Gå til sidens indhold

Indhold

Kontaktinfo

Forskning, Teknologi og Kultur
Christian Max Gustaf Törnfelt
21 63 60 20

CHT@dst.dk

Hent som PDF

Scenekunst

Statistikken er en årlig sæsonvis opgørelse af aktiviteter, produktioner, opførelser, tilskuere samt primære publikum, ved de statsstøttede og ikke-statsstøttede professionelle teatre. Statikken opdeles efter teaterkategori, aktivitet, scene, genre og publikumsgruppe. Statistikken er i forbindelse med sæson 2020/2021 blevet udvidet med nye teaterkategorier, genrer samt tilskuer- og publikumsgrupper, hvilket har medført et databrud mht. tidserierne i Statistikbanken. Der er blevet udarbejdet to statistikbanktabeller, SCENE08A og SCENE10A, hvor kategorierne er konsistente over tid går tilbage til 2015/2016.

Indholdsbeskrivelse

Statistikken dækker antallet af produktioner, opførelser og tilskuere samt udviklingen heraf på både statsstøttede og ikke-statsstøttede professionelle teatre. Populationen omfatter producenter af teaterforestillinger samt producenter/arrangører, der opfører udenlandske gæstespil på egne scener. Producenterne kan være fysiske teatre eller enkeltpersoner/virksomheder, der opsætter forestillinger på et teater. Det er producentens ansvar at indberette data til statistikken.

En sæson løber fra 1. juli i ét år og slutter 30. juni året efter, hvilket betyder, at den ikke følger kalenderåret.

Teatre og andre scenekunstproducenter kan være enten statsstøttede eller ikke-statsstøttede. Populationen af statsstøttede teatre omfatter dem, der modtager støtte efter teaterloven, er godkendt til refusion af kommunale udgifter til børneteater og opsøgende teater, eller er godkendt under ordningen for nedsatte billetpriser. Danmarks Statistik modtager årligt oplysninger om, hvilke teatre og scenekunstproducenter der har søgt og modtaget støtte til produktioner via Lov om Scenekunst §18, fra Slots- og Kulturstyrelsen. Disse oplysninger danner grundlaget for populationen af statsstøttede teatre. Fra sæsonen 2017/2018 og frem har Scenit leveret data til Danmarks Statistik. Scenit er en organisation, der arbejder for at styrke salg, formidling og dokumentation af scenekunst i samarbejde med teaterverdenens aktører. Scenit administrerer databasen Tereba, hvor teaterproducenter registrerer oplysninger om deres produktioner. Data fra Tereba er blevet en del af grundlaget for populationsdannelsen. Da alle professionelle teatre kan bruge Tereba, har Danmarks Statistik ud over listen af statsstøttede teatre også tilføjet aktive teatre fra Tereba’s data. Oplysningerne om teatrenes produktioner, såsom opførelser og antallet solgte billetter bruges derudover til fejlsøgning til at reducere indberetningsbyrden ved at præudfylde disse oplysninger på de pågældende teatres/scenekunstproducenters indberetningsblanketter.

Populationen af ikke-statsstøttede teatre omfatter de teatre, der ikke modtager støtte efter teaterloven. Derudover inkluderer undersøgelsespopulationen andre ikke-statsstøttede professionelle teatre, som Danmarks Statistik kender til via andre kilder. Populationen har udviklet sig gradvist over tid. Fra sæsonen 1980/1981 til og med sæsonen 2002/2003 omfattede statistikken kun statsstøttede teatre. Fra og med sæsonen 2003/2004 blev den udvidet til også at omfatte ikke-statsstøttede teatre. Fra sæsonen 2004/2005 blev opgørelsen yderligere udvidet til at inkludere udenlandske gæstespil. Udenlandske gæstespil refererer til produktioner, der er produceret og har været igennem prøver i udlandet, og som derefter opføres i Danmark. Det betyder, at forestillinger produceret af udenlandske producenter, som opretter en virksomhed i Danmark for at stå for produktionen, ikke regnes som udenlandske gæstespil, men som danskproducerede forestillinger.

I sæsonen 2015/2016 er der et databrud, som skyldes en ændring i populationsafgrænsningen. Afgrænsningen af de statsstøttede teatre omfatter fra denne sæson også teatre, der er godkendt under ordningen om refusion af kommunernes udgifter til børneteater og opsøgende teater samt teatre, der er godkendt under ordningen for nedsatte billetpriser. Den ikke-statsstøttede population omfatter i denne sæson teatre, der ikke opfylder Statens Kunstfonds kriterier for professionelle teatre, men som drives professionelt og beskæftiger professionelle scenekunstnere. Populationen i 2015/2016 svarer til populationen af ikke-statsstøttede teatre i sæsonen 2014/2015, med undtagelse af de teatre, der var godkendt under ordningerne om refusion og formidling.

Fra og med sæsonen 2017/2018 har Danmarks Statistik og Scenit samarbejdet om afgrænsning af statistikkens population. Scenit administrerer databasen Tereba, hvor teaterproducenter og arrangører registrerer oplysninger om deres forestillinger. Populationen fra 2017/2018 og frem dannes, ud over listerne fra Slots- og Kulturstyrelsen, på baggrund af data fra Tereba. Gennem data fra Tereba har Danmarks Statistik også fået kendskab til mindre ikke-statsstøttede teatre, der har haft aktivitet i den pågældende sæson. Populationen fra sæsonen 2017/2018 og frem er blevet mindre i forhold til sæsonen 2016/2017. Teaterproducenter, der ikke modtager støtte i den aktuelle sæson og ikke har indberettet i tidligere sæsoner, er blevet fjernet. På trods af at populationen fra 2017/2018 er blevet indskrænket, forventes det, at aktiviteten på de danske teatre vil blive indfanget i højere grad med Tereba som datakilde. I sæsonen 2017/2018 ses for eksempel en stigning i aktiviteten på danske teatre sammenlignet med sæsonen før. En forklaring på dette er, at Danmarks Statistik har lettet indberetningsbyrden ved at præudfylde de elektroniske skemaer med produktionstitler, genre mv., baseret på de oplysninger, som teaterproducenterne indtaster i Terebas database.

I sæsonen 2020/2021 er der et databrud, da statistikken er blevet udvidet med nye teaterkategorier, genrer samt tilskuer- og publikumsgrupper. For at bevare en længere tidsserie er der blevet oprettet to statistikbanktabeller, SCENE08A og SCENE10A, der går tilbage til sæson 2015/2016, hvor kategorierne er konsistente over tid.

Grupperinger og klassifikationer

Statistikken over scenekunst anvender følgende grupperinger:

Aktivitet, der opgøres på produktioner, opførelser og tilskuere.

Publikumsgruppe viser, fordelingen på Børn (0-15 år), unge (16-24 år) og voksne.

Teatres primære publikum viser hvad teatres produktioner primært vedrører og opgøres på voksenteatre og børneteatre.

Genre, der opgøres på Skuespil, Musical og Operette, Opera, Musikteater og Teaterkoncert, Dans, Ballet, Animation og Dukketeater, Performance, Nycirkus, Show, Revy, Stand-up og Cabaret, samt anden genre.

Scene, der opgøres på teatrenes egne stationære scener og turnéer på andre scener.

Teaterkategori, der opgøres på Statsstøttede teatre herunder: Det Kgl. Teater, Teatre i det Københavnske Teatersamarbejde, Landsdelscener/national turnéteatre mv., Små storbyteatre, Egnsteatre, Teatre støttet af Statens Kunstfond og Refusions- og Formidlingsordningen samt Øvrige Scenekunstproducenter, der typisk ikke er statsstøttede.

Sektordækning

Kultursektoren

Begreber og definitioner

Statsstøttede teatre: Statsstøttede teatre, er teatre der modtager støtte efter bestemmelserne i Teaterloven. Statsstøtten til teatrene reguleres efter Teaterloven.

Teaterloven (LBK 526) omtaler direkte følgende teatre:

Det Kongelige Teater og Kapel der udgør Danmarks nationalscene. Teatret skal uden ensidighed producere et repertoire af høj kunstnerisk kvalitet inden for ballet, opera og skuespil. Landsdelsscenerne i Aarhus, Odense og Aalborg.

Det Københavnske Teatersamarbejde: Det Københavnske Teatersamarbejde er en selvejende institution, der har til formål at støtte driften af et antal teatre i hovedstadsområdet.

Egnsteatre. Ved et egnsteater forstås et professionelt producerende teater, som har hjemsted uden for Københavns, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg Kommuner. Et egnsteater skal have minimum to produktioner årligt, et fast spillested, lokal forankring og være finansieret helt eller delvis af en eller flere kommuner.

Små storbyteatre. Staten yder driftstilskud til små storbyteatre i Københavns, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg Kommuner. De små storbyteatre skal som et supplement til landsdelsscener bidrage til at sikre et alsidigt teaterudbud i de store bykommuner.

Teatre med driftsstøtte fra Statens Kunstråd/teatre mv. med projektstøtte fra Statens Kunstråd. Statens Kunstråd kan yde støtte til: 1. stationær og turnerende samt opsøgende scenekunstvirksomhed udført af mindre teatre, scenekunstgrupper og uafhængige scenekunstnere, inklusive disses samarbejde med andre teatre og aktører på scenekunstområdet, 2. fremme af ny dansk dramatik, 3. anskaffelse af teknisk udstyr mv. og i særlige tilfælde indretning af lokaler til scenekunstformål, 4. fremme af scenekunstens internationale aktiviteter og samarbejde og 5. andre aktiviteter, der kan fremme lovens formål.

Ikke-statsstøttede teatre: Populationen af ikke-statsstøttede teatre omfatter professionelle teatre, der hverken har modtaget støtte efter teaterloven eller støtte igennem den såkaldte refusionsordning.

Udenlandsk gæstespil: Udenlandske gæstespil er produktioner der er indstuderet i udlandet og opført i Danmark. Det indebærer, at produktioner der produceres af udenlandske producenter, som opretter en virksomhed i Danmark til at stå for produktionen, ikke indgår som udenlandske gæstespil, men som danske produktioner.

Enheder

I opgørelsen opereres med enhederne teatre, produktioner og opførelser. Desuden anvendes enheden tilskuere dvs. de personer som overværer en opførsel af en produktion på teatrene. Finansielle beløb angives i 1.000 kr.

Population

Populationen består af teatre og scenekunstproducenter, der har modtaget støtte i henhold til teaterloven, er godkendt under ordningen om refusion af kommuners udgifter til børneteater og opsøgende teater, samt teatre og scenekunstproducenter, der er godkendt under formidlingsordningen for nedsættelse af billetpriser. Derudover omfatter undersøgelsespopulationen andre professionelle teatre og scenekunstproducenter, som Danmarks Statistik har kendskab til via Scenit (Tereba) og andre kilder, herunder viden fra statistikkens historik.

Oplysninger om, hvilke teatre der i en given sæson har modtaget støtte, meddeles årligt til Danmarks Statistik af Slots- og Kulturstyrelsen. Disse oplysninger danner grundlaget for undersøgelsespopulationen af statsstøttede teatre.

Geografisk dækning

Danmark.

Tidsperiode

Statistikken dækker sæsonen 2020/2021-2023/2024 og delvist 2015/2016-2023/2024.

Basisperiode

Ikke relevant for denne statistik.

Måleenhed

Antal tilskuere er summen af antal personer til hver opførelse af en produktion under referenceperioden. Antal opførelser er summen af alle opførelser af produktioner under referenceperioden. Antal produktioner er antal forestillinger. Økonomiske oplysninger angives i 1.000. kr.

Referencetid

Statistikken udarbejdes årligt på sæsonbasis, fra 1. juli til 30. juni.

Hyppighed

Årlig.

Indsamlingshjemmel og EU regulering

Der findes ingen EU regulering på området for scenekunststatistik.

Indberetningsbyrde

Indberetningsbyrden er ikke målt i denne statistik, da deltagelse i undersøgelsen er frivillig.

Det vurderes dog, at detaljeringsniveauet er højt på de enkelte produktioner. Hvis en teaterproducent har mange produktioner, bliver indberetningsbyrden stor. Fra sæsonen 2017/2018 og frem har Danmarks Statistik lettet indberetningsbyrden for teaterproducenterne ved at præudfylde skemaerne med de oplysninger, som teaterproducenterne indtaster i databasen Tereba. Fra sæsonen 2017/2018 og frem bliver elektroniske skemaer præudfyldt med produktionens titel, genre og evt. co-producent.

Kladden til skemaet kan tilgås på Danmarks Statistiks hjemmeside.

Øvrige oplysninger

Øvrige oplysninger kan findes på statistikkens Emneside eller fås ved henvendelse til Danmarks Statistik.