Gå til sidens indhold

Lidt flere besøgende på folkebibliotekerne

Biblioteker 2015

Efter at besøgstallet på landets folkebiblioteker har ligget stabilt på 36 mio. gennem en årrække, steg antallet af besøgende med 2 mio. fra 2014 til 2015, hvor besøgstallet endte på 38 mio. Bemærk at, når der korrigeres for manglende indberetninger for 2014, er stigningen på 1 mio. besøgende. Siden 2011 er folkebibliotekernes åbningstid øget til det dobbelte. Det skyldes, at der i hovedparten af landets kommuner, udover den almindelige åbningstid med betjening, er indført åbningstider uden personale, hvor lånerne kan benytte sig af selvbetjening.

Udviklingen i besøg, åbningstid mv.

Fysisk udlån falder

Stigningen i besøgstallet afspejles ikke i et større udlån. Siden 2009 er det samlede udlån af fysiske materialer faldet med 27 pct. til 35,4 mio. i 2015. For udlånet af musikoptagelser er faldet på 69 pct. siden 2009.

Der bliver afviklet stadig flere arrangementer på folkebibliotekerne, som også påvirker besøgstallet. Arrangementer dækker bl.a. foredrag. I 2015 blev der afholdt 20.400 arrangementer mod 18.600 året før. Der skal tages forbehold for, at nogle kommuner vælger at anbringe folkebibliotek og borgerservice i samme lokaler med det resultat, at besøgstallet også dækker over henvendelser i borgerservice for en række folkebiblioteker. Det er ikke kendt, hvor mange kommuner har folkebibliotek og borgerservice i samme lokaler. I forbindelse med en revision af biblioteksstatikken planlægger Danmarks Statistik at klarlægge omfanget heraf.

Siden 2009 er der sket en stigning i antal aktive lånere med 7 pct. Aktive personlige lånere er personer, som har lånt bøger eller benyttet elektroniske resurser fx Filmstriben inden for det sidste år. Man behøver således ikke fysisk, at have været på biblioteket for at være en personlig aktiv låner.

Længere åbningstider på folkebibliotekerne

Den samlede ugentlige åbningstid på hovedbiblioteker og filialer var 33.000 timer i 2015 hvilket svarer til 340 timer pr. bibliotekskommune. I 2011 var bibliotekernes samlede åbningstid knap 16.000 timer, hvilket svarer til 165 timer pr. bibliotekskommune. I disse tal er bogbussernes åbningstid ikke medregnet.

Åbningstid på hovedbiblioteker og filialer

Åbningstid uden betjening er steget kraftigt

På biblioteksfilialerne er den ugentlige åbningstid uden betjening øget kraftigt siden 2010 og udgør med 18.700 timer i 2015 over halvdelen af den samlede åbningstid. Samtidig er biblioteksfilialernes åbningstid med betjening faldet, idet den med 6.700 timer i 2015 kun udgør 80 pct. af niveauet i 2010. På hovedbibliotekerne har åbningstiden med betjening været uændret på ca. 4.200 timer ugentligt siden 2010.

Flere besøg på forskningsbibliotekerne

Forskningsbibliotekerne havde 5,7 mio. besøgende i 2015, og det er 8 pct. flere end året før. Dermed fortsætter stigningen i antal besøgende på forskningsbibliotekerne gennem de senere år.

Aktiviteter på forskningsbibliotekerne

 

2011

2012

2013

2014

2015

Hovedbibliotek åbningstid (timer pr. uge)

1326

1411

1438

1525

1641

Filialers åbningstid (timer pr. uge)

1452

2300

3102

3102

3250

Besøg (1.000)

4078

4570

4638

5224

5662

Udstillinger

119

188

149

184

185

Arrangementer

248

231

353

319

306

Undervisning (timer)

8307

8974

10328

10706

11967

Personale (årsværk)

1351

1310

1331

1269

1269

I samme periode hvor antallet af besøgende er steget, er antallet af årsværk indtil 2014 faldet lidt hvert år. I 2015 er antallet af årsværk 1.269. Der blev afholdt 306 arrangementer, 185 udstillinger og knap 12.000 undervisningstimer for biblioteksbrugere.

Nyt fra Danmarks Statistik

4. juli 2016 - Nr. 299

Hent som PDF
Næste udgivelse: 3. december 2018

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken bygger på spørgeskemaer udsendt til alle folkebiblioteker, filindberetninger fra bibliotekernes administrationssystemer samt supplerende informationer fra Slots- og Kulturstyrelsen. Formålet med folkebiblioteksstatistikken er at belyse bibliotekernes aktiviteter (de pædagogiske læringscentres).

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation