Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Lettere at være lille virksomhed

Virksomheder med under ti ansatte skal nu højest indberette oplysninger til tre af Danmarks Statistiks statistikker. Initiativet er et led i regeringens målsætning om at mindske de administrative byrder for erhvervslivet.

29. december 2004 kl. 0:00

Fra nytår bliver det lettere at være en lille virksomhed i Danmark. De små virksomheder skal nemlig højst indberette til tre forskellige officielle statistikker i løbet af et år.
Ifølge Lov om Danmarks Statistik er virksomheder forpligtet til at levere oplysninger til den nationale statistik-institution, når den anmoder om det. Små virksomheder har hidtil i visse tilfælde kunnet være så uheldige, at de er blevet bedt om at afgive data til mange statistikker samme år. Men det er slut nu, garanterer Danmarks Statistik.

"Fra 1. januar 2005 holder vi hånden over de små virksomheder, så de ikke kommer til at bruge for meget tid på at sende tal til os," siger Mai Hyldahl Wessing, der er specialkonsulent i Danmarks Statistik. "Vi definerer små virksomheder som juridiske enheder, der har mindre end ti fuldtidsbeskæftigede. Desuden skal virksomhederne omsætte mindre, end hvad det i gennemsnit koster i løn at have ti fuldtidsbeskæftigede," tilføjer Mai Hyldahl Wessing.

Hvor meget ti fuldtidsansatte i gennemsnit koster for en virksomhed, afhænger af branchen. For industrivirksomheder er det typisk mellem 3 og 6 millioner kr., for detailhandlen er det omkring 5 millioner kr., og for engroshandel omkring 10 millioner kr. Der findes omkring 260.000 virksomheder i Danmark med under ti ansatte. Af dem skulle 210.000 slet ikke levere data til Danmarks Statistik i 2003, mens 300 virksomheder er blevet udtrukket til så mange stikprøver og andre former for tællinger, at den nye praksis kan få betydning.

Den nye lettelse er et led i Danmarks Statistiks generelle fokus på den såkaldte "indberetningsbyrde". Danske virksomheder brugte sammenlagt 244 årsværk på at levere data til Danmarks Statistik i 2003 - et samfundsnødvendigt og lovpligtigt arbejde til omkring 160 millioner kr. Regeringen har som et af sine mål at mindske de private virksomheders administrative byrder, og som en del af Økonomi- og Erhvervsministeriet anstrenger Danmarks Statistik sig løbende for at begrænse indberetningsbyrden.

"Vi arbejder for tiden med at gøre det muligt at indberette til de fleste af vores statistikker over internettet, og fx til indekset for detailomsætning er det blevet muligt at indberette telefonisk. Desuden forsøger vi hele tiden at videreudvikle metoder, så vi kan begrænse stikprøvernes størrelse. Målet er at belaste så få virksomheder som muligt - og så lidt som muligt," forklarer Mai Hyldahl Wessing.

Vil du vide mere: Læs mere om indberetning til Danmarks Statistik generelt på www.dst.dk/indberetning. Samme sted er der en detaljeret gennemgang af lettelsen for de små virksomheder og en oversigt over omsætningsgrænsen for de enkelte brancher.

Ansvarlig for siden

Presse