Hjemmearbejde stabiliseret på højt niveau
Arbejdskraftundersøgelsen (kvt.) 2. kvt. 2025
Fire ud af ti beskæftigede havde arbejdet hjemme inden for de seneste fire uger i andet kvartal 2025. Andelen har været stort set uændret over det seneste halvandet år og har dermed stabiliseret sig efter de store udsving under og efter COVID-19. Omkring 8 pct. af de beskæftigede arbejder hyppigt hjemme (mindst halvdelen af arbejdstiden), mens ca. 33 pct. arbejder hjemme af og til. Før COVID-19 arbejdede omkring hver femte hjemme af og til, mens det nu er hver tredje. Den samlede stigning i hjemmearbejde skyldes således især, at flere arbejder hjemme af og til, mens andelen, der arbejder hyppigt hjemmefra, er på omtrent samme niveau som før COVID-19.
Store forskelle i hjemmearbejde mellem brancher
Selvom hjemmearbejde generelt er udbredt, er der store forskelle mellem brancher. Hjemmearbejde er mest udbredt i brancherne information og kommunikation og finansiering og forsikring, hvor 79 pct. af de beskæftigede i andet kvartal havde arbejdet hjemme i den seneste måned. I begge brancher er andelen steget markant de seneste syv år. Brancherne handel og transport mv. samt bygge og anlæg har de laveste andele, da job i disse brancher ofte kræver fysisk tilstedeværelse.
Andel med hjemmearbejde fordelt på brancher, 15-64 år
| 
 | 2. kvt. | ||||||
| 
 | 2019 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 | 2025 | 
| 
 | pct. | ||||||
| I alt | 28 | 40 | 36 | 33 | 36 | 41 | 41 | 
| Industri, råstofudvinding og | 
 | 
 | 
 | 
 | 
 | 
 | 
 | 
| forsyningsvirksomhed | 23 | 34 | 30 | 30 | 34 | 39 | 39 | 
| Bygge og anlæg | 21 | 25 | 18 | 17 | 23 | 23 | 26 | 
| Handel og transport mv. | 18 | 21 | 22 | 20 | 20 | 26 | 24 | 
| Information og kommunikation | 52 | 75 | 76 | 70 | 78 | 77 | 79 | 
| Finansiering og forsikring | 38 | 69 | 72 | 60 | 74 | 79 | 79 | 
| Ejendomshandel, udlejning og | 
 | 
 | 
 | 
 | 
 | 
 | 
 | 
| erhvervsservice | 40 | 53 | 51 | 45 | 49 | 57 | 57 | 
| Offentlig administration og undervisning | 46 | 69 | 61 | 52 | 59 | 63 | 62 | 
| Sundhed | 18 | 28 | 21 | 20 | 23 | 26 | 26 | 
| Kultur, fritid og anden service | 30 | 42 | 42 | 38 | 38 | 44 | 44 | 
| Kilde: Specialudtræk fra Arbejdskraftundersøgelsen | 
Højtlønnede arbejder oftere hjemme end lavtlønnede
De forskellige mønstre i hjemmearbejdet afspejles også i forskellige lønindkomstgrupper blandt lønmodtagere. Andelen af lønmodtagere ansat på fuldtid, der arbejder hjemme hyppigt eller af og til, er stigende, jo højere lønnen er i hovedjobbet. Lige under halvdelen af lønmodtagerne i 6. lønindkomstgruppe havde hjemmearbejde, mens det samme gjorde sig gældende for over 70 pct. af de bedst betalte. Kun 10 pct. af de lavest lønnede havde arbejdet hjemme i andet kvartal.
Nyt fra Danmarks Statistik
20. august 2025 - Nr. 237
                    Hent som PDF
                    Næste udgivelse: 20. november 2025
                
Kontakt
- Ida Frederikke Mathiesen, tlf. 21 49 48 53