Gå til sidens indhold

Flere kvinder end mænd synger

Kulturvaner (tillæg) 1. kvt. 2021 udøvelse af sang

Flere kvinder end mænd sang dagligt med 51 pct. af kvinderne mod 40 pct. af mændene. Unge kvinder var den befolkningsgruppe, som sang oftest. Tre ud af fire kvinder fra 16-24 år sang dagligt, mens det samme gjaldt for 57 pct. af de unge mænd i den samme aldersgruppe. På landsplan sang 45 pct. af befolkningen dagligt, 21 pct. sang ugentligt og 17 pct. sang sjældnere. 16 pct. af borgerne over 15 år angav, at de aldrig synger. Resultaterne er indsamlet som en del af Kulturvaneundersøgelsen, hvor respondenterne i første kvartal 2021 er spurgt til, hvorvidt de synger, i hvilke sammenhænge, og hvordan COVID-19 har påvirket adfærden.

Hyppighed af sang fordelt på køn og alder. 1. kvt 2021Kilde: www.statistikbanken.dk/kvukor1

Trangen til sang falder med alderen

To ud af tre mellem 16-24 år sang dagligt. Andelen falder stødt med alderen og blandt borgere over 74 år var det kun 27 pct., der synger dagligt. Andelen af borgere, der fravælger sang helt, stiger også med alderen. Blandt de unge fra 16 til 24 år var det kun 6 pct., som aldrig sang mod 30 pct. blandt borgere over 75 år.

Sang som socialt samvær

I snit synger havdelen af borgerne oftest alene, hver fjerde synger typisk både alene og sammen med andre og 11 pct. synger oftest sammen med andre. Det er især ældre borgere over 74 år og personer i aldersgruppen 35-44 år, der oftest synger sammen med andre.

Udøvelse af sang og social sammenhæng. 1. kvt. 2021Kilde: www.statistikbanken.dk/kvukor2

Samlet set synger vi mindre under COVID-19

I undersøgelsen blev der spurgt til, om man har sunget mere eller mindre under COVID-19. På landsplan svarer 12 pct., at de har sunget mindre sammenlignet med tiden før COVID-19, mens 5 pct. angiver, at de synger mere nu i forhold til tiden før COVID-19. Resten svarer, at deres sang er uændret. Alt i alt synger vi derfor mindre under COVID-19. Restriktioner under COVID-19 har tilsyneladende haft størst betydning for de ældste borgeres sang, da godt hver femte over 74 år svarer, at de synger mindre på grund af COVID-19. En forklaring kan være, at sang i fællesskab med andre især er udbredt i den ældste aldersgruppe og samvær med andre har været begrænset under COVID-19. Begrænset fysisk samvær har også reduceret udbredelsen af korsang. Fire ud af fem, der sang i kor før COVID-19, svarer, at koret er stoppet eller sat på pause. Det var 7 pct. af befolkningen, som sang i kor før COVID-19.

Nyt fra Danmarks Statistik

14. juni 2021 - Nr. 224

Hent som PDF
Næste udgivelse: 11. december 2024

Kontakt

Kilder og metode

Oplysningerne kommer fra Kulturvaneundersøgelsen, som gennemføres hvert kvartal. Det nuværende spørgeskema har været anvendt siden 1. kvartal 2024, men undersøgelsen har været gennemført siden 1964. Der spørges hvert kvartal ca. 15.000 personer blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen over 16 år.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation