Gå til sidens indhold

Flere køber ADHD-medicin

Køb af receptpligtig medicin 2020:2024

Andelen af personer i befolkningen, der har indløst recept på psykoanaleptika mindst en gang om året, er steget fra 8,4 pct. i 2020 til 10,4 pct. 2024. Psykoanaleptika er en samlebetegnelse for lægemidler, der påvirker hjernen og centralnervesystemet, som blandt andet bruges mod depression, ADHD og demens. Antallet af personer, som mindst én gang om året har købt ADHD-medicin på recept, er steget fra ca. 61.000 2020 til ca. 133.000 i 2024. Det svarer til en stigning i andelen på 1,1 procentpoint fra 1,1 pct. til 2,2 pct. Hos 0-17-årige steg andelen fra 1,6 til 2,7 pct., hos 30-59-årige fra 1,0 til 2,5 pct. og hos personer på 60 år og derover steg andelen fra 0,1 til 0,2 pct. Den største andel, der bruger ADHD-medicin, findes i hele perioden blandt de 18-29-årige. Andelen var 2,1 pct. i 2021 og 4,8 pct. i 2024.

Minimum én indløst recept til psykoanaleptika eller ADHD-medicin fordelt på alderKilde: Særudtræk fra www.statistikbanken.dk/medi1

Køb af ADHD-medicin efter bopæl

I Bornholms Kommune har 3,5 pct. af borgerne indløst recepter på ADHD-medicin i 2024, hvilket er den højeste andel i 2024. Herefter følger Norddjurs Kommune med 3,2 pct. og Struer Kommune med 3,1 pct.

Kommunerne Fanø og Læsø har i 2024 de laveste andele af borgere, der har indløst recept på ADHD-medicin. I 2024 indløste 0,6 pct. af borgerne i Fanø Kommune og 1,0 pct. af borgerne i Læsø Kommune recept på ADHD-medicin. Herefter følger Kerteminde Kommune med 1,1 pct., og Nordfyns Kommune med 1,2 pct. Aldersfordelingen blandt borgerne i kommunerne kan have betydning for andelen af borgere, der køber ADHD-medicin.

Minimum én indløst recept til ADHD-medicin fordelt på kommune. 2024Kilde: Særudtræk fra www.statistikbanken.dk/medi1

Køb af ADHD-medicin er mest udbredt blandt kortere uddannede

Blandt 18-59-årige falder andelen af personer, der indløste recept på ADHD-medicin, jo højere uddannelsesniveauet er. Andelen er højest blandt personer, hvis højst fuldførte uddannelse er grundskolen (hhv. 7,0 pct. for kvinder og 5,3 pct. for mænd), og den er lavest blandt personer med en ph.d.-uddannelse (hhv. 1,5 pct. for kvinder og 1,3 pct. for mænd). I aldersgruppen 18-59-årige er der generelt en større andel kvinder end mænd, der har indløst recept på ADHD-medicin i 2024 - 3,4 pct. af kvinderne og 2,9 pct. af mændene.

Mindst én indløst recept til ADHD-medicin fordelt på højst fuldførte uddannelse blandt 18-59-årige. 2024Kilde: Særudtræk fra www.statistikbanken.dk/mediudd

Færre personer i beskæftigelse købte ADHD-medicin

Blandt de 18-59-årige er andelen af personer, der indløste mindst én recept på ADHD-medicin i 2024, lavest blandt personer i beskæftigelse, 2,1 pct. Andelen er størst i gruppen af langtidssyge og personer på revalidering m.m., 9,0 pct. Blandt arbejdsløse er andelen 3,4 pct. mens den er 5,1 blandt førtidspensionister.

Mindst én indløst recept på ADHD-medicin fordelt på arbejdsmarkedstilknytning blandt 18-59-årige. 2024Kilde: Særudtræk fra www.statistikbanken.dk/mediarb

Nyt fra Danmarks Statistik

6. januar 2026 - Nr. 1

Hent som PDF
Næste udgivelse: Ingen planlagt

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken indeholder oplysninger om alt salg af humane lægemidler i Danmark, som er foregået via recept på et apotek til en person med CPR-nummer. Statistikken dækker også salget af lægemidler, der ikke er receptpligtige, men sælges på recept. Købene opgøres i forhold til antal personer, der har indløst en recept, og antal indløste recepter.

Vis hele teksten » « Minimer teksten