Gå til sidens indhold

Næsten 30 pct. af børn til forældre med de korteste uddannelser er overvægtige ved udskolingsalderen

Blandt udskolingsbørn, hvis forældre har grundskolen som højeste uddannelse, er næsten 30 pct. overvægtige eller svært overvægtige. For udskolingsbørn af forældre med en lang videregående uddannelse er andelen ca. 10 pct.

8. juli 2021 kl. 8:00

Andelen af overvægtige og svært overvægtige børn er højere i udskolingen end i indskolingen. Andelene  har fra 2012-2018 ligget stabilt på omkring 12-13 pct. for børn i indskolingen og 18-19 pct. for børn i udskolingen. 

Det viser en ny analyse, som Danmarks Statistik har udarbejdet i samarbejde med DTU Fødevareinstituttet. Analysen undersøger, hvordan andelen af overvægtige børn i 2012-2018 varierer på tværs af geografi og karakteristika såsom forældrenes indkomst og uddannelsesniveau.

”Vi kan se, at der er stor ulighed i børneovervægt. Eksempelvis er andelen af overvægtige og svært overvægtige udskolingsbørn ca. 26 pct. blandt familier i den laveste indkomstgruppe. For familier i den højeste indkomstgruppe er andelen væsentligt lavere, nemlig ca. 11 pct.”, siger forsker på DTU, Anja Biltoft-Jensen.

Analysen viser også, at der er store geografiske forskelle i andelen af overvægtige udskolingsbørn. I Nordsjællandske kommuner som Rudersdal og Gentofte er ca. 9 pct. af udskolingsbørnene overvægtige eller svært overvægtige. I flere landkommuner og kommuner på Københavns vestegn ligger andelen på 25-28 pct.

Højest andel overvægtige blandt indvandrere og efterkommereAnalysen viser også, at der forskelle på andele i forhold til oprindelsesland. Blandt udskolingsbørn, der er indvandrere eller efterkommere, er andelen af overvægtige og svært overvægtige børn ca. 27 pct. – mod ca. 17 pct. blandt udskolingsbørn med dansk oprindelse.

”Der er en forskel på andelen af overvægtige og svært overvægtige blandt børn med forskellige oprindelseslande. Vi ser for eksempel, at der er næsten 40 pct. overvægtige eller svært overvægtige blandt udskolingsbørn med Tyrkiet som oprindelsesland. For børn med Vietnam som oprindelsesland er andelen ca. 14 pct.”, siger Anja Biltoft-Jensen.

Læs hele analysen "Ulighed i børneovervægt i Danmark"

Har du spørgsmål til analysen, kan du kontakte Seniorforsker Anja Biltoft-Jensen på apbj@food.dtu.dk eller 93 51 89 41 eller fuldmægtig Fenja Søndergaard Møller på FSM@dst.dk eller 23 62 62 99.

Fakta: Samkøring af registre giver nye muligheder for at lave analyser om overvægt

I analysen er data fra Sundhedsdatastyrelsens Børnedatabase sammenkoblet med oplysninger fra blandt andet Danmarks Statistiks Befolkningsregister og Familieindkomstregister.

Det giver mulighed for at undersøge andelen af overvægtige børn på tværs af blandt andet geografi, familietype, oprindelsesland samt forældrenes uddannelsesniveau og indkomst.

Kilder: Danmarks Statistik og DTU Fødevareinstituttet