Lønningerne er steget 5,3 pct. det seneste år
Lønindeks 2. kvt. 2024
Lønningerne i Danmark steg med 5,3 pct. i andet kvartal 2024 i forhold til andet kvartal 2023. Stigningen i andet kvartal 2024 er den største årlige stigning, der er opgjort siden første kvartal 2017, som er det første kvartal det standardberegnede lønindeks er opgjort for.
Lønstigninger opgjort for sektorer
Lønningerne steg med 6,5 pct. i sektoren stat (inklusiv sociale kasser og fonde) fra andet kvartal 2023 til andet kvartal 2024. I sektoren virksomheder og organisationer, som primært består af private virksomheder, steg lønningerne med 5,3 pct. i samme periode. Lønningerne i kommunerne og regionerne steg med hhv. 5,1 pct. og 3,7 pct. fra andet kvartal 2023 til andet kvartal 2024.
Størst lønstigning i bygge og anlæg
I den private sektor havde branchen bygge og anlæg den største lønudvikling i andet kvartal 2024 med en stigning på 6,8 pct. i forhold til andet kvartal 2023. Den mindste årsstigning i den private sektor var i branchen finansiering og forsikring, hvor lønningerne steg 4,4 pct. det seneste år.
Årlig ændring i det standardberegnede lønindeks for sektorer og brancher
|
1. kvt. 2024 |
2. kvt. 2024 |
|
pct. |
|
Sektorer i alt |
3,4 |
5,3 |
Virksomheder og organisationer i alt |
4,3 |
5,3 |
Industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed |
4,3 |
5,9 |
Bygge og anlæg |
5,1 |
6,8 |
Handel og transport mv. |
5,2 |
5,3 |
Information og kommunikation |
4,1 |
4,7 |
Finansiering og forsikring |
4,5 |
4,4 |
Ejendomshandel og udlejning |
3,6 |
4,5 |
Erhvervsservice |
3,1 |
4,7 |
Undervisning og sundhed mv. |
3,2 |
5,3 |
Kultur, fritid og anden service |
3,5 |
5,1 |
Stat (inklusive sociale kasser og fonde) |
2,4 |
6,5 |
Regioner |
-0,1 |
3,7 |
Kommuner |
1,7 |
5,1 |
Nyt fra Danmarks Statistik
30. august 2024 - Nr. 250
Hent som PDF
Næste udgivelse: 29. november 2024
Kontakt
- Eva Borg, tlf. 24 78 53 57
Kilder og metode
De standardberegnede lønindeks er kædeindeks af Laspeyres-typen, hvor den målte lønudvikling er opgjort på baggrund af en fast sammensætning af lønmodtagernes individuelle karakteristika baseret på sektor, branche, aflønningsform og arbejdsfunktion. Den målte lønudvikling i de implicitte lønindeks er derimod beregnet på baggrund af summariske løngennemsnit og kan dermed være påvirket af strukturelle forskydninger på arbejdsmarkedet. Det betyder fx, at en øget tilgang af højtlønnede i forhold til lavtlønnede medarbejdere vil trække i retning af en øget lønudvikling. Derudover indgår elever og unge under 18 år ikke i det standardberegnede lønindeks, mens de i det implicitte indgår på samme måde som almindelige lønmodtagere gør. Der er desuden forskelle i medarbejderpopulationen for de to indeks, der skyldes de bagvedliggende beregningsmetoder og valideringsregler. Der forekommer løbende revisioner i de sæsonkorrigerede indeksværdier for virksomheder og organisationer i det implicitte lønindeks. Det standardberegnede lønindeks foreligger pt. ikke i sæsonkorrigeret form.