Statistisk behandling
Kontaktinfo
Arbejde og Indkomst, Personstatistik.Martin Faris Sawaed Nielsen
23 69 90 67
Hent som PDF
De indsamlede interviewdata integreres med en række af Danmarks Statistiks registre, som leverer de relevante baggrundsoplysninger. På baggrund af registeroplysninger konstrueres vægte, der korrigerer for at visse grupper svarer sjældnere end andre. Stikprøvevægtene sikrer, at deltagerne i undersøgelsen har samme sammensætning som den danske befolkning på parametre som køn, alder, familietype og indkomstniveau.
Kilder
Levevilkårsundersøgelsen er en interviewundersøgelse, der suppleres med oplysninger fra en lang række af Danmarks Statistiks registre.
Den udtrukne person giver ved interviewet oplysninger om sig selv og om husstanden, samt en række spørgsmål om arbejdsmarkedstilknytning for de øvrige husstandsmedlemmer. For alle husstandsmedlemmer indhentes en lang række registerbaserede oplysninger.
Interviewundersøgelsen bygger på en bruttostikprøve på 12.428 personer på 16 år og derover, som er sammensat af personer der var med i undersøgelsen året før og 7.365 nyudtrukne husstande. Der udtrækkes én person pr. adresse. 6.010 af de udtrukne personer deltager i undersøgelsen. Statistikken dækker disse personer samt de personer, der tilhører den udtrukne persons husstand. I SILC definerer respondenter selv, hvilke personer, der er medlem af deres husstand.
Fra 2016 er stikprøven stratificeret på regioner. Fra 2020 er stikprøven stratificeret på både regioner og indkomstintervallerne 0-60 pct. af medianen, 60-100 pct. af medianen og over 100 pct. af medianen.
Målpopulationen i SILC er "Personer med bopæl i Danmark", mens undersøgelsespopulation er "Personer i private husstande i Danmark". Det vil sige, at personer, der bor på institutioner, er i fængsel eller er hjemløse ikke en del af undersøgelsespopulationen.
Indsamlingshyppighed
Interviewdata indsamles hvert år fra slutningen af februar til midten af maj.
Indsamlingsmetode
85,3 pct. af interviewdata indsamles via webinterviews, resten via telefoninterviews. Deltager de udtrukne personer ikke efter en rykker, så forsøges interviewet gennemført pr. telefon. De indsamlede interviewdata suppleres med en lang række registerbaserede data.
Datavalidering
Interviewdata kontrolleres ved selve indsamlingen, hvor interviewet ikke kan fortsættes før ugyldige kodeværdier er rettet, og advarselstekster minimerer risikoen for fejlindtastninger. Herudover sikrer en række kontrolsystemer leveret af Eurostat, at data er konsistente og i overensstemmelse med manualen. Disse kontrolsystemer advarer også om usandsynlige svar og data, hvor det manuelt vurderes om der er grundlag for at foretage rettelser i data.
Databehandling
Via et anonymiseret personnummer kobles svarene fra interviewet med en række registeroplysninger om fx alder, indkomster og uddannelse for alle husstandsmedlemmer. Husstandssammensætningen defineres af respondenten på interviewtidspunktet ud fra informationen, at personer indgår i samme husstand, hvis de bor sammen og i høj grad deles om udgifter til fx bolig og mad.
Der konstrueres vægte ud fra registeroplysninger, der korrigerer for, at nogle samfundsgrupper svarer sjældnere end andre. Her sikres det, at stikprøven antalsmæssigt svarer til antallet i befolkningen på fx køn, alder og i indkomstgrupper. Disse vægte benyttes ved dannelsen af tabellerne i Statistikbanken.
Korrektion
Der laves ikke korrektioner af data, udover hvad der allerede er beskrevet under datavalidering og databehandling.