Gå til sidens indhold

Ungdoms­kriminaliteten falder på tværs af herkomst­grupper

Uanset om man ser på personer af dansk oprindelse, ikke-vestlige efterkommere eller ikke-vestlige indvandrere er andelen af 18-årige med en dom ifølge straffeloven markant lavere for årgang 1997 end for årgang 1987. Det er en af konklusionerne i bogen Indvandrere i Danmark 2017, der udkommer i dag.

27. november 2017 kl. 8:00

Tyveri, indbrud, røveri og vold er blot nogle af de former for kriminalitet, der kan udløse en dom ifølge straffeloven. Antallet af domme på grund af overtrædelser af straffeloven er faldende, og det gælder også blandt unge. 

Både blandt personer af dansk oprindelse og blandt ikke-vestlige indvandrere fra årgang 1997 er andelen, der har fået en dom ifølge straffeloven, inden de fyldte 19 år, halveret i forhold til årgang 1987. Blandt personer af dansk oprindelse er andelen faldet fra ti til 5 procent. Blandt de ikke-vestlige indvandrere er andelen faldet fra 28 til 14 procent. 

Andelen er også faldet blandt ikke-vestlige efterkommere, hvor den for årgang 1987 er 24 procent, mens den for årgang 1997 er 15 procent.

Du kan læse mere om udviklingen i publikationen Indvandrere i Danmark 2017, der udkommer i dag.

Et bredt indblik

Indvandrere i Danmark 2017 omhandler meget andet end kriminalitet. Bogen giver et bredt indblik i, hvordan de mennesker, som er indvandret til Danmark – og deres børn – indgår i samfundet. Den går blandt andet i dybden med indvandrere og efterkommeres tilknytning til arbejdsmarkedet og deres uddannelsesniveau. Som noget nyt er der i år også udarbejdet et nyt kapitel, der sætter fokus på indvandrernes indkomst- og formueforhold.

Her ses det blandt andet:

  • Blandt 30-59 årige indvandrere fra EU/EØS området, som opholder sig i Danmark for at arbejde, udgjorde erhvervsindkomsten 93 pct. af deres samlede indkomst før skat i 2016. Det er mere end personer med dansk oprindelse, hvor erhvervsindkomsten udgjorde 85 pct.
  • For studerende indvandret fra EU/EØS lande såvel som fra resten af verden udgjorde erhvervsindkomsten hovedparten af den samlede indkomst før skat i 2016.
  • Næsten halvdelen af de ikke-vestlige indvandrere mellem 25-64 år befinder sig blandt de 20 pct. af befolkningen, der har den laveste disponible indkomst.
  • De 60-64-årige parfamilier med ikke-vestlig indvandrerbaggrund havde i 2015 en gennemsnitlig pensionsformue på 0,43 mio. kr. Det er kun 15 pct. af den gennemsnitlige pensionsformue blandt parfamilier med dansk oprindelse, der i 2015 havde en gennemsnitlig pensionsformue på 2,7 mio. kr. 

Bogen er gratis tilgængelig på Danmarks Statistiks hjemmeside: Indvandrere i Danmark 2017

Du kan også finde Nyt fra Danmarks Statistik om Indvandrere i Danmark 2017.

Har du spørgsmål vedrørende kriminalitet fordelt på herkomst, kan du kontakte Lisbeth Lavrsen på eller lil@dst.dk eller 39 17 31 03. Har du har spørgsmål eller ønsker kommentarer til bogens øvrige resultater, er du velkommen til at kontakte bogens forfatter Jens Bjerre på jbe@dst.dk eller 39 17 36 77.