Indhold
Kontaktinfo
Arbejde og Indkomst, Personstatistik.Martin Faris Sawaed Nielsen
23 69 90 67
Hent som PDF
Levevilkårsundersøgelsen indeholder interviewoplysninger om danske husstandes subjektive opfattelse af deres økonomiske situation og levevilkår. Disse oplysninger suppleres med oplysninger fra Danmarks Statistiks registre, fx om indkomstforhold og personernes uddannelse.
Brugere, der udelukkende er interesserede i data om demografi, bolig, uddannelse og indkomster, bør anvende registerbaserede statistikker med fuld population fremfor SILC, hvis formålet ikke er internationale sammenligninger.
Indholdsbeskrivelse
Levevilkårsundersøgelsen er en stikprøveundersøgelse med 6.010 gennemførte interviews i Danmark i 2024, der både omhandler den udtrukne person og denne persons husstand. De deltagende husstande omfatter 11.249 personer. Det er en forløbsundersøgelse med løbende udskiftning af de 4-årige paneler.
Resultaterne af undersøgelsen formidles primært af Eurostat. Danmarks Statistik formidler kun et lille hjørne:
Statistikbanktabellerne SILC1P-4P formidler svar på interviewspørgsmålet:
- "Når du tager den samlede indkomst for alle husstandens medlemmer i betragtning, hvor svært eller let er det da at få pengene til at slå til?"
Statistikbanktabellerne SILC1B-4B formidler svar på interviewspørgsmålet:
- "Når du tænker på de samlede boligudgifter - herunder husleje eller afdrag og renter på lån, vedligeholdelsesudgifter og lignende - i hvilket omfang er de så en økonomisk byrde for dig?"
Svarene på begge disse spørgsmål kan fordeles på køn, alder, socioøkonomisk status, indkomstgruppe og husstandstype.
Derudover formidles fattigdomsindikatoren Økonomisk sårbare. Den er sammensat af fem kriterier vedrørende husstandens økonomiske situation i statistikbanktabellen SILC1A og kan fordeles på køn eller alder. Indikatoren er en del af opfølgningen på FN's bæredygtighedsmål.
Interviewspørgsmålene lyder i deres fulde længde:
- "Når du tager den samlede indkomst for alle husstandens medlemmer i betragtning, hvor svært eller let er det da at få pengene til at slå til?"
- "Har din husstand i 20xx [sidste år] af økonomiske årsager været bagud med betalingen af en eller flere af følgende typer udgifter? Husleje eller renter og afdrag på gæld i boligen, regninger vedr. el, varme, vand eller gas eller afdrag på forbrugslån eller anden gæld (undtagen boliggæld)"
- "Hvis husstanden pludselig fik en uforudset udgift på 10.000 kr., ville I kunne betale den uden at skulle låne?
- "Har din husstand følgende ting, og er årsagen, til at din husstand evt. ikke har dem, af økonomisk art? - Bil til privat kørsel (Det er ligegyldigt, om tingene ejes eller lejes.)"
- "Har din husstand/du råd til at alle i husstanden holder/holde mindst en uges ferie væk fra hjemmet hvert år? (Medregn også ophold i eget sommerhus, hos familiemedlemmer eller venner.)"
Grupperinger og klassifikationer
Levevilkårsundersøgelsen anvender følgende grupperinger:
Socioøkonomisk status: Børn, Studerende, Beskæftigede, Ikke-beskæftigede inkl. førtidspensioner, Folkepensionister og efterlønsmodtagere. Socioøkonomisk status er angivet af respondenten selv på interviewtidspunktet. Børn er defineret som personer under 16 år.
Husstandstype: Enlige uden børn, Enlige med børn, Par uden børn, Par med børn, Andre husstandstyper. Børn er defineret som personer under 16 år. Husstande med hjemmeboende børn over 15 år, såvel som husstande med flere end to voksne er placeret i Andre husstandstyper.
Indkomster: I statistikbanken inddeles befolkningen i femtedele (kvintiler) efter indkomst. Indkomstgrupperne er defineret ud fra familieækvivaleret disponibel indkomst for året før, baseret på EU's indkomstdefinitioner.
Sektordækning
Husholdningssektoren - statistikken dækker kun private husstande og omfatter ikke kollektiver, institutioner, fængsler mv.
Begreber og definitioner
Ækvivaleret disponibel indkomst: En families indkomst efter skat, korrigeret for familietype og de stordriftsfordele der er ved at bo sammen, således at indkomster bedre kan sammenlignes uafhængigt af familiernes størrelse og alderssammensætning. Læse mere her.
Enheder
Personer
Population
Personer med bopæl i Danmark.
Geografisk dækning
Danmark.
Tidsperiode
Statistikken dækker tidsperioden fra 2004 og frem.
Basisperiode
Ikke relevant for denne statistik.
Måleenhed
Procent af alle personer i private husstande.
Referencetid
Som referenceår i publikationer og statistikbanken anvendes det år, interviewet har fundet sted. Statistikken beskriver personernes/husstandenes situation på interviewtidspunktet i foråret det pågældende år. Alder er personens alder 31. december året før, og indkomster er årsindkomster fra året før.
Hyppighed
Årlig
Indsamlingshjemmel og EU regulering
Lov om Danmarks Statistik § 6 jf. lovbekendtgørelse nr. 15 af 12. januar 1972 med de ændringer, der følger af lov nr. 386 af 13. juni 1990 og lov nr. 1025 af 19. december 1992. Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr. 1177/2003 af 16. juni 2003 med tilhørende kommissionsforordninger vedrørende gennemførelsen. Læs mere om lovreguleringen på Eurostats hjemmeside.
Indberetningsbyrde
Der er ikke beregnet indberetningsbyrde, da deltagelse i undersøgelsen er frivillig. På grund af den intensive brug af registerdata og en minimal stikprøvestørrelse er indberetningsbyrden i Danmark væsentligt mindre end i lande, der ikke anvender registerdata.
Øvrige oplysninger
Supplerende oplysninger kan fås på dst.dk eller på Eurostats hjemmeside