Gå til sidens indhold
Dele af hjemmesiden virker ikke for øjeblikket, herunder søgefunktionen. Vi beklager.
Hvidt kryds
Dele af hjemmesiden virker ikke for øjeblikket, herunder søgefunktionen. Vi beklager.
Hvidt kryds

Indhold

Kontaktinfo

Arbejde og Indkomst, Personstatistik
Pernille Stender
24 92 12 33

PSD@dst.dk

Hent som PDF

Registerbaseret arbejdsstyrkestatistik (RAS)

RAS er en årlig individbaseret opgørelse, der viser befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet på den sidste arbejdsdag i november. Befolkningens tilknytning fordeles på tre socioøkonomiske hovedgrupper: beskæftigede, ledige og personer uden for arbejdsstyrken. Statistikken indeholder oplysninger om bl.a. demografi og uddannelse samt branche, sektor og arbejdsstedskommune for beskæftigede. Statistikken formidles i Nyt fra Danmarks Statistik og Statistikbanken, og detaljerede mikrodata stilles til rådighed gennem Danmarks Statistiks Forskningsservice.

Indholdsbeskrivelse

Den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik (RAS) er en årlig opgørelse af befolkningens primære tilknytning til arbejdsmarkedet ultimo november. Befolkningen kan opdeles i tre socioøkonomiske hovedgrupper:

  • Beskæftigede
  • Arbejdsløse
  • Personer uden for arbejdsstyrken

Statistikken offentliggøres med baggrundsoplysninger, der knytter sig til enten personen eller arbejdsstedet. Oplysninger, der knytter sig til personen, omfatter:

  • Demografiske oplysninger (køn, alder, herkomst, bopælskommune)
  • Uddannelsesoplysninger (højest fuldførte uddannelse)

Oplysninger, der knytter sig til arbejdsstedet, omfatter:

  • Branche
  • Arbejdsstedskommune
  • Sektor

Eftersom registret indeholder identifikation af både personen og arbejdsstedet, kan andre baggrundsoplysninger kobles på registret efter behov.

RAS anvendes desuden til at opgøre erhvervspendling mellem bopæl og arbejde.

Grupperinger og klassifikationer

Den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik (RAS) udarbejdes efter de internationale retningslinjer fra ILO (International Labour Market Organization) for klassifikation af befolkningen i relation til den primære tilknytning til arbejdsmarkedet. Klassifikationen hedder ICSE (International Classification of Status in Employment). ILO-retningslinjerne retter sig især mod survey-baserede statistikker. Ved dannelsen af RAS er der derfor foretaget en operationalisering af retningslinjerne ud fra de givne muligheder, når kilderne er registerbaserede. Formålet med RAS at opgøre beskæftigelse og arbejdsstyrke og derfor skal der i følge ILO anvendes der en kort referenceperiode. ILO-retningslinjerne består bl.a. af et sæt prioriteringsregler for, hvordan den primære tilknytning til arbejdsmarkedet bestemmes. Ifølge retningslinjerne har beskæftigelse højere prioritet end ledighed, mens ledighed har højere prioritet end tilstande uden for arbejdsstyrken. På baggrund af ILO's anbefalinger dannes således variablen socioøkonomisk status, som er kernevariablen i den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik.

Socioøkonomisk status

I RAS-statistikken anvendes en kort referenceperiode, nemlig den sidste uge i november. Dette tidspunkt er valgt dels fordi oplysninger vedr. lønmodtagerjob historisk har refereret til situationen ultimo november, dels fordi december er atypisk ud fra en beskæftigelsesmæssig synsvinkel. Den efterfølgende beskrivelse er således begrænset til at omhandle en kort referenceperiode.

Overordnet opdeles befolkningen i tre grupper:

  • Beskæftigede
  • Arbejdsløse
  • Personer uden for arbejdsstyrken

Beskæftigede er personer, der udfører arbejde i mindst én time i referenceugen og som er beskæftiget den sidste arbejdsdag i november. De beskæftigede er enten lønmodtagere, selvstændige eller medarbejdende ægtefæller. For selvstændige og medarbejdende ægtefæller foreligger der ikke oplysninger om antallet af arbejdstimer og de opgøres derfor på baggrund af, at de udfører et arbejde, der indebærer en fortjeneste. Selvstændige er personer, som ejer en personligt ejet virksomhed, typisk en enkeltmandsvirksomhed eller et interessentskab. Medarbejdende ægtefæller er personer, der modtager dele af virksomhedens overskud fra ægtefællen. Medarbejdende ægtefæller med lønaftale opgøres som lønmodtagere. Personer, der er midlertidigt fraværende, opgøres også som beskæftigede. Dette gælder lønmodtagere med midlertidigt fravær af under 45 dages varighed samt beskæftigede, der er midlertidigt fraværende som følge af sygdom ud over arbejdsgiverperioden eller på barsel, men som har en fast tilknytning til en arbejdsgiver.

Den socioøkonomiske status for lønmodtagere følger et færdighedsniveau, der er baseret på fagklassifikationen DISCO-08. Lønmodtagere er således inddelt i grupperne:

  • Lønmodtagere med ledelsesansvar
  • Lønmodtagere på højeste niveau
  • Lønmodtagere på mellemniveau
  • Lønmodtagere på grundniveau
  • Andre lønmodtagere
  • Lønmodtager uden nærmere angivelse (u.n.a.)

Færdighedsniveauet kan være opnået gennem såvel en formel uddannelse som gennem oplæring og praksis. For en beskrivelse af fagklassifikationens niveauer, principper og koder, se Danmark Statistiks Fagklassifikation (DISCO-08). Oplysninger om færdighedsniveau for lønmodtagere, der er ansat i stat, kommuner eller regioner, er hentet fra lønstatistikken for henholdsvis den statslige og kommunale sektor. For privatansatte lønmodtagere stammer oplysningen enten fra lønstatistikken for den private sektor, eller den er dannet via imputering på baggrund af bl.a. højest fuldførte uddannelse og den branche, hvori personen er beskæftiget.

Aktiverede, som er i støttet beskæftigelse og modtager løn (arbejdsmarkedsbidragspligtig A-indkomst), opgøres som beskæftigede. Det drejer sig om personer i løntilskud, flexjob, skånejob, servicejob, voksenlærlinge og personer i revalidering. Personer, som er i virksomhedspraktik, modtager ikke løn, og er derfor ikke opgjort som beskæftigede.

Den primære tilknytning til arbejdsmarkedet bestemmes ud fra de internationale retningslinjer fra ILO (International Labour Organization). Retningslinjerne omfatter bl.a. et sæt prioriteringsregler, hvor beskæftigelse prioriteres højere end ledighed, og ledighed prioriteres højere end andre tilstande uden for arbejdsmarkedet.

Beskæftigede udgør sammen med arbejdsløse den erhvervsaktive befolkning, kaldetarbejdsstyrken.

Arbejdsløse omfatter personer, som i referenceperioden:

  • ikke er i arbejde
  • er til rådighed for arbejdsmarkedet, og
  • søger arbejde.

I lighed med den officielle ledighedsstatistik er de ledige i RAS opgjort som personer, der er bruttoledige. Bruttoledige består af aktiverede dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, der er vurderet jobklar, samt nettoledige, som er ledige dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, der er vurderet jobklar. Læs mere på Danmarks Statistiks side Ledighedsbegreber. Bruttoledige, som er aktiverede i et job med løn, opgøres som beskæftigede i RAS.

Personer uden for arbejdsstyrken består af flere delgrupper. En stor gruppe er personer, som er offentligt forsørgede. Her er de største undergrupper:

  • personer, der modtager førtidspension
  • personer, der modtager passiv kontanthjælp - passiv vil sige, at de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet
  • personer der modtager efterløn

Personer uden for arbejdsstyrken omfatter desuden alderspensionister, personer under uddannelse, børn og unge samt gruppen "øvrige uden for arbejdsstyrken". Øvrige uden for arbejdsstyrken er en restgruppe, som ikke kan placeres i en socioøkonomisk kategori på baggrund af oplysninger i Danmarks Statistiks registre. Øvrige uden for arbejdsstyrken kan bl.a. bestå af:

  • hjemmegående husmødre eller husfædre
  • unge, som forsørges af deres forældre
  • personer, der på opgørelsestidspunktet lever af sort arbejde
  • modløse ledige, der har opgivet at søge arbejde og ikke er registreret som ledige

Tilstande og aktiviteter uden for arbejdsstyrken prioriteres ud fra sikkerheden af de tilgrundliggende oplysninger samt graden af potentiel tilknytning til arbejdsmarkedet. Den prioriterede rækkefølge er følgende:

  • Personer, der er offentligt forsørgede: personer i beskæftigelse uden løn, personer under vejledning og opkvalificering, modtagere af revalideringsydelse, ledighedsydelse, barsels- eller sygedagpenge under ledighed, kontanthjælp, introduktionsydelse, efterløn og fleksydelse. Hvis en person modtager flere typer offentlig forsørgelse, vælges den tilstand med flest ugentlige timer som den primære tilknytning til arbejdsmarkedet.
  • personer under uddannelse
  • børn og unge (dvs. personer under 16 år)
  • modtagere af alderspension eller anden pension
  • øvrige uden for arbejdsstyrken

Læs mere om variablen socioøkonomisk status eller se Statistisk Efterretning, Arbejdsmarked 2014:1 udgivet 1. januar 2013.

Branchenomenklatur DB07

Statistikken følger den danske branchenomenklatur DB07 (NACE rev. 2/ISIC rev. 4). En fuldstændig beskrivelse af brancherne findes i Dansk Branchekode 2007. Der er foretaget en konvertering af branchekoderne til DB07 tilbage til november 2000.

  • I perioden nov. 2003-nov. 2007 følger statistikken branchenomenklaturen DB03 (NACE rev. 1.1./ISIC rev. 3.1.).
  • I perioden nov. 1992-nov. 2002 følger statistikken branchenomenklaturen DB93 (NACE rev. 1/ISIC rev. 3).
  • I perioden nov. 1980-nov. 1992 følger statistikken branchenomenklaturen DSE77 (ISIC rev. 3).

Sektorinddeling

Sektoroplysningen fra 2008 og frem er baseret på ESA2010. I perioden fra 1995 (nov. 1994)-2012 er sektoroplysningen baseret på ESA. Der er således mulighed for at lave dobbeltopgørelser i perioden 2008-2012. Ændringerne ved overgangen til ESA2010 er nærmere beskrevet i notatet Ny sektorkode i beskæftigelsesstatistikkerne.

Kommuner

Mange af tabellerne i Statistikbanken offentliggøres på kommune niveau. Fra november 2006 er statistikken offentliggjort på de nye kommuner efter strukturreformen. I perioden nov. 1980-nov. 2006 er statistikken opgjort på kommunerne før strukturreformen. I november 2006 er der med andre ord både opgjort tal for kommuneinddelingen før og efter strukturreformen. Se klassifikationen Regioner, landsdele og kommuner på Danmarks Statistiks hjemmeside.

Kommunegrupper

Statistikbanktabellerne LABY29-31, udgivet i forbindelse med temaet Land og by, er fordelt på Kommunegrupper.

Sektordækning

Statistikken omfatter alle sektorer.

Begreber og definitioner

Beskæftigelsesfrekvens: Antal beskæftigede som andel af en given befolkningsgruppe

Erhvervsfrekvens: Antal personer i arbejdsstyrken (beskæftigede og ledige) som andel af en given befolkningsgruppe

Enheder

Den statistiske enhed er personer.

Population

Populationen er befolkningen ultimo november med oplysning om den primære tilknytning til arbejdsmarkedet. Udtrækningstidspunktet for befolkningen sker på et senere tidspunkt end i den officielle befolkningsstatistik. Dette betyder, sammen med de forskellige referencetidspunkter, at antallet af personer i befolkningen ikke er det samme i RAS-tabellerne og i befolkningstabellerne i Statistikbanken.

Geografisk dækning

Danmark.

Tidsperiode

Ultimo november 1980-

Basisperiode

Ikke relevant for denne statistik.

Måleenhed

Personer.

Referencetid

RAS er opgjort sidste hverdag i november - dvs. d. 29. november 2024 for det seneste år.

Hyppighed

Statistikken offentliggøres årligt.

Indsamlingshjemmel og EU regulering

§6 i Lov om Danmarks Statistik.

Indberetningsbyrde

Der er ingen indberetningsbyrde forbundet med statistikken, idet alle oplysninger stammer fra andre statistikregistre.

Øvrige oplysninger

Mere information om RAS findes på emnesiderne Arbejdsmarkedsstatus (RAS) og Beskæftigede RAS.

Se beskrivelse af de centrale variable i forbindelse med tilknytning til arbejdsmarkedet: Befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet (RAS) og Beskæftigede personer (RAS).