Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Kludetæppe­økonomi er udbredt blandt skuespillere og musikere

Skuespillere, musikere og andre kulturfaggrupper sammenstykker i langt højere grad end den øvrige befolkning deres indkomst fra forskellige kilder. Det viser temakapitlet i publikationen "Kultur 2017" fra Danmarks Statistik, der udkommer i dag.

30. maj 2018 kl. 8:00

Over 40 pct. af de uddannede skuespillere og musikere i Danmark har ikke ét fast job, men sammenstykker deres indkomst fra flere forskellige kilder – en såkaldt patchwork-økonomi. I resten af befolkningen over 16 år gælder dette for blot 11 pct. Også i andre kulturfaggrupper er det mere normalt at have en sammenstykket indkomst – blandt filmfolk gælder det for 31 pct., og blandt billedkunstnere 23 pct., viser undersøgelsen i Kultur 2017. Kulturfaggrupperne er her defineret ud fra deres uddannelse, og selvlærte er derfor ikke inkluderet. 

"Undersøgelsen viser mangfoldigheden i de forskellige kulturfaggruppers sammensætning af indkomstkilder, både indbyrdes og i forhold til den øvrige befolkning.", siger specialkonsulent Henrik Huusom, der er medforfatter på publikationen.

Filmfolk og billedkunstnere har ofte indkomst fra egen virksomhed

Blandt filmfolk og billedkunstnere er der forholdsvis flere med egen virksomhed, end der er i den øvrige befolkning. Andelen af filmfolk, hvis indkomst primært kommer fra egen virksomhed er 30 pct., mens den tilsvarende andel blandt billedkunstnere er 22 pct.  I den øvrige befolkning gælder det samme kun for 4 pct. Medianindkomsten for skuespillere, musikere, filmfolk, billedkunstnere og bibliotekarer er 386.000 kr. Billedkunstnere adskiller sig dog fra de øvrige kulturfaggrupper ved at have en væsentlig lavere medianindkomst.

Vi ser mindre tv og læser flere nyheder online

Kultur 2017 er tredje udgave af en publikation, der giver en let tilgængelig oversigt over kulturområdet i Danmark og dækker emner som biografer, biblioteker, museer, medier, idræt og mere. I publikationen kan du bl.a. læse, at den gennemsnitlige tid, vi dagligt ser flow-tv, er faldet fra 200 minutter i 2010 til 150 minutter i 2017. Den modsatte vej går det med nyhedslæsning online - andelen af befolkningen, der bruger internettet til at læse nyheder, aviser eller tidsskrifter er steget fra 70 pct. i 2016 til 84 pct. i 2017.

Hvis du har spørgsmål til publikationen, er du velkommen til at kontakte Henrik Huusom på tlf.: 39 17 38 66, hhu@dst.dk