Skoleåret 2022/2023.

test

Anm.: Vikarlektioner med én vikaransat og én læreransat indgår i søjlen med vikarer, da det antages, at den ansatte vikar varetager lektionen. For lektioner med flere registrerede medarbejdere er det dog ikke muligt entydigt at identificere hhv. den vikarierende medarbejder og den oprindeligt tiltænkte medarbejder. Kategorien Øvrige konstellationer er blandt andet lektioner, der varetages af ledere, konsulenter, TAP'er eller medarbejdere med ukendte medarbejderroller.

Kilde. LER-grundskole.

Boks 4. Opgørelse af medarbejderroller

I Unilogin registreres medarbejdere på skolerne med et medarbejdernummer, en medarbejderrolle samt start- og slutdato for medarbejderrollen. Skolerne kan dog godt tildele flere roller til medarbejderne på samme skole på samme tid, ligesom rollerne kan skifte over tid (fx fra vikar til lærer). Det er op til den enkelte skole at registrere medarbejdernes rolle. Der kan være forskelle i registreringspraksis fra skole til skole, fx skelnen mellem kategorierne Ledelse og Leder eller opfattelsen af vikarer.

Analysen opdeler medarbejderrollen i fire kategorier: Lærer, pædagog, vikar og øvrige (leder, ledelse, konsulenter og TAP). Hvis medarbejdere har samme rolle i samme periode opfattes dette som en utilsigtet dublet, og der beholdes kun én observation. Nogle medarbejdere har forskellige roller i samme periode (fx leder og lærer). Her vælges rollerne i prioriteret rækkefølge, så der først vælges lærer, dernæst pædagog, vikar, øvrige og ukendt rolle. Hvis medarbejderen har roller, der overlapper i tid, vælges den førstkommende rolle indtil den næstekommende rolle påbegyndes. Derudover fjernes et lille antal (under 0,1 pct.) medarbejdere med ukendt medarbejderrolle og tidspunkt for rollen. Derved fås en oversigt over medarbejdere med unikke roller hen over skoleåret. Rollerne kobles til de enkelte lektioner i LER-grundskole, så lektionerne kan kategoriseres efter medarbejdernes roller.

Blandt alle lektionerne i analysepopulation (N =25,2 mio. lektioner) kan 85,3 pct. af lektionerne knyttes til én medarbejder, imens 11,6 pct. kan knyttes til to medarbejdere. En lille andel (under 0,5 pct.) har flere end to medarbejdere tilknyttet, og 3,0 pct. har én eller flere ukendte medarbejdere tilknyttet.

For vikarlektionerne tilføjer skolerne typisk den vikarierende medarbejder uden at fjerne den oprindelige medarbejder. Der kan omvendt være tilfælde, hvor ekstra medarbejdere tilknyttes som en ny aktivitet og derfor utilsigtet frasorteres som led i rens for dubletter, jf. bilag 1.

Bilag

Bilag 1

Afgrænsning og validering af analysepopulationen

LER-grundskole indeholder aktiviteter, der ikke er reel undervisning. Derfor er der foretaget en række filtreringer og afgrænsninger i forbindelse med analysen. Dette bilag beskriver de forskellige trin.

Indledende filtrering
Først er aktiviteter filtreret ud, hvis de er registrerede som aflyste. Dernæst fjernes aktiviteter med en varighed på over 10 timer, og aktiviteter med ukendte start- eller sluttidspunkter. Disse aktiviteter dækker typisk over en anden form for aktivitet end klassiske lektioner (fx lejrskoleophold) eller er fejlregistreringer.

Nogle skoler registrerer aktiviteter hen over ferieperioder, fx ved aktiviteter, der er lagt ind som ugentlige gentagelser. I analysen er aktiviteter frasorteret, hvis de ligger i hhv. sommerferien, efterårsferien, juleferien, vinterferien eller påskeferien. Lektioner på Store Bededag (analysen vedrører 2022/2023), Kristi Himmelfartsdag og 2. Pinsedag er også fjernet. Ferieperioderne er tilpasset variationer mellem kommunerne.

Analysepopulationen afgrænses desuden til folkeskoler, da Aula-platformen er ikke obligatorisk på friskoler og private grundskoler mv.

Minimumsregistrering på 75 pct.
Datakvaliteten i LER-grundskole afhænger af registreringspraksis på skolerne. Skolerne bruger platformen på forskellige måder og i meget varierende omfang. Der er skoler, der har registreret færre lektioner end forventet eller slet ikke har registreret lektioner, fx hvis skolen har dispensation fra at bruge Aula. For at sikre en vis implementering af registreringerne i Aula inkluderer analysen kun skoler med mindst 75 pct. registrerede undervisningslektioner ud af det samlede antal forventede undervisningstimer og 75 pct. af det vejledende antal undervisningstimer i bekendtgørelsesfagene. Det forventede antal lektioner er baseret på Børne- og undervisningsministeriets minimumstimetal for bekendtgørelsesfag for elever på forskellige klassetrin i folkeskolen. I Børne- og undervisningsministeriets oversigt over det samlede antal anbefalede lektioner indgår pausetid, men pausetiden er ikke nødvendigvis registreret i Aula. Derfor fratrækkes 200 timers pausetid fra det vejledende minimumstimetal på tværs af alle klassetrin.

Herefter optælles alle elevernes lektioner (omregnet til 45 min.), både samlet set og afgrænset til bekendtgørelsesfagene. Der foretages en filtrering af dubletter, så grupper med overlappende aktiviteter ikke tæller dobbelt. Dernæst beregnes andelen af elevens lektioner ift. det forventede antal lektioner. Skolens andel beregnes som et simpelt gennemsnit på tværs af alle eleverne.

Skolerne kan reelt godt overholde minimumskravet, selv om skolen i opgørelsen fx ligger på 75 pct. Det kan fx være tilfældet, hvis der er mere end 200 timers uregistreret pausetid i Aula, eller der er øvrige aktiviteter, som ikke registreres. Se dækningsanalysen af LER for yderligere om opgørelserne af timetallet for eleverne samt kvalitetsanalysen af LER for yderligere om registrets dækningsgrad ift. medarbejdere, grupper og elever.

Med grænsen på 75 pct. frasorteres 4,9 mio. aktiviteter (efter afgrænsningen til folkeskoler). Størrelsen på analysepopulationen varierer, men hovedresultaterne ændrer sig ikke nævneværdigt med en grænse på fx 70 pct. eller 80 pct.

Frasortering af aktiviteter uden elever og dubletter
For yderligere at kvalificere lektionerne er der koblet elever på alle lektionerne via lektionernes unikke gruppenummer (se boks 3). Analysepopulationen omfatter kun lektioner, der har elever tilknyttet. Lektioner uden elever filtreres fra, da de kan være fejloprettede lektioner, lektioner, der alligevel ikke afholdes, eller læreraktiviteter.

I analysen er der desuden renset for dubletter, dvs. aktiviteter for samme gruppe(r) på samme tidspunkt. Der er fx skoler, der opretter nye aktiviteter til en ny lærer eller vikar uden at fjerne den gamle aktivitet. Der er også skoler, der opretter flere aktiviteter på samme tidspunkt, fx hvis en klasse får tilknyttet en pædagog i hele eller dele af lektionen. Der er samtidig tilfælde, hvor aktiviteter i det oprindelige skema beholdes samtidig med, at der oprettes andre aktiviteter. Det kunne fx være en klasse på tur i zoo, hvor turen oprettes som en aktivitet, mens de oprindelige fag fortsat er registreret. Håndteringen af dubletter har stor betydning for størrelsen af analysepopulationen. I analysen håndteres overlappende aktiviteter på denne måde:

1. Aktiviteter med samme gruppe(r), tidspunkter, fag og status (normal eller vikar): Hvis der er en medarbejder med rollen vikar tilknyttet aktiviteten, vælges denne aktivitet frem for de andre, da vikarerne antages at være tilknyttet de reelt afholdte aktiviteter. For de øvrige aktiviteter frasorteres dubletterne tilfældigt.

2. Aktiviteter med samme gruppe(r), tidspunkter og status (normal eller vikar) men forskellige fag: Hvis der er en medarbejder med rollen vikar tilknyttet aktiviteten vælges denne aktivitet frem for den anden. For de øvrige dubletter vælges bekendtgørelsesfag frem for Anden fagbetegnelse. For dubletter med forskellige bekendtgørelsesfag beholdes én af aktiviteterne, udvalgt tilfældigt.

3. Aktiviteter med samme gruppe(r) og tidspunkter men forskellig status (normal eller vikar): Vikarlektionen beholdes og de øvrige dubletter frasorteres tilfældigt uagtet faget.

4. Aktiviteter med samme gruppe(r), der er tidsmæssigt indeholdt i andre aktiviteter, fjernes. Fx fjernes en aktivitet fra kl. 11-12, hvis der for samme gruppe også er en aktivitet fra kl. 9-14.

5. Aktiviteter, der overlapper delvist i tid beholdes, da de anses for at udgøre særskilte aktiviteter. Fx beholdes begge aktiviteter, selvom én aktivitet er fra kl. 8-12, og der for samme gruppe også er en aktivitet fra kl. 10-14.

Filtreringen kan betyde, at analysepopulationen omfatter for få lektioner, hvis der fx er tale om flere forskellige aktiviteter, hvor stamklassen/gruppen deles op uden at få et nyt unikt gruppenummer. Der kan omvendt være situationer, hvor den samme gruppe af elever har flere gruppenumre tilknyttet, selv om der reelt er tale om den samme gruppe. Her vil overlappende aktiviteter ikke blive frasorteret.

Ovenstående betyder samtidig, at antallet af lektioner med flere medarbejdere kan risikere at være understimeret, hvis dubletterne er udtryk for en tilknytning af ekstra medarbejdere.

It-systemer
Skolerne anvender typisk andre it-systemer end Aula til registrering af fravær og tildeling af vikarer. Det er skolernes it-leverandører, der efterfølgende overfører registreringerne til Aula-platformen. Skoler med denne registreringsform indgår stadig i LER-grundskole, og lektionerne er også med i analysepopulationen, hvis de i øvrigt opfylder ovenstående krav. Skoler med 0 registrerede vikarlektioner frasorteres dog, da de anses for at mangle registreringerne i Aula.

Danmarks Statistik har undersøgt, om der er forskelle i andelen af vikarlektioner på tværs af tre forskellige it-leverandører. Hvis andelen af vikarlektioner beregnes for grupper af skoler med samme leverandør, er der store forskelle i de overordnede andele (andelen svinger fra 3 pct. til 17 pct.). For alle tre leverandører er der dog skoler med meget små andele af vikarlektioner (under 1 pct.) og skoler med meget høje andele (over 27 pct.). Der er samtidig samme mønster på tværs af leverandører ift. hvilke fag og klassetrin, der har høje/lave andele af vikarlektioner, og fordelingen af medarbejderrollerne for vikarlektionerne følger også samme mønster på tværs af leverandører.

Vægtning
Aktiviteterne vægtes til sidst efter deres varighed beregnet ud fra lektionernes start- og sluttidspunkter. Der er 78,0 pct. af aktiviteterne, der har en varighed på 45 min., imens 5,6 pct. varer 90 min. og 5,6 pct. varer 30 min. Samlet set er antallet af lektioner omregnet til 45 minutters varighed lidt lavere end antallet af aktiviteter.

Registrerede medarbejdere
Lektionerne i analysepopulationen er koblet til information om medarbejderne fra Unilogin. Lektioner med flere tilknyttede medarbejdere betyder dog ikke nødvendigvis, at der er flere medarbejdere til stede. For vikarlektionerne tilføjer skolerne fx typisk den vikarierende medarbejder uden at fjerne den oprindelige medarbejder. Disse lektioner vil derfor stå som havende flere medarbejdere tilknyttet, men reelt vil kun vikaren være til stede.

Figur 8 viser, hvordan lektionerne i analysepopulationen med to tilknyttede medarbejdere fordeler sig ift. medarbejdernes roller. Langt størstedelen (78,4 pct.) af lektionerne har én lærer registreret. Lektioner med én lærer og én vikar udgør 4,1 pct. af alle lektioner. For disse lektioner er det sandsynligvis vikaren, der reelt er til stede.

Figur 8. Lektioner fordelt på registrerede medarbejderroller. Skoleåret 2022/2023.

test

Anm.: Figuren viser registrerede medarbejderroller for lektioner med højst to registerede medarbejdere. Skolerne kan tilføje medarbejdere uden, at medarbejderne reelt er til stede. Samtidig kan antallet af lektioner med flere medarbejdere være understimeret, hvis de frasorterede dubletter er udtryk for en tilknytning af ekstra medarbejdere. Figuren kan derfor ikke anvendes til at vurdere udbredelsen af tolærerordningen. Kategorien Øvrige konstellationer er blandt andet lektioner, der varetages af ledere, konsulenter, TAP'er eller medarbejdere med ukendte medarbejderroller.

Kilde. LER-grundskole.

Kontakt Danmarks Statistik, hvis datasættet bag analysen ønskes stillet til rådighed til forskningsbrug.

Noter

  1. LER-grundskole supplerer Danmarks Statistiks Elevregister, der følger eleverne gennem uddannelsessystemet. [ ↑ ]

  2. Et skoleår går fra 1. august til 31. juli, altså går skoleåret 2022/2023 fra 1. august 2022 til 31. juli 2023. [ ↑ ]

  3. Ved opgørelsen af antal skoler i kommunerne fraregnes skoler, der er nedlagt inden den 1. august 2023 eller ikke er folkeskoler. Der tælles unikke hovedinstitutioner, dvs. skoler med underafdelinger tæller med én gang. [ ↑ ]

  4. Samme tendens viser sig, hvis der afgrænses til fx dansk og matematik eller lektioner med 20-25 elever. [ ↑ ]


Kontakt:

Fenja Søndergaard Møller
Telefon: 23 62 62 99
Eva Lotti Hansen
Telefon: 21 59 99 06