Gå til sidens indhold

Indhold

Kontaktinfo

Konjunkturstatistik, Erhvervsstatistik
Kari AJ Arildsen
39 17 36 09

kjs@dst.dk

Hent som PDF

Detailomsætningsindeks

Der offentliggøres detailomsætningsindeks for 42 brancher samt for tre hovedvaregrupper: fødevarer og andre dagligvarer, beklædning mv. samt andre forbrugsvarer. Desuden leveres tal for særlige branchegrupperinger til Eurostat. Der beregnes både et værdiindeks og et mængdeindeks. Mængdeindekset dog kun for de tre hovedvaregrupper og for tallene til Eurostat. Statistikken er baseret på data fra alle større detailvirksomheder og en stikprøve af de resterende, som hver måned spørges om deres omsætning. Der foretages sæsonkorrektion af de tre hovedvaregrupper samt totalen.

Indholdsbeskrivelse

Værdiindeksene belyser omsætningsudviklingen i løbende priser. Mængdeindekset er et såkaldt indirekte mængdeindeks, der fremkommer ved at værdiindekset divideres med et tilhørende prisindeks. Der foretages endvidere en sæsonkorrektion af de tre hovedvaregrupper samt totalen. Ved denne korrigeres også for placering af helligdage (påske), antallet af handelsdage og fordeling af ugedagene i de enkelte måneder.

Grupperinger og klassifikationer

Brancherne i statistikken følger den danske branchenomenklatur DB07. En fuldstændig beskrivelse af brancherne findes i Dansk Branchekode 2007.

En liste med de brancher, der dækkes af detailomsætningsindekset, kan ses i bilaget Brancher.

Tal for enkelte af de mindre brancher offentliggøres ikke, enten af diskretioneringshensyn eller fordi de er for usikre til at kunne offentliggøres. Omsætningen i disse brancher indgår dog i de mere aggregerede grupperinger.

I den nationale publicering anvendes følgende hovedvaregruppering:

Fødevarer og andre dagligvarer dækker den samlede omsætning hos købmænd og butikker med specialhandel inden for fødevarer og andre dagligvarer samt supermarkedernes, discountforretningernes, varehusenes og stormagasinernes salg af disse varer. Desuden indgår kiosksalget på servicestationer i denne varegruppe.

Beklædning mv. omfatter omsætningen i butikker med specialhandel inden for beklædning og fodtøj samt supermarkedernes, discountforretningernes, varehusenes og stormagasinernes salg af disse varer.

Andre forbrugsvarer dækker fortrinsvis omsætningen i butikker med salg af udstyr til bolig og fritid, byggemarkeder og apotekernes omsætning samt supermarkedernes, discountforretningernes, varehusenes og stormagasinernes salg af disse varer. Desuden indgår servicestationernes brændstofsalg i denne varegruppe.

En detaljeret opdeling af brancherne i de tre varegrupper kan ses i bilaget Branchegruppering.

En detaljeret opdeling af varer på varegrupperne kan ses i bilaget Varegruppering.

Sektordækning

Detailsektoren.

Begreber og definitioner

Detailomsætning: Virksomhedernes salg af varer til private personer.

Detailvirksomhed: Virksomhed i branche, der primært videresælger varer til private forbrugere, her undtaget detailhandel med motorkøretøjer.

Fødevarer og andre dagligvarer: En dagligvare er en forbrugsvare, der forbruges relativt hurtigt af en forbruger og som ophører med at eksistere ved forbrug. Dagligvarer er primært fødevarer samt produkter til personlig pleje og rengøring, men også tobak.

Beklædning mv.: Tøj, sko og lædervarer. Desuden babyudstyr.

Andre forbrugsvarer: Detailvarer der ikke er kategoriseret som dagligvarer eller beklædning mv. Fx husholdnings- og fritidsudstyr, medicin og brændstof.

Enheder

Enhederne i detailomsætningsindekset er virksomheder, hvor hver virksomhed er bestemt ved den juridiske enhed. I Danmarks Statistiks Erhvervsstatistiske Register bestemmes de juridiske enheder ved deres CVR-nummer.

I enkelte tilfælde afviges fra princippet om, at én enhed svarer til én virksomhed. Der kan være tale om, at en virksomhed har forretninger med væsentlig omsætning inden for flere detailbrancher, hvilket kan lede til at virksomheden opdeles i flere statistiske enheder. Omvendt kan flere virksomheder slås sammen til én enhed, hvis de fx har en fælles administration, der under alle omstændigheder ville indberette for samtlige enheder, hvis de var holdt opdelt.

Population

Statistikken belyser detailomsætningen i Danmark og udviklingen heri. Detailomsætningsindekset er en stikprøvebaseret statistik, der dækker alle detailvirksomheder som har deres hovedaktivitet, eller i enkelte tilfælde biaktivitet, inden for detailbrancherne, undtaget detailhandel med køretøjer. Det betyder i praksis, at stikprøven udvælges fra population der består af virksomheder med en DB07 branche, hvis to første cifre er 47 (hovedgruppe 47).

Endvidere er bagerforretninger med egen produktion af bagværk, som branchemæssigt klassificeres som fremstillingsvirksomhed (DB07 branche 10.71.20), medtaget i statistikken da de udgør en væsentlig del af detailsalget af bageriprodukter i Danmark. Denne branche slås sammen med 47.24.00, Detailhandel med brød mv.. Derudover slås to andre brancher sammen til én: 47.76.10, Blomsterforretninger og 47.76.20, Planteforhandlere og havecentre.

Der ses normalt bort fra virksomheder med en årlig omsætning under 2,5 mio. kr. (i enkelte brancher dog 1,5 mio. kr.). Det samlede antal virksomheder i populationen er opgjort til ca. 6.700 virksomheder.

Geografisk dækning

Statistikken dækker danske detailvirksomheders detailsalg i Danmark, eksklusiv Grønland og Færøerne. Udenlandske virksomheder med detailsalg til danskere (f.eks. virksomheder tæt på den danske grænse eller udenlandske internetbutikker) er ikke inkluderet i statistikken.

Tidsperiode

Statistikken dækker tidsperioden fra 2000 og frem. Ældre tidsserier beskrives under Sammenlignelighed over tid.

Basisperiode

Basisåret for Detailomsætningsindekset er 2015=100.

Måleenhed

Måleenheden er indekspoint. Der offentliggøres både værdi- og mængdeindeks. Man kan læse mere om indeks i publikationen Indeksberegninger.

Referencetid

Referencetiden for statistikkens månedlige tal er hele den angivne måned. Virksomhederne indberetter således hele månedens omsætning. Enkelte virksomheder har interne 4- og 5-ugers regnskaber, og en stor del opgør ellers kun omsætningen kvartalsvist, hvorfor indberetningen til statistikken kan være upræcist opgjort på måneder. Det vurderes dog ikke til at have væsentlig indflydelse på kvaliteten.

Den population, der bruges til opregning af stikprøvedata, har normalt referencetid i det senest afsluttede år før den opgjorte måned. Det har ikke væsentlig indflydelse på beregningen af de månedlige stigningsrater, da der bruges måned-til-måned kædning, hvor aktuel og foregående måneds data hver gang opregnes til samme population.

Hyppighed

Statistikken udkommer én gang om måneden.

Indsamlingshjemmel og EU regulering

Lovhjemmel til dataindsamling findes i § 8, stk. 1 i Lov om Danmarks Statistik, jf. lovbekendtgørelse nr. 610 af 30. maj 2018.

Detailomsætningsindeks er omfattet af Rådets Forordning (EF) nr. 1165/98 af 19. maj 1998 om konjunkturstatistik, samt Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) nr. 1893/2006 af 20. december 2006.

Indberetningsbyrde

Indberetningsbyrden er opgjort til 2,8 årsværk.

Øvrige oplysninger

Øvrige oplysninger kan findes på emnesiden for Detailomsætningsindeks eller fås ved henvendelse til Danmarks Statistik.