Pendling og beskæftigelse i kommunen
Statistik på pendling og beskæftigelse i kommunens delområder
Kommunal pendling og beskæftigelse giver et overblik over pendlingen til og fra en kommunes delområder og sammenhængen mellem beskæftigede, borgere, pendlere og arbejdssteder i områderne. Statistikken kan bl.a. bruges til at udvikle og vedligeholde kommunale og regionale trafikmodeller samt til at planlægge og måle effekten af erhvervstiltag og beskæftigelsesindsatser.
Du kan fx få nøgletal på borgernes beskæftigelsesstatus samt køn, alder, uddannelse, indkomst, branche, bilrådighed og bolig for de beskæftigede med bopæl og de beskæftigede med arbejdssted i kommunen.
Du kan fx også krydse statistik for de beskæftigede med henholdsvis bopæl og arbejdssted i kommunens delområder, top 10 bopæls- og arbejdsstedskommuner, samt regioner for pendlere.
Du definerer selv delområderne
Du kan vælge præcis den inddeling af kommunen, du har behov for. Det kan enten være kendte administrative inddelinger som sogne, skoledistrikter og postnumre, men det kan også være selvdefinerede områder som fx by og land, Nord, Syd Øst og Vest, diverse boligområder osv. Mulighederne for at afgrænse et område er mange – kun fantasien sætter grænser! Eneste krav er at størrelsen af et område skal overholde grænserne for de almindelige diskretionsregler, dvs. at man ikke kan identificere enkeltpersoner eller enkelte virksomheder.
Følg udviklingen i de forskellige dele af kommunen
Tabellerne bliver udarbejdet på de senest tilgængelige tal inden for de enkelte statistikområder og kan også sagtens indeholde tidsserier, så en udvikling kan læses direkte ud af tabellerne.
Sammenlign med andre kommuner
Det er også muligt at få udarbejdet de samme tabeller på to kommuner, som du måske normalt benchmarker dig med, og du kan også få tal for hele landet og for alle fem regioner med.
Pris
Prisen for statistikken vil variere med det antal variable og de kryds, der ønskes og så selvfølgelig antallet af tabeller. Prisen er baseret på den tid, det tager at løse opgaven – så jo mere kompliceret og jo større opgaven er, jo dyrere bliver det. Vi bruger sjældent mindre end 5 timer på en opgave. Den gældende timepris kan du finde her. Tidsforbruget i den indledende fase – og dermed prisen – kan reduceres ved, at du som kunde orienterer dig om, hvordan en serviceopgave forløber. Du kan med fordel også få gode idéer til hvilke variable og værdier du ønsker i dine tabeller ved at kigge i www.statistikbanken.dk.
Bestilling
Du bestiller ved at udfylde den bestillingsformular, der ligger her. Udfyld den gerne så detaljeret som overhovedet muligt, så har vi en bedre chance for at hjælpe dig. Så snart vi har en ledig medarbejder, gennemgår vi din forespørgsel og muligvis kontakter vi dig for yderligere afklaring af opgaven. Når opgaven er afklaret, sender vi dig et uforpligtende tilbud.
Levering
For at kunne levere data på delområderne skal du sende os en Shape-fil, der angiver de delområder, du ønsker statistik på. Vi leverer normalt data som flade sum-filer, så statistikken er nemmere for dig at arbejde videre med. Ønsker du data leveret på andre måder fx som færdige pivottabeller, så kan vi også det. Hvis du har ønsker til andre leveringsformater, så spørg endelig.
Diskretioneringsregler
Der kan forekomme diskretionering for at sikre, at man ikke kan identificere enkeltpersoner i statistikken. Er der for få personer i et område, bliver der ikke leveret statistik på disse personer, men i stedet indgår vi gerne i en dialog om, hvordan vi kan tilrettelægge data, eksempelvis ved at lægge områder sammen, så vi kan minimere informationstabet ved diskretioneringen.
Kontakt
Allan Hansen, tlf: 23 24 93 58
Læs mere om skræddersyede statistik.
Relaterede produkter
Lønmodtagerbeskæftigelse i kommunen
Nøgletal på postnumre
Nøgletal på sogne