Gå til sidens indhold

Streaming af film og serier er blevet mere populært

Kulturvaner 4. kvt. 2023

95 pct. af befolkningen havde i fjerde kvartal 2023 set film og serier inden for de tre seneste måneder. Andelen, der streamer film og serier via streamingtjenester, som de betaler for via abonnement, er stigende, ligesom andelen der streamer gratis. I fjerde kvartal 2023 var der 68 pct., der havde streamet via betalte streamingtjenester, mens der i samme kvartal i 2018 var 51 pct. Andelen, der streamede gratis via fx DR's TV-app eller Filmstriben i fjerde kvartal 2023, var 39 pct., sammenlignet med 18 pct. i fjerde kvartal 2018. Omvendt er der færre, der ser film og serier via TV-kanaler eller TV-pakker. I fjerde kvartal 2018 var andelen 64 pct., mens den var faldet til 50 pct. i samme kvartal 2023. Der kan også ses en fordobling fra 9 til 18 pct. i andelen, der har streamet film og serier via sociale medier i den samme periode.

Forbrug af film og serier efter adgangKilde: www.statistikbanken.dk/kvufs3

Mere almindeligt at se film og serier på små skærme

I fjerde kvartal 2023 er fjernsynet den mest brugte enhed til at se film og serier på. Det har 83 pct. af befolkningen gjort, og niveauet har været stabilt over tid. Det samme gælder computer og tablet, som hhv. 23 og 14 pct. har brugt i fjerde kvartal 2023. Derimod har der været en stigende tendens i andelen, der ser film mv. på smartphone. Brugen af smartphone til dette formål er mest udbredt blandt den yngre del af befolkningen, men stigningen gælder på tværs af alle aldersgrupper. Gennemsnitligt for hele befolkningen var der tæt på dobbelt så mange i fjerde kvartal 2023 (19 pct.), som så film mv. på sin smartphone i forhold til fjerde kvartal 2018 (10 pct.).

Andel, der har set film og serier på hhv. smartphones og tabletsKilde: www.statistikbanken.dk/kvufs1

Flere yngre ser film og serier på farten

At se film og serier uden for hjemmet er mere udbredt blandt de yngre generationer. Blandt de 16-24-årige ser 22 pct. film mv. på farten, fx i toget eller i bussen, mens det er 9 pct. af hele befolkningen. Film hos venner og bekendte er også populært i de yngste befolkningsgrupper. Det har 42 pct. af de 16-24-årige gjort, hvilket er tre gange så mange som gennemsnittet for hele befolkningen på 14 pct.

Forbrug af film eller serier efter lokation inden for de seneste tre måneder. 4. kvartal 2023Kilde: www.statistikbanken.dk/kvufs2

Vi ser oftere serier end film

Der er flere, der har set serier end film på ugentlig basis. I fjerde kvartal 2023 havde 79 pct. set serier mindst en gang i løbet af den seneste uge mod 72 pct., der havde set mindst én film. 32 pct. af hele befolkningen ser serier dagligt, og 18 pct. ser film dagligt. Dagligt forbrug af film er mere udbredt blandt personer over 54 år og blandt de unge i alderen 16-24 år. De yngre bruger mest tid på at se serier. Andelen er størst blandt de 25-34-årige, hvor 45 pct. ser serier på daglig basis - tæt efterfulgt af de 16-24-årige, hvor andelen er 43 pct.

Dagligt forbrug af film og serier inden for den seneste uge. 4. kvartal 2023Kilde: www.statistikbanken.dk/kvuhyp02

Nyt fra Danmarks Statistik

14. marts 2024 - Nr. 69

Hent som PDF
Næste udgivelse: 2. september 2024

Kontakt

Kilder og metode

Oplysningerne kommer fra Kulturvaneundersøgelsen 3. kvt. 2024. Kulturvaneundersøgelsen gennemføres hvert kvartal. Det nuværende spørgeskema har været anvendt siden 1. kvartal 2024. Der spørges ca. 15.000 personer hvert kvartal. Statistikken for tredje kvartal 2024 er baseret på resultaterne fra cirka 4.700 gennemførte interview blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen 16 år og derover. Læs mere om kilder og metoder i statistikdokumentationen om kulturvaneundersøgelsen.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation