Gå til sidens indhold

Flere folkepensionister får nedsat pensionstillæg

Folke- og førtidspension 2015

Siden januar 2007 er antallet af folkepensionister steget med 224.000 og udgør nu 1.075.000 personer. Stigningen har især fundet sted blandt dem, der får nedsat pensionstillæg. I januar var det næsten hver anden folkepensionist, som modtog nedsat pensionstillæg. 509.700 folkepensionister modtog nedsat pensionstillæg i januar 2015 mod 496.400 året før.

Folkepensionister fordelt efter pensionstillæggets størrelse og familietype. Januar

Især flere med nedsat pensionstillæg blandt folkepensionister i parforhold

Stigningen i antallet med nedsat pensionstillæg findes især blandt folkepensionister i parforhold. Folkepensionens fulde grundbeløb er i 2015 på 72.000 kr. om året, mens det fulde tillæg er på 75.100 kr. for enlige folkepensionister og 36.500 kr. for gifte og samlevende. Pensionister med nedsat pensionstillæg får et gennemsnitligt tillæg på 37.900 kr. for enlige og 12.100 kr. for personer i parforhold. Nedsættelsen i pensionstillægget afhænger af egen lønindtægt og øvrig indkomst (bl.a. arbejdsmarkedspension) samt af evt. samlevers indtægt og om samleveren modtager folke- eller førtidspension.

Over én mio. folkepensionister

I dag er der 1.075.000 modtagere af folkepension (486.600 mænd og 588.400 kvinder). Siden januar 2007 er der kommet 71.700 personer med fuldt pensionstillæg og 152.100 flere med reduceret tillæg. Af de 152.100 nytilkomne med reduceret tillæg kommer 34.600 fra stigningen i antallet af de såkaldte brøkpensionister til 78.300 i 2015. En brøkpensionist er en person, der har boet i Danmark i mindre end 40 år i 15-64-årsalderen, og tillægget reduceres forholdsmæssigt. Brøkpensionister er i sagens natur typisk indvandrere.

Flest yngre folkepensionister med nedsat pensionstillæg

Jo yngre folkepensionisterne er, jo flere får nedsat - eller slet intet - pensionstillæg. Det gælder både blandt pensionister i parforhold og blandt enlige. Blandt folkepensionister i parforhold er andelen af 65-69-årige uden pensionstillæg på 29 pct., mens 33 pct. får reduceret tillæg. For pensionister, der er over 80 år og lever i parforhold, er andelen uden tillæg på 12 pct., mens 59 pct. får fuldt tillæg. For enlige pensionister tegner forskellene mellem aldersgrupperne det samme mønster, men forskellene er mindre end blandt pensionister, der lever i par.

Folkepensionister fordelt efter pensionstillæggets størrelse, alder og familietype. Januar 2015

Ny lov om førtidspension reducerer antallet af førtidspensionister

Den nye lov om førtidspension fra januar 2013 har bevirket et stort fald i antallet af førtidspensionister. Både i 2013 og 2014 blev antallet reduceret med 3,8 pct. og i 2012 udgjorde faldet 0,8 pct. Af de 225.000 førtidspensionister 1. januar 2015 var 103.600 mænd og 121.300 kvinder.

Modtagere af folkepension og førtidspension i januar

 

I alt

Folkepension

Førtidspension

 

 

65-69 år

70-79 år

80 år+

I alt

18-39 år

40-49 år

50-64 år

I alt

18-64 år

 

antal

pct.1

2014

1283076

353806

453104

242304

1049214

34290

53099

146473

233862

6,8

2015

1299937

348661

478779

247540

1074980

31814

49925

143218

224957

6,5

Mænd

590175

167346

225535

93677

486558

17194

23481

62942

103617

6,0

Kvinder

709762

181315

253244

153863

588422

14620

26444

80276

121340

7,1

Anm.: Opgørelsen er inkl. 45.500 folkepensionister og 4.700 førtidspensionister bosiddende i udlandet. 17.400 personer havde i januar 2015 udskudt (opsat) deres folkepension - mod 16.500 året før og kun 4.700 i 2007. Disse personer indgår ikke i opgørelsen af antal folkepensionister. Opgørelsen er også ekskl. 4.200 førtidspensionister, der får invaliditetsydelse. Disse personer har fået tilkendt førtidspension, men lever af erhvervsindkomst. Se mere på Ankestyrelsens hjemmeside og tal i Statistikbanken på ast.statistikbank.dk/fop12.
1 Andel i pct. af hele aldersgruppen.

Flere folkepensionister får ældrecheck

For hele året 2013 til hele året 2014 er antallet af folkepensionister med ældrecheck steget med 6.000 til 281.000. I 2007 var antallet på 217.000. I 2014 var ældrechecken i gennemsnit på 14.400 kr. (maksimalt 16.200 kr.). Checken udbetales en gang om året.

Færre pensionister får varmehjælp

Fra 2013 til 2014 faldt antal folke- og førtidspensionister med varmehjælp med 6.000 til 161.000. Det er et fald på 23.000 i forhold til 2007, hvor 184.000 pensionister fik hjælp til varmeregningen. I 2014 var varmehjælpen i gennemsnit på 3.100 kr. (maksimalt 11.400 kr. for enlige og 9.636 kr. for personer i parforhold).

Nyt fra Danmarks Statistik

8. april 2015 - Nr. 168

Hent som PDF
Næste udgivelse: 18. april 2016

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken om sociale pensioner er baseret på Danmarks Statistiks pensionsregister. Oplysningerne kommer fra de it-systemer, der administrerer udbetaling af social pension. Der kan leveres specialopgørelser mod betaling.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation