Næsten to ambulante behandlinger pr. 60-64-årig
Sygehusbenyttelse 2014
De 60-64-årige fik i gennemsnit 1,8 ambulante behandlinger på offentlige somatiske sygehuse i 2014. En ambulant behandling er et besøg på sygehus uden overnatning. Fyn og Sydjylland ligger højest med 2,1 ambulante behandlinger pr. 60-64-årig, mens gennemsnittet i Københavns Omegn for aldersgruppen er 2,0 ambulante behandlinger. Nordjylland ligger lavest med 1,5 ambulante behandlinger pr. 60-64-årig. Hvis man derimod ser på indlæggelser, ligger Fyn lavest sammen med Nordjylland og Sydjylland, med gennemsnitligt 0,23 til 0,25 indlæggelser pr. 60-64-årig, mens Vest- og Sydsjælland ligger højest med gennemsnitligt 0,36 indlæggelser. Gennemsnittet for hele landet var 0,28 indlæggelser pr. 60-64-årig.
Næsten syv ud af ti havde ingen kontakt med sygehusvæsenet i 2014
68,1 pct. af befolkningen, dvs. 3,8 mio. personer, havde i 2014 ingen kontakt med det offentlige somatiske sygehusvæsen. I 2006 var det 71,5 pct., dvs. 3,9 mio. personer. Af de 1,8 mio. personer med kontakt i 2014 gjaldt for de 1,1 mio. personer, at de alene fik ambulante behandlinger. Der er her set på befolkningen 1. januar i året og således set bort fra dem, der er født og indvandret i løbet af året.
2,6 pct. flere indlæggelser
I 2014 steg antallet af indlæggelser med 34.300 svarende til 2,6 pct., mens antallet af indlagte patienter steg 1,2 pct. i forhold til året før. I 2014 var der næsten 1,4 mio. indlæggelser på offentlige somatiske sygehuse, og antallet af indlagte patienter var 707.000. Væksten i antallet af ambulante behandlinger er aftaget efter en periode med årlige stigninger på 200.000-300.000, og i 2014 var der 53.400 flere ambulante behandlinger end året før - i alt 7,6 mio. Det skal imidlertid bemærkes, at afgrænsningen af ambulante patienter er ændret i 2014 som følge af ændret registrering af patienttyper i Landspatientregistret, hvilket medfører et mindre databrud.
Hovedtal for sygehusaktivitet
|
2008 |
2009 |
2010 |
2011 |
2012 |
2013 |
2014 |
|
tusinde |
||||||
Ambulante behandlinger |
5915 |
6454 |
6659 |
6920 |
7183 |
7500 |
7553 |
Ambulante patienter |
1471 |
1551 |
1587 |
1615 |
1652 |
1706 |
1716 |
Indlæggelser |
1175 |
1247 |
1288 |
1294 |
1326 |
1329 |
1363 |
Indlagte patienter |
675 |
702 |
710 |
703 |
702 |
698 |
707 |
Sengedage |
4854 |
4765 |
4537 |
4377 |
4346 |
4270 |
4312 |
Anm. 1: Omfatter udover befolkningen pr. 1. januar i året også personer, som er født eller indvandret i løbet af året. |
Nyt fra Danmarks Statistik
20. oktober 2015 - Nr. 495
Hent som PDF
Næste udgivelse: 20. juni 2016
Kontakt
- Line Neerup Handlos, tlf. +45 26 64 03 00
Kilder og metode
Statistik om sygehusbenyttelse er baseret på Landspatientregisteret fra Sundhedsdatastyrelsen koblet med baggrundsdata fra andre registre fra Danmarks Statistik. Statistikken omfatter indlæggelser og ambulante ophold på offentlige og private sygehuse.