Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Fordobling i antal anmeldte sager om våbenloven

Antallet af anmeldelser vedrørende særlove er steget markant de seneste ti år, mens antallet af anmeldelser vedrørende overtrædelser af straffeloven er faldet med en fjerdedel. Ny udgivelse om kriminalitet udkommer i dag.

16. december 2019 kl. 8:00

Fra 2008 til 2018 er antallet af anmeldte sager vedrørende våbenloven fordoblet, og langt den største del af den udvikling skete fra 2017 til 2018. I denne periode steg antallet af anmeldelser, der handler om brud på våbenloven med 82,5 procent. I faktiske tal blev der i 2008 anmeldt omtrent 7.700 sager om brud på våbenloven, mens det tal var ca. 15.300 i 2018. Opgørelsen kommer fra udgivelsen Kriminalitet 2018, der udkommer i dag. 

Våbenloven er en såkaldt særlov. Særlove inkluderer blandt andet også ordensbekendtgørelsen, udlændingeloven og lov om euforiserende stoffer. På de ti år fra 2008 til 2018 er der sket en fordobling i antallet af anmeldelser, der omhandler særlove. 

”Fra 2008 til 2018 er antallet af anmeldelser, der vedrører særlove, mere end fordoblet. Der er tale om en rimelig jævn stigning, når man ser det over den ti-årige periode,” fortæller Isabell Bang Christensen, der er ansvarlig for udgivelsen Kriminalitet 2018.

”Ser man på den nyeste udvikling, er det blandt andet stigningen i anmeldelser vedrørende våbenloven – herunder særligt knivloven, der trækker op. Stigningen i anmeldelser vedrørende våbenloven ses i samtlige af landets regioner,” tilføjer hun.

Fald i antal anmeldelser vedrørende straffeloven   

Modsat stigningen i anmeldelser vedrørende særlove, har der været et fald i antal anmeldelser i alt. Fra 2008 til 2018 er disse faldet med 7,4 pct. fra lige over 548.000 anmeldelser i 2008 til ca. 508.000 i 2018. Det er et markant fald i antallet af anmeldelser vedrørende straffeloven generelt, der trækker udviklingen. Hvis man sammen ligner med for ti år siden er antallet af denne slags anmeldelser faldet med næsten 25 procent. I faktiske tal svarer det til, at der var omtrent 477.000 anmeldelser i 2008, der vedrørte overtrædelser af straffeloven. I 2018 var det tal faldet til ca. 364.000.
Ser man på udviklingen fra 2017 til 2018 alene, er der sket et fald på 7,6 pct. fra omtrent 393.000 i 2017 til de ca. 364.000 i 2018.

”Langt hovedparten af anmeldelser, der vedrører overtrædelser af straffeloven, omhandler ejendomsforbrydelser, der blandt andet tæller indbrud og tyveri,” fortæller Isabell Bang Christensen og fortsætter:

”I starten af 2018 blev der indført en ny indbrudsparagraf, som i praksis betyder, at nogle anmeldelser, der tidligere blev registreret som tyveri, nu bliver registreret som indbrud. Men på trods af dette har der ikke været en stigning i antal anmeldelser af indbrud fra 2017 til 2018.” 

Her kan du finde udgivelsen Kriminalitet 2018.

Hvis du har spørgsmål til udgivelsen er du velkommen til at kontakte Isabell Bang Christensen på 3917 3306 eller ibc@dst.dk.