Sammenlignelighed
Kontaktinfo
Udenrigsøkonomi, Økonomisk StatistikMaria José Alvarez Pelaez
30 66 03 21
Hent som PDF
Betalingsbalancen er blevet opgjort siden 1934 med sammenhængende tidsserier tilgængelige siden 2005. Opgørelsen af statistikken følger IMF’s manual BPM6. Der er derfor sammenlignelighed med andre lande, der har fulgt den samme manual siden 2005. For komponenter på detaljeret niveau er der ikke sammenlignelighed med serier fra før 2005. Statistikken Udenrigshandel med tjenester indgår direkte i opgørelsen af betalingsbalancen. For statistikken Udenrigshandel med varer er der metodologiske forskelle, hvorfor der er diskrepans mellem de to statistikker. Betalingsbalance er en del af nationalregnskabet og inkluderes direkte som konto for udland i sektoropstillingen af nationalregnskabet.
International sammenlignelighed
Den danske betalingsbalance følger internationale retningslinjer og er derfor sammenlignelig med andre udviklede landes betalingsbalancer, såfremt de følger anvisningerne angivet i 6. udgave betalingsbalance manualen udgivet af IMF eller 2008-udgaven af Nationalregnskabets manuel (SNA) udgivet af FN.
Sammenlignelighed over tid
Statistikken er blevet opgjort siden 1934. Fra 1949 og frem er opgørelsen tilpasset den form, der anvendes af IMF. Indtil 1997 eksisterer der lange serier uden betydningsfulde databrud på de primære komponenter: varer, tjenester, indkomst og overførsler. Fra 1988 og frem er opgørelsens primære komponenter tilpasset IMF’s betalingsbalancemanual fra 1993 (BPM5). Fra 2005 og frem er den samlede opgørelse tilpasset IMF’s betalingsbalancemanual fra 2009 (BPM6). Tallene er blevet revideret tilbage til 2005 i hovedrevisionerne i 2014 og 2024.
Betalingsbalancen overgik til nye internationale retningslinjer (BPM6) i september 2014. Som et led i implementeringen af de nye retningslinjer blev spørgeskemaet til Udenrigshandel med tjenester udvidet til desuden at indeholde salg af varer i udlandet efter bearbejdning i udlandet. Det åbnede op for muligheden for en mere direkte sammenligning med information indberettet til andre statistikker. Danmarks Statistik udførte deraf en systematisk kortlægning af udvalgte store danske selskabers aktivitet i udlandet. Undersøgelsen afslørede et behov for at revidere betalingsbalancestatistikken. Derfor blev der i oktober 2016 foretaget en revision af perioden 2005-2014.
Databrud: - Behandlingen af rentebetalinger i forbindelse med finansielle derivater er tilpasset nye internationale retningslinjer herom fra og med 1997. Dette medfører beskedne ændringer af balancen for formueindkomst, men betydelige ændringer for formueindkomstens bruttobeløb, dvs. indtægter og udgifter.
- En større undersøgelse af tilgængelige datakilder for tjenester resulterede i en særlig stor stigning af både tjenesteim- og eksport fra 1999 og frem, mens den løbende konto forbliver uændret. Denne ændring skyldes en øget detaljeringsgrad i kildematerialet til opgørelsen af tjenester, som resulterede i at nogle transaktioner, som før var nettoficeret, nu blev indberettet på bruttostrømmene. Siden januar 2005 har der været anvendt en ny statistisk kilde og metode i opgørelsen af betalingsbalancen. Den tidligere kilde anvendt i opgørelsen af tjenestehandel, Nationalbankens betalingsstatistik, er erstattet af statistikken Udenrigshandel med tjenester. Læs mere her om metoden for opgørelse af Udenrigshandel med tjenester i statistikdokumentationen. Ændringerne i kilder har skabt databrud i nærmest alle komponenter i mere eller mindre grad. Der er dog opfattelsen, at overskuddet på betalingsbalancens løbende poster, er opgjort uden nævneværdige brud.
I forbindelse med den nye integrerede formidling af Udenrigshandel med varer, Udenrigshandel med tjenester og betalingsbalancen, som første gang udkom 11. januar 2021, er de metodiske forskelle som følge af grænsepassageprincippet i Udenrigshandel med varer og ejerskifteprincippet i betalingsbalancen, blevet fordelt på typen af varer (se mere om de metodiske forskelle i afsnittet "Sammenhæng med anden statistik"). Tidligere kunne man i betalingsbalancen ikke se, hvilken type varer der var blevet handlet. Metoden til at fordele de metodiske forskelle på typen af varer er blevet forbedret, så den nu er mere præcis. Derfor har der siden februar 2021 været reviderede tal for fordelingen af varetyper i Statistikbanken tilbage til år 2010. Præciseringerne kommer primært som følge af bedre metoder til at fordele især fragt på import, varer til forarbejdning og prisjusteringer på varer der har krydset grænsen for de historiske tal. Se evt. en oversigt over ændringerne i denne tabel over ændringer som følge af ny metode til at fordeling af betalingsbalancens varehandel.
Sammenhæng med anden statistik
Betalingsbalancens varebegreb er metodisk anderledes opgjort end statistikken for Udenrigshandel med varer. I betalingsbalancen opereres der med et ejerskifteprincip, mens der i statistikken over udenrigshandel med varer opereres med et grænsepassageprincip. Derudover opgøres værdien af varer ved afsenders grænse (den såkaldte FOB-værdi) i betalingsbalancen, mens importen i Udenrigshandel med varer opgøres ved importørens grænse (den såkaldte CIF-værdi) og eksporten ved eksportørens grænse (FOB). De væsentligste forskelle mellem statistikken over udenrigshandel med varer og betalingsbalancens opgørelse af varer er køb og salg af varer, der ikke krydser den danske grænse, hvilket bl.a. dækker over:
-
Køb og salg i forbindelse med forarbejdning af varer i udlandet
-
Køb og salg af varer, der ikke krydser den danske grænse (merchanting)
-
Danske fartøjers køb af varer i udlandet (fx danske skibes køb af brændstof i fremmed havn)
I tabellen BBUHV kan man se overgangen mellem de to principper. Opgørelsen af betalingsbalancens tjenestehandel er identisk med statistikken Udenrigshandel med tjenester. Den kvartalsvise opgørelse af Udenrigshandel med tjenester genberegnes hver måned i forbindelse med udgivelsen af betalingsbalancen.
Betalingsbalancen er identisk med nationalregnskabets konto for udland og indgår i beregningen af centrale størrelser som BNP, BNI og disponibel BNI. Der er fuld konsistens mellem betalingsbalancen og statistikken for udenrigshandel med tjenester og for opgørelsen af nationalregnskabet i de måneder, hvor denne statistik udkommer. I måneder hvor nationalregnskabet ikke offentliggør statistik, kan der i betalingsbalancen være revisioner til kvartaler, som ikke er indarbejdet i nationalregnskabet endnu.
Intern konsistens
Der er fuld intern konsistens mellem betalingsbalancens månedlige, kvartalsvise og årlige offentliggørelser.