Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Børnepasning før skolestart

Kontaktinfo

Befolkning og Uddannelse, Personstatistik
Bjarne Mann
39 17 37 58

bmn@dst.dk

Hent som PDF

Børnepasning før skolestart

Statistikken børnepasning før skolestart belyser antallet af børn, ansatte med pædagogiske opgaver og normeringer på dagtilbudsområdet, hvor normeringer er forholdet imellem antal børn og ansatte. Formålet er at belyse udviklingen på børnepasningsområdet. Opgørelsen er udarbejdet siden 1943, mens normeringer er opgjort siden 2015. Normeringsopgørelsen viser ikke den direkte tid som personalet anvender med børnene i daginstitutionen – også kendt som ”ansigt-til-ansigt” tid. Statistikken er en bruttoopgørelse af den kommunale ressourcetildeling på børnepasningsområdet.

Indhold

Statistikken er en årlig opgørelse af antal indskrevne børn, antal ansatte med pædagogiske opgaver og normeringer. Rammen for statistikken følger anbefalinger fra arbejdet af en tværministeriel arbejdsgruppe, hvor b.la. områdets interessenter, såsom KL, BUPL og FOA blev inddraget. Arbejdsgruppens arbejde baserede sig på forskningsmæssige erfaringer og eksempler på kommunal praksis samt praksis i udvalgte lande. Arbejdet og modellen som ligger til grund for statistikken er dokumenteret i ”Normeringer i dagtilbud – Model for en årsopgørelse af normeringer i dagtilbud”.

Læs mere om indhold

Statistisk behandling

Oplysninger om indskrevne børn og ansatte med pædagogiske opgaver indhentes primært fra kommunale forældreopkrævningssystemer og lønanvisningssystemer via Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL). Der foretages fejlsøgning af data og kommunerne validerer selv deres data i dialog med Danmarks Statistik. I opgørelsen af normeringer tæller ansatte med pædagogiske opgaver som én, mens praktikanter og pædagogisk elever tæller som mindre end én. Udregningerne følger metoden anbefalet i rapporten ”Normeringer i dagtilbud: Model for en årsopgørelse af normeringer i dagtilbud fra 2014”.

Læs mere om statistisk behandling

Relevans

Statistikkens brugere er mange og forskelligartede. Ministerierne anvender statistikken til sammenligning af kommuners ressourcetildeling til børnepasning og til udvikling af politik på området. Interesseorganisationer, såsom BUPL, KL og FOLA anvender statistikken til, at vurdere ressourcetildelingen og serviceniveauet på børnepasningsområdet. Data er indsamlet på baggrund af en aftale mellem Danmarks Statistik og Børne- og Socialministeriet.

Læs mere om relevans

Præcision og pålidelighed

Statistikken fra 2018 er anden udgivelse og har børn og normeringer for alle 98 kommuner. Præcisionen påvirkes af fejl i kommunernes registreringer, og hvorvidt nøgler til at fordele personale i aldersgrupperne 0-2 og 3-5 år i 0-5 års institutioner er korrekte. Ansatte og børn i private institutioner er ikke med i statistikken, da det var et urealistisk højt eller lavt antal børn pr. voksen i disse institutioner. Usikkerhed i øvrigt kommer fra enkeltstående registreringsfejl, som ikke giver systematiske fejl i opgørelsen.

Læs mere om præcision og pålidelighed

Aktualitet og punktlighed

Statistikken offentliggøres ca. et halvt år efter referenceårets afslutning. Statistikken offentliggøres uden forsinkelser i forhold til det forud annoncerede udgivelsestidspunkt i udgivelseskalenderen. Offentliggørelserne sker to gange om året. Første udgivelse (med et mindre antal kommuner) i midten af juni og anden udgivelse (med flest mulige kommuner) i slutningen af september.

Læs mere om aktualitet og punktlighed

Sammenlignelighed

Der findes statistik om børnepasning tilbage til 1943. Fra 1975 opgøres antal indskrevne børn i aldersgrupperne 0-2 år og 3-6 år. Frem til 2007 var måletidspunktet for statistikken et tidspunkt i foråret, men fra og med 2007 er det 1. oktober. Fra og med 2015 måles børn og personale i fuldtidsenheder. Det giver et lavere antal børn og personale i forhold til før 2015. Tal fra før 1983 kan findes i statistiske årbøger, mens tal fra 1983 og frem er at finde i statistikbanken. Statistik over børnepasning udarbejdes i flere lande, dog ikke efter fælles retningslinjer.

Læs mere om sammenlignelighed

Tilgængelighed

Statistik for antal indskrevne børn i institutioner, pædagogisk personale, normeringer samt institutioner, offentliggøres i Statistikbanken under Børn og personale og Institutioner. Se mere på emnesiden for Børnepasning.

Læs mere om tilgængelighed