Stort fald i nye bilers energiforbrug
Energieffektiviteten for nyregistrerede biler 2020
Det gennemsnitlige energiforbrug for nye personbiler lå 13,9 pct. lavere i første halvår 2020 end i første halvår 2019. Forbruget på 3,5 liter/100 km svarer til en energieffektivitet på 28,6 km/liter, opgjort efter den såkaldte NEDC-metode. Den væsentligste årsag til forbedringen er en stigende andel af elbiler og plugin hybrider med et meget lavere energiforbrug end benzin- og dieselbilerne, idet energiforbruget ikke er mindsket nævneværdigt for de enkelte drivmidler. Fra 2019 til 2020 er de benzindrevne bilers forbrug således 'kun' faldet 4,4 pct., dieselbilernes 3,8 pct. og plugin hybridernes 2 pct. Elbilernes forbrug er steget 0,7 pct.
Hovedtræk ved udviklingen fra 2019 til 2020
Det generelle billede af udviklingen fra 2019 til 2020 er:
Mindre CO2-udslip primært pga. flere lavemissionsbiler
Det gennemsnitlige udslip af CO2 (kuldioxid) fra de nye biler ligger i første halvår 2020 på 103,6 gram/kilometer (NEDC), og det er 8,5 pct. lavere end niveauet i første halvår 2019. Det er som for udviklingen i energiforbruget mere udtryk for den stigende andel af lavemissionsbiler, dvs. elbiler og plugin hybrider, end for en nedgang i emissionerne for de enkelte drivmidler.
De benzindrevne biler i 2020 har et CO2-udslip på 111,6 gram/kilometer (NEDC), dieselbilerne 113,9 gram/kilometer og plugin hybriderne 33,1 gram/kilometer. Elbilerne udleder kun CO2,når de produceres, men ikke under kørslen.
Betydningen af plugin hybrider og elbiler for den gennemsnitlige emission
Den stigende andel af elbiler og plugin hybrider - 2,4 pct. ultimo 2018, 19,7 pct. august 2020 - har haft stor betydning for den gennemsnitlige emission af CO2, når alle nye biler ses under et. I august 2020 er den gennemsnitlige emission for alle nye biler således 92 gram/kilometer, hvor den alene for de benzin- og dieseldrevne biler er 109,8 gram/kilometer. Hvis elbilerne holdes udenfor, ligger de nye fossile biler på 97,5 gram/kilometer. En fortsat stigende andel af elbiler og plugin hybrider er således afgørende for at leve op til de krav på 95 gram/km i 2021 med yderligere skærpelse til 80,8 gram/km i 2025 og 59,4 gram/km i 2030, som er fastsat i EU-forordning 2019/631.
Kilde: Egne beregninger.
Det samlede CO2-udslip afhænger af det samlede brændstofforbrug
Beregningerne af det samlede CO2-udslip fra den danske bilpark foretages ud fra bilernes samlede brændstofforbrug. Det indebærer, at en ændring i det gennemsnitlige CO2-udslip pr. km for de nye biler ikke i sig selv har betydning for det samlede udslip fra bilerne på de danske veje. En ændring i det samlede CO2-udslip fremkommer i stedet i det øjeblik, at det samlede brændstofforbrug ændrer sig. Det har derfor heller ikke betydning for det samlede udslip, at WLTP tages i brug til beregning af udslippet i stedet for NEDC.
Forbrug og udledning for nye benzin- og dieseldrevne biler. Første halvår
| 
 | Energiforbrug | Emission, CO2, | ||
| 
 | 2019 | 2020 | 2019 | 2020 | 
| 
 | liter/km | gram/km | ||
| I alt, NEDC | 4,07 | 3,50 | 113,1 | 103,6 | 
| I alt, WLTP | 5,23 | 4,89 | 139,1 | 130,0 | 
| Benzin, NEDC | 4,53 | 4,33 | 116,4 | 111,6 | 
| Benzin, WLTP | 5,47 | 5,23 | 140,0 | 134,4 | 
| Diesel, NEDC | 4,05 | 3,90 | 117,8 | 113,9 | 
| Diesel, WLTP | 4,89 | 4,71 | 142,1 | 137,5 | 
| El, NEDC | 1,45 | 1,46 | 0 | 0 | 
| El, WLTP | 
 | 
 | 0 | 0 | 
| Plugin hybrid, NEDC | 1,27 | 1,24 | 33,9 | 33,1 | 
| Plugin hybrid, WLTP | 2,78 | 2,94 | 38,8 | 37,5 | 
| Kilde: www.statistikbanken.dk/ee1, ee2, ee3. | 
Karakteristika ved nye benzin- og dieseldrevne biler. Første halvår
| 
 | Egenvægt | Motoreffekt | Slagvolumen | |||
| 
 | 2019 | 2020 | 2019 | 2020 | 2019 | 2020 | 
| 
 | kg | kw | cm³ | |||
| I alt, NEDC | 1273 | 1309 | 96 | 100 | 1423 | 1414 | 
| Benzin, NEDC | 1165 | 1169 | 88 | 89 | 1326 | 1316 | 
| Diesel, NEDC | 1511 | 1532 | 107 | 110 | 1775 | 1797 | 
| El, NEDC | 1665 | 1678 | 224 | 212 | 0 | 0 | 
| Plugin hybrid, NEDC | 1629 | 1701 | 99 | 107 | 1782 | 1936 | 
| Kilde: www.statistikbanken.dk/ee1, ee2, ee3. | 
Nyt fra Danmarks Statistik
23. september 2020 - Nr. 357
                    Hent som PDF
                    Næste udgivelse: 23. september 2021
                
Kontakt
- Karina Moric, tlf. 24 78 42 12
- Simon Bolding Halifax, tlf. 51 29 21 91
Kilder og metode
Målet for energieffektiviteten km/l er fastlagt i et EU-regelsæt, som også fastsætter standardiserede målinger, som alle nye personbiler skal gennemgå. Målet er et sammenvejet udtryk for brændstoffor-bruget for en fast kombination af kørselstyper og -længder (by- og landevejskørsel mv.) med bestemte hastigheder. Emissionsmålingerne er ligeledes EU-fastlagte..