Gå til sidens indhold

Grund­skylden er steget markant de seneste år

Når danske boligejere gennem de seneste ti år har modtaget deres opkrævninger af ejendomsskat, har beløbet været støt stigende. Grundskylden er nemlig steget kraftigt de seneste ti år. I 2006 lå den på 14,8 mia. kr. og i 2016 forventes den at nå op på 25,1 mia. kr. Årsagen til stigningen er, at den vurderede grundværdi er steget.

29. september 2016 kl. 9:00

Mens provenuet fra ejendomsværdiskatten, der er underlagt skattestoppet, ligger ganske stabilt, er grundskylden steget betydeligt de senere år. Siden 2006 er grundskylden steget med 70 pct. I 2015 udgjorde den samlede ejendomsskat 28,1 mia. kr. hvoraf grundskylden stod for 88 pct. – resten var dækningsafgifter på forretningsejendomme og offentlige ejendomme.

Det viser tal fra Danmarks Statistiks nye udgivelse Skatter og afgifter 2016, som udkommer i dag. Bogen giver et samlet overblik over udviklingen i skatter og afgifter – både over tid og i forhold til resten af OECD-landene.

Samlet fald i skatteindtægter skyldes kapitalpension og pensionsafkast

Samlet set faldt den danske stats skatteprovenu med 35 mia. i 2015. Med et skatteprovenu på 942 mia. kr. er der tale om et fald på 3,6 pct. i forhold til året før. Udviklingen skydes primært fald på to områder: Dels faldt indtægterne fra kapitalpensionsordninger, som sidste år var usædvanligt høje på grund af omlægningen i kapitalpensionsafgiften, og dels var indtægterne fra pensionsafkastskatten 59 pct. lavere end året før.

Skattetrykket stadig i top internationalt

Med et skattetryk på 50,9 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) i 2014 er det danske skattetryk fortsat det højeste inden for OECD. På anden og tredjepladsen kommer Frankrig med 45,2 pct. og Belgien 44,7 pct. inden vores skandinaviske naboer Finland (43,9 pct.) og Sverige (42,7 pct.). Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at skattetrykket er påvirket af store forskelle på, hvordan forskellige lande organiserer skatter og afgifter. Fx bliver overførselsindkomster beskattet i Danmark, men ikke i alle lande. Hver dansker betalte i gennemsnit 173.900 kr. i skat i alt i 2014.

Publikationen viser blandt andet også at:

  • Personbeskatningen udgjorde 458,3 mia. kr. inkl. arbejdsmarkedsbidrag i 2014, hvilket var en stigning på 12,1 mia. kr. i forhold til året før.
  • Selskabsskatterne udgjorde 55,8 mia. kr. i 2014 mod 54,1 mia. året før.
  • De samlede told- og forbrugsafgifter var i alt 288 mia. kr. i 2015, hvor de i 2014 udgjorde 272 mia. kr.

Publikationen kan hentes gratis på Danmarks Statistiks hjemmeside. For yderligere information er du velkommen til at kontakte Per Svensson psv@dst.dk, tlf.: 39 17 34 53.