Gå til sidens indhold

Vestjyske butikker klarer sig godt

Ringkøbing-Skjern Kommune har fået udarbejdet en skræddersyet statistik over, hvordan forretningernes omsætning og indtjening har udviklet sig i forskellige dele af kommunen og vil bruge den som et sikkert fundament for nye initiativer.

9. december 2020 kl. 8:00

Af Niels Stoktoft Overgaard

Det går bedre for detailhandlen i Ringkøbing-Skjern end ventet. Det fandt politikere og kommunens embedsmænd ud af, da de fik skræddersyede tal fra Danmarks Statistik. Udviklingen i omsætning og indtjening ligger over, hvad det kommunale system regnede med.

Tallene er opdelt for lokalområder i kommunen: Det er dels byerne Videbæk, Tarm, Søndervig, Hvide Sande, Skjern og Ringkøbing og dels de resterende landområder tilsammen. Nogle steder udvikler detailhandlen sig bedre end andre steder. Det har kommunen nu et fuldt overblik over.

- Dermed har vi et solidt fundament at beslutte ud fra, når vi for eksempel skal lægge en handelsudviklingsstrategi. Vi kunne måske også have taget initiativer ud fra vores fornemmelser, men de viste sig at være lidt skæve i forhold til virkeligheden, siger Ann Elisabeth Bjerrehøj, der er leder af Analyse & Effekt og af Ekstern Udvikling, Viden & Strategi i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Butikshylder med strikketøjer i mange farver

Grundlag for ny handelspolitik

Den vestjyske kommune bestilte tallene hos Danmarks Statistik, da byrådet ville beslutte en ny handlingsplan for udviklingen af detailhandlen over en treårig periode. Butikkerne i området beskæftiger mange mennesker og det har betydning for bosætningen og for hvordan bymidterne udvikler sig.

Men de vestjyske butikker er ligesom alle andre steder i landet presset af internethandel. Både politikere og embedsmænd var nysgerrige for at se, om udviklingen i detailhandlen var forskellig i byerne i området. Nogle er deciderede turistbyer og andre ligger i landområder.

- Vi blev positivt overraskede over tallene. Vi sikrede os, at de var korrekte ved at spørge ind hos Danmarks Statistik. Var det hele nu opgjort i faste priser, som vi havde bestilt? Alt holdt stik, og vi fik gratis vejledning i, hvordan vi skulle læse, forstå og tolke tallene, beretter Ann Elisabeth Bjerrehøj.

Tal også til gavn for andre

Nogle steder er der et decideret fald i antallet af butikker. Det viser opgørelserne fra Danmarks Statistik. Derfor kan det være relevant for kommunen at drøfte med lokale handelsforeninger, om de tomme lokaler kan bruges til noget andet end det de oprindelig var tænkt til.

Der er afviklet et kursus i e-handel for de Vestjyske butikker, som sagtens kan supplere med at sælge på nettet. For nylig er der også gennemført en kampagne om at handle lokalt.

- Vi har delt tallene fra Danmarks Statistik med de lokale handelsforeninger og erhvervsrådet. Så kan de se, om de kan bruge informationerne yderligere, måske som afsæt for ekstra initiativer.

Godt samspil om projektet

Tallene er for en periode nogle år tilbage. De viser, at turisme, hoteller og restauranter klarer sig godt. Ann Elisabeth Bjerrehøj er bange for, at coronaepidemien har vendt det billede. Blandt andet derfor overvejer hun, om undersøgelsen skal gentages om nogle år.

Hun fortæller om et uproblematisk samarbejde med Danmarks Statistik.

- Der har været et godt samspil. Statistikfolkene er kommet med forslag til, hvordan vi måske kunne forbedre undersøgelsen ved for eksempel at tage et år mere med. De har været meget servicemindede.

Ringkøbing-Skjern Kommune har tidligere fået skræddersyede tal fra Danmarks Statistik, blandt andet om befolkningsudvikling. Derved har det været muligt at dykke længere ned end ved de offentligt tilgængelige tal.

- Det er godt at kunne få skræddersyede tal, når vi ikke helt ved, hvilken situation vi står overfor, siger Ann Elisabeth Bjerrehøj.

Kommunen med til at afgrænse

Fuldmægtig Emil Thranholm fra Danmarks Statistik fortæller, at kommunen selv har været med til at definere grundlaget for de tal, der skulle findes frem. Blandt andet ved at afgrænse de seks lokalområder. Det er sket ved hjælp af såkaldte shapefiler med koordinater.

- Det kan gøre det mere præcist end vores traditionelle administrative opdelinger som fx sogne eller postnumre. Folk som kender lokalområdet godt er nemlig meget bedre i stand til at afgrænse de relevante geografiske områder, forklarer Emil Thranholm.

Fakta #1
Shapefiler

Shape er et åbent filformat til lagring og overførsel af data, der knytter sig til en geografisk placering. Filformatet kan læses og skrives af mange forskellige programmer, der håndterer geografiske informationer til fx at udarbejde kort og analysere geografisk information.

Ringkøbing-Skjern Kommune har også været med til at bestemme, hvilke forretninger der skulle hentes tal for. Det er sket ved at aftale, hvilke branchekoder butikkerne skulle ligge inden for.

Materiale som Excel-filer

Danmarks Statistik har leveret Excel-filer til kommunen. Det gør det let for modtagerne eventuelt at arbejde videre med tallene eller udforme præsentationer med grafer, tabeller og figurer. Men bestillerne kan også bede om at få output i et andet format, som egner sig bedre, hvis der for eksempel er tale om et stort datasæt.

Danmarks Statistik sikrer med forskellige metoder, at tavshedspligten overholdes i forhold til den enkelte butik. Materialet indeholder sammentællinger af flere forretningers omsætning.

- Dermed sikrer vi diskretion, så man ikke kan identificere en enkelt butik. Den enkelte butik kan heller ikke ud fra vores tal og med kendskab til deres egne tal, regne ud, hvad konkurrenter omsætter og indtjener, forsikrer Emil Thranholm.

Fakta #2
Status på omsætning og indtjening i Ringkøbing-Skjern

  • Handelsvirksomhedernes omsætning i Ringkøbing-Skjern er steget med 11 % fra 2014 til 2018 og lander dermed på cirka 3,3 milliarder kr. i 2018.
  • Der var en stigning i indtjeningen blandt handelsvirksomhederne fra 2014 til 2017 på 9 %, men til gengæld et fald på 2 % året efter.
  • Handelsvirksomhederne har samlet set en indtjening på 696 millioner kr. i 2018.
  • Antallet af handelsvirksomheder i Ringkøbing-Skjern Kommune har været stigende i perioden 2014 til 2017 med cirka 4 %, men falder året efter med 3 %.
  • I 2018 var der 477 aktive handelsvirksomheder.

Kilde: Referat fra møde i Erhvervs- og Vækstudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune

Fakta #3
Tallene kommer fra momsafregning

Danmarks Statistik har hentet tallene om detailhandlen fra statistikken om ”Firmaernes køb og salg”. Kilden til den statistik er de momsregistrerede virksomheders månedlige, kvartalsvise eller halvårlige indberetninger til Skattestyrelsen ved momsbetaling. Den kaldes derfor også ofte for ”momsstatistikken”.

- En meget stor del af virksomhederne afregner moms mindst kvartalsvis. Dermed kan Danmarks Statistik levere kvartårlige tal. Ved hjælp af salgsmomsen kan man vi opgøre firmaernes omsætning. Når vi trækker købsmomsen fra salgsmomsen, har vi grundlaget for at udregne indtjeningen, forklarer fuldmægtig Emil Thranholm fra Danmarks Statistik.

Du kan læse mere om firmaernes køb og salg her

Ann Elisabeth Bjerrehøj

Ann Elisabeth Bjerrehøj beskåret
Afdelingsleder

Analyse og Effekt, Ringkøbing-Skjern Kommune
Tlf. 9974 1940
ann.elisabeth.bjerrehoj@rksk.dk
Foto: Privat

Emil Thranholm

Emil Tranholm beskåret

Fuldmægtig
DST Consulting, Danmarks Statistik
Tlf.: 3917 3613 
eth@dst.dk
Foto: Danmarks Statistik

Kontakt

DST Consulting