Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Flest holder ferie i slutningen af juli

Uge 29 og 30 er de mest populære ferieuger. I disse to uger i slutningen af juli gik 4 ud af 10 beskæftigede på ferie sidste år. Hvis vi bliver herhjemme i sommerferien, tager vi stigende grad på hotel og i vigende grad på campingplads.

9. juli 2018 kl. 10:30 - Opdateret 5. juli 2019 kl. 13:56

5. juli 2019: Denne artikel er opdateret med tal for 2018. 

Sommerferien er over os, men først i slutningen af juli topper antallet af ferierende. Af i alt 2,9 mio. beskæftigede holdt ca. 4 ud af 10 ferie i uge 29 og 30 sidste år, som dermed var de mest populære ferieuger i 2018, viser Danmarks Statistiks arbejdskraftsundersøgelse. Andelene var de samme i 2017.

I både 2017 og 2018 holdt lidt flere kvinder end mænd ferie i de mest populære ferieuger. Andelen af kvinder, der er fraværende fra arbejde på grund af ferie i uge 29-30 i 2018, var 3 procentpoint højere end andelen af mænd på ferie i ugerne

De næstmest populære uger var uge 28 og 31, som også ligger i skolernes sommerferie. Her holdt omkring 3 ud af 10 ferie. 

Feriemønsteret i denne opgørelse ligner mønsteret i tidligere opgørelser, og de fleste holder dermed fortsat ferie i skolesommerferien. Dette mønster går igen i antallet af danskernes ferieovernatninger.

Arbejdskraftsundersøgelsen og ferie

Danmarks Statistiks arbejdskraftsundersøgelse registrerer bl.a., hvis en beskæftiget person er fraværende på grund af ferie og kan dermed give et svar på, hvilke ferieuger, som er mest populære blandt beskæftigede danskere. På grund af den statistiske usikkerhed kan statistikken dog kun belyse feriefraværet i de mest populære ferieuger.

Flest ferieovernatninger i juli

Juli er den sommermåned med flest danske overnatninger i ferielandet. I alt overnattede danskerne 5,5 mio. nætter på campingpladser, hoteller, feriecentre og i feriehuse i 2018. Det er langt flere end de 2,5 mio. og 3,1 mio. overnatninger i juni og august måned.

Særligt for campingpladser, feriecentre og feriehuse er juli mere populær end de to andre sommermåneder, mens antallet af overnatninger i de tre sommermåneder er mere jævnt fordelt for hoteller.overnatninger i sommermånederne

Kilde: Danmarks Statistik, http://www.statistikbanken.dk/turist
Anm.: Danmark Statistik har også månedsstatistik på overnatninger på vandrerhjem og i lystbådehavne, hvor der i alt var mellem 163.000 og 405.000 danske overnatninger i hver af sommermånederne i 2018. Antallet af overnatninger var klart højest i lystbådehavnene i juli, mens udsvingene var mindre for overnatninger på vandrehjem.

Flere overnatter på hotel og i feriehuse og færre camperer

Antallet af danske overnatninger i juni-august på danske feriesteder var i 2018 på det højeste niveau i statistikkens historie, viser tal fra Danmarks Statistik. Det skyldes primært en stigning på hoteller og feriecentre samt feriehuse. I 1992 var der 1,7 mio. danske hotel- og feriecenterovernatninger i juni-august, mens tallet i 2018 var 3,6 mio. For feriehuse går månedsstatistikken tilbage til 2004. Fra 2004 til 2018 er antallet af danske overnatninger i udlejede feriehuse steget fra 1,5 mio. til 2,3 mio. overnatninger i 2018.

På campingpladser var antallet af overnatninger med 5,1 mio. i juni-august 2018 på niveau med 2017, som var året med færrest danske sommerovernatninger på campingpladser i 25 år. Antallet af overnatninger er dog både gået op og ned i perioden og steg fra 2017 til 2018. Trods det relativt lave niveau i 2018 bliver campingpladser stadig benyttet langt oftere end både hoteller og udlejede feriehuse, når danskerne er på sommerferie herhjemme.

Ferieovernatninger i juni-august

Kilde: Danmarks Statistik, http://www.statistikbanken.dk/Turist
Anm.: Danske overnatninger på vandrehjem i sommermånederne har de seneste ti år svinget mellem 261.000 og 319.000. For lystbådehavnene har overnatningstallet i samme periode svinget mellem 388.000 og 481.000.

Antallet af overnatninger kan også opdeles på regioner eller landsdele:

http://www.statistikbanken.dk/hotel3

http://www.statistikbanken.dk/ferieh6

http://www.statistikbanken.dk/camp1

Danmarks Statistik har også tabeller med overnatninger i lystbådehavne og på vandrehjem.

Spørgsmål om arbejdskraftsundersøgelsen kan stilles til Tine Cordes, fuldmægtig, 39 17 34 07, tco@dst.dk.

Spørgsmål om overnatninger kan stilles til Else-Marie Rasmussen, fuldmægtig, 39 17 33 62, emr@dst.dk.