Gå til sidens indhold

Udgifter for 816 mia. kr. til sociale ydelser i 2023

Sociale udgifter 2023

Der blev i 2023 brugt 816 mia. kr. på sociale ydelser. Dette er en stigning på 13 mia. kr. svarende til 1,6 pct. i forhold til 2022. De sociale ydelser gives enten som en kontant udbetaling eller i form af en naturalieydelse, dvs. ydelser, der gives i form af en varer eller tjenesteydelse til borgere i en udsat position. Borgere kan befinde sig i en udsat position i forbindelse med f.eks. arbejdsløshed, sygdom eller et handicap. Finansieringen af de sociale ydelser kommer både fra det offentlige og det private. Størstedelen finansieres via det offentlige, dvs. staten, kommunerne og regionerne. Privat finansiering kommer i høj grad fra borgeres indbetalinger til arbejdsløshedskasser eller arbejdsgivere og ansattes opsparing i kollektive pensionsordninger.

Udviklingen i udgifter til sociale ydelser fra 2019 til 2023*Kilde www.statistikbanken.dk/esspros1

Flest udgifter går til Alderdom

De sociale ydelser kan opdeles i otte hovedformål. I 2023 stod sociale ydelser under formålet Alderdom for 37 pct., eller 302 mia. kr., af de samlede udgifter. 84 pct. af udgifterne til Alderdom, eller 252 mia. kr., er udbetalt som en kontantydelse. Heraf er der udgifter på 153 mia. kr. til folkepension (inkl. delpension, tillæg og ældrecheck) i 2023, imod 145 mia. kr. i 2022. Dette skal ses i lyset af et stigende antal folkepensionister i 2023. De resterende 49 mia. kr. under Alderdom dækker udgifter til naturalieydelser. Disse naturalieydelser omfatter hovedsageligt plejehjem og hjemmehjælp.

Under formålet Sygdom og Sundhed gives naturalieydelser bl.a. i form af behandling på sygehuse og hos praktiserende læge. Derudover ligger der udgifter til udbetaling af sygedagpenge under dette formål. Samlet set svarede udgifterne til Sygdom og Sundhed til 174 mia. kr. eller 21 pct. af de samlede udgifter til sociale ydelser.

Udgifter til formålet Invaliditet dækker ydelser i forbindelse med fysisk eller psykisk handicap og udgjorde 17 pct. i 2023. De resterende 24 pct. relaterede sig til de øvrige formål Familier, Bolig, Efterladte, Arbejdsløshed og Øvrige sociale ydelser samt til Administrationsomkostninger.

Sociale ydelser fordelt efter formål og udgiftstype i 2023*Kilde: www.statistikbanken.dk/esspros1

Nyt fra Danmarks Statistik

9. oktober 2024 - Nr. 294

Hent som PDF
Næste udgivelse: 9. oktober 2025

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken Sociale udgifter belyser udgifter forbundet med social beskyttelse. Social beskyttelse omfatter et samfunds sociale ordninger og ydelser, hvis formål er at lette personers eller husholdningers økonomiske byrde i forbindelse med fx sygdom eller arbejdsløshed. Tiltag, der ikke er rettet imod et individ, såsom kampagner, indgår ikke i denne opgørelse. De sociale ydelser kan opdeles i otte hovedformål, der er internationalt bestemt. Hovedformålene fortæller hvad den sociale ydelse har til formål at beskytte imod og sikrer international sammenlignelighed på statistikken for social beskyttelse. Hovedformålene dækker Sygdom og sundhed, Invaliditet, Alderdom, Efterladte, Familier, Arbejdsløshed, Bolig og Øvrige sociale ydelser. Statistikken bruges således også til at sammenligne social beskyttelse internationalt. I udgifterne medtages både kontantydelser og ydelser i naturalier som fx udgifter til sygehusvæsenet og beskæftigelsesforanstaltninger. Statistikken omfatter både offentlige og private udgifter af kollektiv art, som er uden obligatoriske modydelser. Se mere i statistikdokumentationen om Sociale udgifter og på emnesiden om Sociale udgifter.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation