Gå til sidens indhold

Præcision og pålidelighed

Kontaktinfo

Erhvervslivets Udvikling, Erhvervsstatistik
Jeppe Strandgaard Herring
24 44 43 06

JHR@dst.dk

Hent som PDF

Regnskabsstatistik for private byerhverv

Statistikken giver et pålideligt billede af det danske erhvervslivs økonomiske situation, da den bygger på en bred stikprøve, administrative data og detaljerede regnskaber. Mest sikker er statistikken på firmaniveau, da årsregnskaberne laves på dette niveau.

Det antages, at firmaer, fra samme branche og med samme ejerform, hvor oplysningerne stammer fra SKAT og Erhvervsstyrelsen, er sammenlignelige med firmaer i stikprøven. Endvidere antages det, at firmaer med under 5 ansatte, er sammenlignelige med firmaer med 6-10 ansatte så længe de ikke har stor momsomsætning (brancheafhængig, men typisk mindst 150 mio.kr.).

Samlet præcision

Nogle af oplysningerne i regnskabsstatistikken er mere detaljerede end de poster, der kræves ifølge Årsregnskabsloven. Det gælder fx oplysninger om energiforbrug. Det kan betyde, at virksomhederne kan have svært ved give disse oplysninger, og det er derfor sandsynligt, at data vedrørende disse oplysninger er undervurderet, da udgifterne i stedet vil blive placeret på andre poster fx eksterne omkostninger eller vareforbrug, der dermed vil blive overvurderet.

Investeringsoplysninger fremgår heller ikke direkte af poster på regnskaber, der følger Årsregnskabsloven, men de kan som regel udledes af en tabel i noterne til regnskabet. Man må derfor også påregne en vis sandsynlighed for, at investeringerne er erfaringsmæssigt undervurderet blandt de firmaer, som udfylder og indsender spørgeskemaer til Danmarks Statistik.

Regnskabsstatistikken er mere usikker på arbejdsstedsniveau end på firmaniveau, idet fordelingsmetoden hviler på antagelser. For eksempel for kombinerede firmaer forudsætter metoden således, at de enkelte arbejdssteder som udgangspunkt har regnskabstal pr. årsværk, der svarer til gennemsnittet for alle ukombinerede firmaer i samme ejerform og branche. På trods af usikkerheden vurderes det dog, at oplysningerne er pålidelige på hovedbranche- og landsdelsniveau.

Stikprøveusikkerhed

Hovedgrundlaget for tallene (undtagen antal firmaer, årsværk og beskæftigede) er spørgeskemaoplysninger indhentet for en stikprøve af firmaer, og oplysninger hentet fra SKAT og Erhvervsstyrelsen. En stikprøve vil ikke give et præcist billede af populationen, og derfor vil tallene være behæftet med en vis stikprøveusikkerhed.

Anden usikkerhed

Populationen afgrænses ved hjælp af den branche, virksomhederne er registreret med i det Erhvervsstatistiske register. Inaktive firmaer samt firmaer med meget begrænset aktivitet indgår ikke i statistikken, da de ikke betragtes som havende erhvervsmæssig aktivitet.

Usikkerhed som følge af bortfald er søgt minimeret bl.a. ved gentagne rykninger ved manglende indberetninger. For regnskabsåret 2023 blev der modtaget regnskabsoplysninger fra 97 pct. af de firmaer, der blev udtrukket i stikprøven. Forkert indberettede tal og misforståelser, er søgt minimeret ved kontrol af de indberettede tal.

Det antages, at firmaerne, hvor der er modtaget oplysninger fra SKAT eller Erhvervsstyrelsen og som tilhører samme branche og har samme ejerform, er sammenlignelige med firmaer i stikprøven. Derfor kan manglende poster i skatteregnskaberne eller årsregnskaberne beregnes ud fra hovedposterne, baseret på de firmaer, der har indberette i stikprøven.

Afgrænsningen af reelt aktive firmaer sker på baggrund af modelantagelser, som medfører en vis usikkerhed, især i brancher med lav eller ujævn omsætning. Da kriterierne for at medregne firmaer som aktive er ændret over tid, kan dette påvirke sammenligneligheden. Se ”Sammenlignelighed over tid” for nærmere beskrivelse.

Kvalitetsstyring

Danmarks Statistik følger anbefalinger vedrørende organisering og styring af kvalitet, der er givet i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF). Læs mere om disse på Adfærdskodeks for europæiske statistikker. Der er etableret en arbejdsgruppe for kvalitet og en central kvalitetssikringsfunktion, der løbende gennemfører tjek af produkter og processer.

Kvalitetssikring

Danmarks Statistik følger principperne i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og bruger den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF) ved implementeringen af disse principper. Dette indebærer løbende decentrale og centrale tjek af produkter og processer på baggrund af dokumentation, der følger internationale standarder. Den centrale kvalitetssikringsfunktion rapporterer til arbejdsgruppen for Kvalitet. Rapporteringen indeholder blandt andet forslag til forbedringer, som vurderes, besluttes og implementeres.

Kvalitetsvurdering

Statistikken giver et pålideligt billede af det danske erhvervslivs økonomiske situation, da den bygger på en bred stikprøve, administrative data og detaljerede regnskaber.

Nogle af oplysningerne i regnskabsstatistikken er mere detaljerede end de poster, der kræves ifølge Årsregnskabsloven. Det gælder fx oplysninger om omkostninger til leje af arbejdskraft. Det kan betyde, at firmaerne kan have svært ved give disse oplysninger, og det er derfor sandsynligt, at data vedrørende disse oplysninger er undervurderet. Udgifterne vil i stedet blive placeret på andre poster fx eksterne omkostninger eller vareforbrug, der dermed vil blive overvurderet.

Investeringsoplysninger fremgår heller ikke direkte af poster på regnskaber, der følger Årsregnskabsloven, men de kan som regel udledes af en tabel i noterne til regnskabet. Man må derfor også påregne en vis sandsynlighed for, at investeringerne er undervurderet blandt de firmaer, som udfylder og indsender spørgeskemaer til Danmarks Statistik. Først fra og med 2005 fås der fra SKAT oplysninger om investerings til- og afgang, så pålideligheden af investeringerne må antages at blive bedre fra dette år.

Regnskabsstatistikken er mere usikker på arbejdsstedsniveau end på firmaniveau, idet fordelingsmetoden hviler på antagelser. På trods af usikkerheden vurderes det dog, at oplysningerne er pålidelige på hovedbranche- og landsdelsniveau.

Revisionspolitik

Danmarks Statistik foretager revisioner i offentliggjorte tal i overensstemmelse med Danmarks Statistiks revisionspolitik. De fælles procedurer og principper i revisionspolitikken er for nogle statistikker suppleret med en specifik revisionspraksis.

Praksis for revisioner

Ved større metodeomlægninger eller konstatering af fejl, revideres tallene.