Gå til sidens indhold

Dataadgang til uddannelsesinstitutioner

Med Danmarks Statistiks Specialeordning kan offentlige uddannelsesinstitutioner give deres studerende adgang til pseudonymiserede mikrodata til brug i specialeprojekter. På denne side kan du finde vejledningsmateriale og læse mere om specialeordningen.

Specialeordningen – dataadgang til specialeprojekter

Specialeordningen er den nyeste tilføjelse til Danmarks Statistiks mikrodataordninger. Ordningen gør det muligt for godkendte offentlige uddannelsesinstitutioner i Danmark at give specialestuderende adgang til pseudonymiserede mikrodata til brug i specialeprojekter. For at få adgang skal Specialeprojektet have forskningshøjde.

Bemærk: Hvis du som studerende ønsker adgang til pseudonymiserede mikrodata til dit specialeprojekt, bedes du kontakte din uddannelsesinstitution for at høre om mulighederne.

Hvilke miljøer kan få adgang til specialeordningen?

Uddannelsesinstitutioner, der tilbyder kandidatuddannelser, som afsluttes med et kandidatspeciale (typisk 30-60 ECTS). Uddannelsesinstitutionen skal være tilknyttet et fakultet, et institut eller et center under ét af otte offentligt anerkendte forskningsuniversiteter i Danmark*. 

  • Københavns Universitet med tilknyttede universitetshospitaler herunder Rigshospitalet.  
  • Aarhus Universitet med universitetshospitalet AUH i Skejby tilknyttet. 
  • Syddansk Universitet med Odense universitetshospitalet tilknyttet. 
  • Roskilde Universitet.  
  • Aalborg Universitet med Aalborg Universitetshospital tilknyttet. 
  • Danmarks Tekniske Universitet. 
  • Copenhagen Business School. 
  • IT-Universitetet i København.
* Hvis andre institutioner med udbud af kandidatuddannelser i Danmark ønsker om at oprette en uddannelsesautorisation, kan der søges herom ved at fremsende beskrivelse af institutionen og behovet til Forskningsservice@dst.dk

Hvordan foregår ansøgningsprocessen til specialeordningen?

For at få adgang til mikrodata under specialeordningen skal uddannelsesinstitutionen have en uddannelsesautorisation hos Danmarks Statistik.
Der henvises til de gældende regler for autorisation, samt at institutionen skal være en af ovenstående liste af uddannelsesinstitutioner for opnåelse af en uddannelsesautorisation. 

Danmarks Statistik - Autorisering af institutioner

Har I spørgsmål til ansøgning om uddannelsesautorisation eller behov for vejledning, er I velkomne til at kontakte Forskningsservice på FSEautorisation@dst.dk

Skriv gerne "Vedr. Danmarks Statistiks Specialeordning" i emnefeltet, så vi kan behandle jeres henvendelse hurtigst muligt.

Hvilke data giver ordningen adgang til?

Der gives adgang til pseudonymiserede mikrodata på lige fod med forskerordningen under Danmarks Statistiks mikrodataordninger, dog med den undtagelse, at der max kan oprettes fem brede projekter under hver enkel uddannelsesautorisation.

Pseudonymiserede mikrodata er person- og erhvervsdata, hvor alle identifikationsoplysninger som navn, identifikationsnumre (fx CPR og CVR) og adresser er fjernet. 

Danmarks Statistik - Om mikrodataordninger 

Pris

Prisen for Specialeordningen er reduceret i forhold til de andre mikrodataordninger, der tilbydes i Danmarks Statistik. Læs nærmere i nedenstående dokument ”Regler for adgang til pseudonymiserede mikrodata under Danmarks Statistiks Specialeordning”.

Vejledning, aftaler og dokumenter om adgang, datasikkerhed og ansvar

Datafortrolighed er en helt central forudsætning for, at Danmarks Statistiks mikrodataordninger, og herunder Specialeordningen, kan eksistere. Alle datasæt, der gives adgang til via Specialeordningen, er fortrolige. Derfor forpligter I jer som uddannelsesautoriserede uddannelsesinstitutioner og brugere, gennem aftaler med Danmarks Statistik, til handle i overensstemmelse med Danmarks Statistiks regler og retningslinjer. Nedenfor finder I de aftaler og dokumenter, I forpligter jer til at overholde.

Regler for adgang

Der gælder særlige regler for adgang til pseudonymiserede mikrodata under Danmarks Statistiks Specialeordning. Læs nærmere om disse i nedenstående dokument.

Vejledning

Vejledningen redegør for de regler og retningslinjer, der gælder for Danmarks Statistiks Specialeordning. Disse regler udgør en tilpasset version af de overordnede bestemmelser, som finder anvendelse under alle Danmarks Statistiks mikrodataordninger. Ved hjemtagelse af analyseresultater samt i tilfælde af overtrædelser under specialeordningen, er det reglerne i denne vejledning, der er gældende.

Danmarks Statistiks informationssikkerheds- og datafortrolighedspolitik

Informationssikkerhed og datafortrolighed – Danmarks Statistik

Aftaler

Autorisationsaftale, tilknytningsaftale og brugeraftale skal underskrives og kan findes under overskriften ”Øvrige aftaler, dokumenter og vejledninger”.

Spørgsmål til ordningen?

Har du som uddannelsesinstitution spørgsmål til ordningen, oprettelse, processen, priser mv, kan de rettes til Forskningsservice Skriv gerne ”Vedr. Danmarks Statistiks Specialeordning" i emnefeltet. 

Kontakt

Forskningsservice
Telefon: 39 17 31 30