Gå til sidens indhold

Indhold

Kontaktinfo

Nationalregnskab, Økonomisk Statistik
Michael Berg Rasmussen
3917 3768

mbr@dst.dk

Hent som PDF

Arealregnskab

Arealregnskabet indeholder overordnet tre opgørelser. Danmarks areal i km² fordelt på kommuner og regioner, areal efter arealdække og arealanvendelse efter branche. Arealdække og arealanvendelse opgøres i km², m² pr. indbygger og i procent af det samlede areal, fordelt geografisk efter landsdele og regioner.

Indholdsbeskrivelse

Arealregnskabet indeholder overodnet tre opgørelser. Danmarks areal, areal efter arealdække og arealanvendelse efter branche.

Danmarks areal

Statistikken viser Danmarks areal fordelt efter kommuner og regioner, opgjort pr. 1. januar. Fra 2011 er opgørelsen baseret på data fra Geodatastyrelsens matrikelregister. Kun matrikulerede områder er medtaget ved opmålingen, hvilket medfører, at mange søer ikke er medtaget. For kommuner med umatrikulerede søer vil arealet derfor være faldet sammenlignet med tidligere. Pr. 1. januar 2011-2013 gælder yderligere for København og Frederiksberg, at vejene ikke er matrikuleret og derfor ikke indgår i det opmålte areal.

Areal efter arealdække

Arealdækket er en opgørelse af hvor meget af Danmark som er dækket af veje, bygninger, landbrugsafgrøder, skov, forskellige naturtyper, søer mv. Arealdækket er opgjort baseret på en konsolidering af en lang række kortkilder. Opgørelsen offentliggøres både som absolutte tal (kvadratkilometer), i andele (pct.) og som arealer pr. indbygger.

Arealanvendelse efter branche

Arealanvendelsen er en opgørelse af hvor meget areal der bruges til forskellige formål: boliger, industri, handel, rekreative faciliteter, mv. Dette er baseret på en lang række administrative kilder (registre) i kombination med matrikelkortet. Opgørelsen offentliggøres både som absolutte tal (kvadratkilometer), i andele (pct.) og som arealer pr. indbygger.

Grupperinger og klassifikationer

Arealdækket er klassificeret baseret på FN's System of Encironmental Economic Accounting (SEEA), som er standard for grønne nationalregnskaber, tilpasset danske forhold. Oversigt over den anvendte klassifikation, inklusiv sammenhængen med BASEMAP04, er tilgængelig på klassifikationssiden for Arealdække.

Arealanvendelsen er også klassificeret med udgangspunkt i FN's SEEA, men med tilpasninger til danske forhold. Særligt er branchedimensionen mere detaljeret og på enkelte punkter afvigende, så den kommer tættere på branchegrupperingen i Nationalregnskabet.

Den geografiske opdeling sker på regioner, landsdele og kommuner. Arealer som ikke er matrikuleret indgår ikke i kommuner, men findes som særskilt post.

Sektordækning

Arealanvendelsens branchefordelte tal dækker alle sektorer.

Begreber og definitioner

Arealanvendelse: Den funktionelle eller socioøkonomiske brug af et areal, fx til beboelse, til erhverv eller til rekreative formål.

Arealdække: Den fysiske eller biologiske overflade på et areal

Bebygget: Omfatter de områder der er klassificeret som bykerne, høj bebyggelse, lav bebyggelse, teknisk areal (undtagen vindmølleparker) - bortset fra der hvor selve bygningerne er. I praksis er denne kategori altså arealer mellem bygningerne, og rundtom bygninger: parkeringspladser, haver, diverse anlæg. Kilden er det topografiske kort (Kort10), se mere under 'Kilder'

Bygninger: Arealer dækket af bygninger af alle slags. Kilden er det topografiske kort (Kort10), se mere under 'Kilder'.

Frugttræer, bærbuske, juletræer og andre permanente afgrøder: Frugttræer, bærbuske, juletræer. Omfatter ikke permanente ekstensive afgrøder (græs). Omfatter også energipil, -poppel og såkaldt stævningsskov (lavskov til energi).

Ikke klassificeret: Arealer, hvor der ikke findes oplysningerne om dækket i kilderne, heller ikke gennem de metoder, der er anvendt til at fjerne fx smalle striber mm.

Landbrugsafgrøder: Omfatter alle typer landbrugsafgrøder, også brak og permanente afgrøder som frugttræer og juletræer.

Mark, uden oplsyning om afgrødetype: Arealer som er dækket af markblokkortet, men hvor der ikke findes oplysning om afgrødekode i markkortet.

Midlertidige landbrugsafgrøder: Korn, rodfrugter, raps, frø, grøntsager mm. Omfatter alle 1-årige, intensivt dyrkede afgrøder.

Øvrige kunstige overflader: Samlet betegnelse for de 2 arealdækkekategorier: 'parker, sportsanlæg og andre rekreative områder' og 'råstofindvindingsområder (grusgrave og lign.)'.

Parker, sportsanlæg og andre rekreative områder: Omfatter parker, kirkegårde og andre begravelsespladser, golfbaner, fodboldbaner, andre udendørs sportsanlæg, campingpladser, grønne områder i byer, kolonihaver, forlystelsesparker, dyreparker, zoologisk- eller botanisk have, frilandsmuseum og lignende. Den primære kilde er det topografiske kort (Kort10), men også forvaltningsplanerne for statsskovene og for forsvarets skove. Se mere under 'Kilder'.

Permanent græs og andre ekstensive afgrøder: Marker som er dækket med permanent græs eller braklagte m.fl. I den tekniske rapport findes den komplette liste over hvilke afgrødekoder fra markkortet der er klassificeret som ekstensive.

Skov: Areal der er bevokset med træer. Kilden er det topografiske Kort10, samt kortlægninger af statsskovene og forsvarets skove. Juletræer og frugttræer er ikke medregnet, de klassificeres som 'permanente landbrugsafgrøder'. Arealer som er skov i Kort10, men også er kortlagt som sø, vandløb eller naturområde - eller vej - vil være omfattet af disse andre kategorier som prioriteres højere i BASEMAP03.

Enheder

Arealdækket er opgjort for enheder (kvadratiske celler) à 10×10 meter.

Arealanvendelsen er opgjort for jordstykker i matriklen, enheden er 'dele af jordstykker', da jordstykkers areal fordeles til flere anvendelser, hvis der er registreret flere (som beskrevet i 'Statistisk behandling').

Population

Danmarks areal

Geografisk dækning

Danmark (Grønland og Færøerne er ikke omfattet).

Tidsperiode

Danmarks areal dækker tidsperioden fra 2007 og frem.

Arealdækket er opgjort for 2011, 2016, 2018 og 2021.

Arealanvendelsen er opgjort for 2016.

Basisperiode

Ikke relevant for denne statistik.

Måleenhed

Statistikken offentliggøres i kvadratkilometer, procent af det samlede areal samt i kvadratmeter pr. indbygger.

Referencetid

Danmarks areal (ARE207) opgøres pr. 1. januar.

Referencetiden varierer lidt for de forskellige kortkilder som indgår i opgørelsen af arealdækket. Der er i alle tilfælde anvendt det nyeste tilgængelige kort som har været tilgængeligt medio 2022. Se mere under 'kilder'.

Referencetiden for arealanvendelsen er registeroplysninger pr. primo 2016.

Hyppighed

Årlig - dog med 2-3 års mellemrum for arealdække og arealanvendelse.

Indsamlingshjemmel og EU regulering

Alle data er fra administrative kilder eller registre. Der er således ingen særskilt dataindsamling til denne statistik.

Statistikken er ikke reguleret af EU.

Indberetningsbyrde

Statistikken er baseret på allerede tilgængelige data, bl.a. fra Kortforsyningen og Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, og på registre. Der er derfor ingen direkte indberetningsbyrde i forbindelse med opgørelsen af arealregnskabet.

Øvrige oplysninger

For øvrige oplysninger henvises til emnesiderne for Areal, Naturressourcer og Grønt nationalregnskab.