Flere 25-årige med ungdomsuddannelse
29. juni 2026
En stadig større andel unge har gennemført en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse, når de er fyldt 25 år. I 2025 var andelen 85 pct. af de 25-årige, der havde taget en ungdomsuddannelse mod 79 pct. i 2015. I samme tidsrum blev andelen af de 25-årige, der var i gang med en ungdomsuddannelse, halveret fra 4 pct. i 2015 til 2 pct. i 2025, og andelen, der havde afbrudt uddannelsen, faldt fra 9 pct. i 2015 til 6 pct. i 2025. Samlet set afspejler udviklingen derfor, at de unge gennemfører hurtigere og afbryder deres uddannelse i mindre grad end tidligere.
Erhvervsuddannelserne falder fortsat i popularitet
Blandt dem, der var 25 år i 2025 og havde gennemført en ungdomsuddannelse, havde 20 pct. valgt at tage en erhvervsuddannelse. I 2015 var den tilsvarende andel 31 pct. - et fald på 11 procentpoint. Mens erhvervsuddannelserne er faldet i popularitet, er andelen af de 25-årige, der havde gennemført en gymnasial uddannelse, til gengæld steget. I 2025 havde 67 pct. af dem gennemført en studentereksamen, hvilket er en stigning på 8 procentpoint siden 2015, hvor det var 59 pct. af de 25-årige.
Børns uddannelse hænger sammen med forældrenes uddannelsesbaggrund
Forældres uddannelse har indflydelse på børns valg af uddannelse. Jo højere uddannelsesbaggrund forældrene har, jo større er sandsynligheden for, at deres børn gennemfører en ungdomsuddannelse. I 2025 havde 59 pct. af de 25-årige, hvis forældre havde grundskolen som højeste uddannelsesniveau gennemført en ungdomsuddannelse. Til sammenligning havde 93 pct. blandt de 25-årige med forældre med lang videregående uddannelse gennemført en ungdomsuddannelse. Andelen af de 25-årige med en ungdomsuddannelse er generelt steget uanset forældrenes uddannelsesbaggrund.
Grundskolekarakterer og gennemførelse hænger sammen.
Blandt de 25-årige, der fik 9 eller mere i gennemsnit af karaktererne for dansk og matematik i grundskolen, havde 98 pct. gennemført en ungdomsuddannelse i 2025. Til sammenligning havde kun 67 pct. af de 25-årige med en gennemsnitskarakter på 2-4,99 gennemført en ungdomsuddannelse. Blandt gruppen af de 25-årige med en gennemsnitskarakter på 5-8,99 havde 92 pct. gennemført en ungdomsuddannelse. De forskellige gruppers gennemførelsesandel har været ret stabil de seneste 10 år. Jo lavere ens grundskolekarakterer er, jo lavere er sandsynligheden altså for at der er gennemført en ungdomsuddannelse, når man er fyldt 25 år.
18-45 åriges status på uddannelse 2024/2025
29. juni 2026 - Nr. 173
Næste udgivelse: 23. april 2027
Alle udgivelser i serien: 18-45 åriges status på uddannelse
Kontakt
- Lene Riberholdt, tlf. 23 60 62 18
Kilder og metode
Elevregistret er et forløbsregister, hvor den enkelte studerende kan følges gennem uddannelseskarrieren.