3 ud af 4 unge bruger generativ AI
It-anvendelse i befolkningen 2025
I 2025 bruger 48 pct. af befolkningen generative AI-værktøjer, og der er en tydelig forskel på tværs af køn og især alder. Særligt mænd og de yngre aldersgrupper bruger generative AI-værktøjer, hvor 52 pct. af mændene og 77 pct. af de 16-24 årige har brugt det inden for de seneste tre måneder. Brugen af generative AI-værktøjer er markant faldende med alderen, og kun 15 pct. af de 65-74-årige har brugt det. Det viser Danmarks Statistiks spørgeskemaundersøgelse om it-anvendelse i befolkningen 2025. Undersøgelsen indeholder spørgsmål om generativ AI, hvor der spørges til, om man har brugt generativ AI inden for de sidste 3 måneder, i hvilke sammenhænge, man anvender generativ AI samt årsager til, hvorfor man ikke anvender værktøjerne.
De mest anvendte AI-værktøjer i 2025
Når 48 pct. af befolkningen bruger AI-værktøjer, svarer det til ca. 2,1 mio. personer i aldersgruppen 16-74-årige, som er den population statistikken dækker.
Generativ AI kan være værktøjer som ChatGPT, Bing Chat, Bard, LLaMa, Midjourney eller DALL-E. ChatGPT var det værktøj, som flest brugte. 9 ud af 10 brugere af generativ AI svarer at de anvender ChatGPT. Det næstmest udbredte AI-værktøj var Microsoft Copilot (30 pct.).
Det er mest til private formål, befolkningen bruger generativ AI
Blandt brugerne mellem 16-74 år er det mest til private formål, at man anvender generativ AI. 7 ud af 10 har anvendt generativ AI til private formål. Lidt over halvdelen af brugerne af generativ AI har anvendt værktøjerne i arbejdsøjemed, mens 37 pct. har angivet, at de har anvendt generativ AI i forbindelse med uddannelse. Mænd er hyppigere brugere af AI-værktøjer til private formål, da tre ud af fire mænd mod 68 pct. af kvinderne anvender værktøjerne til private formål. Det samme gælder arbejdsøjemed, hvor det er 61 pct. af mændene mod hver anden kvinde. Omvendt er der flere kvinder, der anvender værktøjerne i uddannelsesøjemed. Her bruger 40 pct. af kvinderne generativ AI mod hver tredje mand.
Årsager til ikke at anvende generativ AI
I undersøgelsen bliver befolkningen også spurgt til, hvorfor man ikke har anvendt generative AI-værktøjer. 51 pct. af befolkningen har ikke anvendt generativ AI. Ud af disse angav næsten 3 ud af 4, at årsagen til ikke at anvende generativ AI er, at man ikke har brug for det. Opgjort på køn angiver 74 pct. af mændene og 69 pct. af kvinderne, at de ikke havde brug for generativ AI. Af øvrige årsager angiver 23 pct., at det er for kompliceret, 21 pct. udtrykker bekymring for sikkerhed og beskyttelse af personlige data. 10 pct. siger, at man ikke vidste, at der fandtes sådanne værktøjer.
Nyt fra Danmarks Statistik
28. august 2025 - Nr. 248
Hent som PDF
Næste udgivelse: 12. juni 2026
Kontakt
- Anne Vibeke Jacobsen, tlf. 20 14 84 28
- Anton Erenbjerg, tlf. 20 14 57 90
Kilder og metode
Oplysningerne kommer fra undersøgelsen It-anvendelse i befolkningen 2025. Undersøgelsen er baseret på resultaterne fra 3.876 gennemførte interviews i april-juni 2025 blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen 16-74 år. Sammenligninger tilbage i tid skal gøres med forbehold for ændring i formuleringer samt ændring i filteret. Læs mere om kilder og metoder i statistikdokumentationen om it-anvendelse i befolkningen.