Gå til sidens indhold

Sammenlignelighed

Kontaktinfo

Befolkning og Uddannelse, Personstatistik
Dorthe Larsen
39 17 33 07

dla@dst.dk

Hent som PDF

Befolkningen

Danmark baserer sin befolkningsopgørelse på et administrativt register, hvilket også gælder enkelte andre lande, men en del lande anvender i stedet folketællinger hvert 5. eller 10. år. Folketallet for perioden 1971 og frem baserer sig på samme kilde, nemlig Det Centrale Person Register (CPR). Folketallet fra før denne periode baserer sig på folketællinger.

International sammenlignelighed

Danmark baserer sin befolkningsopgørelse på et administrativt register, hvilket også gælder enkelte andre lande, men en del lande anvender folketællinger hvert 5. eller 10. år og laver estimeringer i de mellemliggende år. Statistikken er registerbaseret og afventer 30 dage efter tællingsperiodens afslutning for sent indberettede hændelser. Andre lande med registerbaserede tællinger kan anvende en kortere/længere afventnings-/tidsafgrænsningsperiode. Jo længere denne periode er jo mere dækkende vil statistikken kunne blive. Tidsafgrænsningsperioden er således et valg mellem på den ene side aktuel og hurtig statistik og på den anden side dækningsgrad. Eurostat offentliggør statistik for Danmark om ind- og udvandring i forhold til forordning 862/2007. Disse tal er lavere, da der anvendes andre tidsmæssige kriterier vedrørende opholdstid. Det er kun personer, som har til hensigt at blive 12 måneder i Danmark, som skal registreres som indvandrede i Eurostats statistik. I Danmarks Statistiks nationale offentliggørelser er det 3/6 måneder for indvandring og 6 måneder for udvandring baseret på reglerne for registrering i CPR.

Sammenlignelighed over tid

Folketallet for perioden 1971 og frem baserer sig på samme kilde, nemlig Det Centrale Personregister (CPR). Folketallet fra før denne periode baserer sig på folketællinger. Folketallet for Danmark kan sammenlignes fra 1769 og frem. Kommunalreformen i Danmark i 2007 reducerede antallet af kommuner fra 271 til 98. For 19 af disse nye kommuner kan en præcis sammenligning før og efter 2007 ikke foretages. Det drejer sig om ca. 20 pct. af befolkningen, der bor i de 19 kommuner, der i dag er sammensat af flere delte kommuner fra før kommunalreformen. Fra 2007 bliver forsinkede indberetninger ikke længere medtaget i det aktuelle kvartal. Undersøgelse af flytningerne for året 2007 har vist at 2,5 pct. af årets indrapporterede flytninger, kan henføres til at være sket i tidligere år men først er blevet registreret i det aktuelle år. Indberetninger af hændelser til CPR og folkeregistrene har successivt indberettes hurtigere end ved begyndelsen i 1971. I 4. kvartal 1992 afkortedes perioden, som Danmarks Statistik venter på forsinkede indberetninger i, fra 40 til 30 dage. Størst betydning har denne afkortning af tidsafgrænsningsperioden for udvandringer, der er de mest forsinkede indrapporterede hændelser. Fra juni 2016 bliver ind- og udvandring opgjort efter, hvornår vandringen er blevet registreret. Det betyder, at alle vandringer indgår i statistikkerne uanset om vandringen er sket tidligere. De sene registreringer har med den gamle metode brugt fra 2007 til starten af 2016 betydet, at disse udvandringer ikke kommer med i kvartalets eller årets udvandringer, men heller ikke i efterfølgende opgørelser. Udvandringen har derfor været underestimeret med op til 33 pct. i kvartalsopgørelserne og op til 17 pct. i årsopgørelserne. I befolkningsregnskabet har disse sene udvandringer i 2007-2016 været delvis gemt ved at primo-befolkningen i tabellerne har været korrigeret for disse sene vandringer samt øvrige korrektioner vedrørende tidligere år. I praksis har ultimobefolkningen altså ikke været lig primobefolkningen året efter. Fra juni 2016 er primobefolkningen lig ultimo-befolkningen året forinden. Der gælder særlige forhold for tredje og fjerde kvartal i 2019, hvor udvandringerne blandt udenlandske statsborgere er stærkt påvirket af, at kommunerne i forsommeren af daværende økonomi- og indenrigsminister blev bedt om at kontrollere bopælsregistreringerne i CPR, med et særligt fokus på udenlandske studerende og arbejdstagere. Læs mere i statistikdokumentationen for 2019

Dødsårsager før og efter 1994 kan ikke uden videre kan sammenlignes. Dette da dødsårsagskoderne er ændrede. Til og med 1993 er ICD8 (International Classification of Causes of Death 8. rev) brugt. Fra og med 1994 bruges IDC10. Fra 15. juni 2012 har det været muligt for to personer af samme køn at indgå ægteskab og efterfølgende blive skilt. Samtidig udgår muligheden for at indgå registreret partnerskab mellem to af samme køn. Det har også betydning for opgørelserne af henholdsvis opløste partnerskaber og skilsmisser mellem to af samme køn.
Familiedefinitionen blev ændret i 2008. Familiestatistikken med de nye definitioner findes tilbage til 1986. Den kan ikke sammenlignes med familiestatistik produceret og udgivet før 2008. Ændringen består i at i familiestatistik produceret før 2008 benyttedes en familiedefinition, hvor børn, der regnedes med til forældrenes familier, skulle være under 18 år, mod nu 25 år. Denne ændring øgede antallet af hjemmeboende børn og mindskede antallet af enlige. I 2008 var der 164.000 hjemmeboende børn 18-24 år. Ændringen berører ikke antallet af husstande, men har nogen betydning for husstandenes fordeling på husstandetyper. Udviklingen i antallet af skift til dansk statsborgerskab påvirkes blandt andet af reglerne på udlændingeområdet. Når en stor indvandrergruppe på næsten samme tid opfylder kravene til at få dansk statsborgerskab med hensyn til opholdstid, vil det ofte også kunne ses i antallet af skift til dansk statsborgerskab. For de fleste, der skifter til dansk statsborgerskab, kræver det vedtagelse af lov om indfødsrets meddelelse, for at skiftet kan blive en realitet. Normalt vedtager Folketinget to lovforslag af den type om året. Undertiden kan lovforslag imidlertid blive udskudt. Det var fx tilfældet i 2007, hvor folketingsvalget 13. november 2007 medførte, at der kun blev vedtaget et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 2007 men tre i 2008. Folketingets arbejde er derfor også en faktor, som afgør om bestemte skift i statsborgerskab bliver registreret i det ene eller det andet år. I januar 2014 blev en ændret beregningsmetode af fertilitetskvotienter taget i brug. Der er skiftet til en kohortebaseret tilgang, hvor alderen beregnes ultimo året i stedet for på fødselstidspunktet.

Sammenhæng med anden statistik

I Kirkestatistikken findes også opgørelser af folketallet samt befolkningens udvikling for sogne, som kan aggregeres til provsti og stift. Byopgørelsen belyser folketal og befolkningstæthed fordelt efter byer af forskellig størrelse og landdistrikter. Byerne kan gå på tværs af kommuner. Befolkningsstatistikken anvendes til at udarbejde befolkningsfremskrivninger fordelt på kommuner, herkomst mm. Kommunerne udarbejder egne opgørelser baseret på oplysninger fra deres eget lokale folkeregister. Disse opgørelser stemmer ikke altid fuldt overens med Danmarks Statistiks, da kommunerne ikke, som Danmarks Statistik, afventer forsinkede indberetninger af fødte, døde, flytninger og vandringer mv. i 30 dage. Forskelle mellem Danmarks Statistiks opgørelser og kommunernes opgørelser kan således forklares ved forskelle i afgrænsninger og udtrækstidspunkter i forhold til referencetidspunkter. Husstandsbegrebet i husstands- og familiestatistikken afviger fra husstandsbegrebet i boligstatistikken, der bygger på begrebet bolighusstande, og fra kosthusstandsbegrebet, der benyttes i Forbrugsundersøgelsen, der er en interviewundersøgelse med et begrænset antal familier. Kosthusstandsbegrebet ligger nærmest FN's anbefalinger, men det forudsætter spørgeskemaer eller lignende og er derfor ikke foreneligt med en totaldækkende registerbaseret statistik.

Intern konsistens

Summen af de kvartalsvise tal for befolkning og hændelser svarer ikke til årstallet. Det skyldes, at årsstatistikken er opgjort på et senere tidspunkt end 1., 2. og 3. kvartal. Derfor er den mere opdateret med hensyn til senere indberetninger. Befolkningsregnskabet findes i statistikbankens tabel BEV22. Befolkningsregnskabet viser sammenhængen mellem befolkningen primo og ultimo kvartalet og de mellemliggende opgørelser af fødte, døde, ind- og udvandrede. Korrektionsposten kan fuldt ud forklares ved kommunale efterregistreringer samt forsvundne og genfundne personer.