Halvdelen af danske virksomheder er innovative
Innovation i erhvervslivet 2024
Samlet set har 48 pct. af de danske virksomheder introduceret nye produkter eller forretningsprocesser i perioden 2022-2024. Procesinnovation er gennemført i 41 pct. af virksomhederne, mens 25 pct. af virksomhederne har gennemført produktinnovation. Sammenlignet med seneste innovationsundersøgelse er det en mindre fremgang i andelen af innovative virksomheder fra 46 pct. i 2022. Fremgangen er udtryk for at flere virksomheder end tidligere enten indfører nye produkter eller nye processer. Fra 2020 til 2024 er andelen af virksomheder, der er både produkt- og procesinnovative faldet fra 20 til 18 pct.
Store udgifter til køb af eksterne rettigheder i 2024
Innovationsundersøgelsen viser, at erhvervslivets samlede udgifter til innovation lå på 45,4 mia. kr. i 2024 (løbende priser). Det er væsentligt over niveauet i de tidligere år, hvilket skyldes, at en række virksomheder havde markante udgifter til køb af eksterne rettigheder. Erhvervslivets samlede udgifter til denne post udgjorde 29,9 mia. kr. i 2024.
For de øvrige udgiftsposter er niveauerne mere stabile. Driftsudgifter (Løn og sociale udgifter samt Øvrige driftsudgifter) til innovation var på 11,5 mia. kr. i 2024, hvilket er på niveau med innovationsundersøgelsen fra 2022. Derudover blev der foretaget innovationsrelaterede køb for 4,0 mia. kr., hvilket er et fald på 2,1 mia. kr., siden sidste undersøgelse.
Nyt fra Danmarks Statistik
12. december 2025 - Nr. 356
Hent som PDF
Næste udgivelse: 15. december 2027
Kontakt
- David Boysen Jensen, tlf. 61 50 73 82
Kilder og metode
Tabellerne er baseret på statistik innovation i erhvervslivet. Mere information om statistikområdet på www.dst.dk/fui og i statistikdokumentationerne for Erhvervslivet. Undersøgelsen er basseret på en stikprøve, og derfor er der en vis usikkerhed i opgørelsen. Se statistikdokumentation.