Gå til sidens indhold
Nyt fra Danmarks Statistik

Færre personer på herberg og forsorgshjem i 2025

24. juni 2026

7.000 personer overnattede på et herberg eller forsorgshjem i 2025. Det er et fald på 5 pct. siden 2024. Faldet skal ses i lyset af, at mænd pr. 1. juli 2024 har ret til at få ophold på et krisecenter efter udvidelsen af Servicelovens § 109. Det kan medføre, at færre mænd bliver indskrevet på et herberg og forsorgshjem og i stedet bliver indskrevet på et krisecenter. Fordelingen af varigheden af personernes ophold på et herberg eller forsorgshjem ligner fordelingen i de fire forgangne år, hvor der er flest, der har opholdt sig på et herberg eller forsorgshjem mellem 31 og 364 dage i løbet af et år.

Personer med ophold på herberger og forsorgshjem fordelt på varighed
Kilde: www.statistikbanken.dk/herfor1

Mænd udgjorde tre fjerdedele

Flertallet af personerne, der havde et ophold på et herberg eller forsorgshjem i 2025, var mænd. Mændene udgjorde tre fjerdedele af det samlede antal personer i 2025, hvilket er samme billede som i de fire foregående år. Denne fordeling afspejles i stort set alle aldersgrupper, hvor kvinder udgør omtrent 25 pct. Blandt de 18-24-årige udgjorde kvinderne dog 38 pct., hvorfor denne aldersgruppe havde den største andel af kvinder.

Andel personer med et ophold på et herberg eller forsorgshjem fordelt på alder og køn. 2025
Kilde: www.statistikbanken.dk/herfor1

Størstedelen havde ét ophold i løbet af 2025

Størstedelen af de personer, der havde et ophold på et herberg eller forsorgshjem i 2025, havde et enkelt ophold. Det gælder for alle aldersgrupper, men især blandt personer på 60 år eller derover, hvor 80 pct. havde ét ophold på et herberg eller forsorgshjem i 2025. Den største andel af personer, der havde to ophold eller flere, findes blandt de 30-39 årige, hvor 35 pct. havde to eller flere ophold på et herberg eller forsorgshjem i 2025.

Andel personer med et ophold på et herberg eller forsorgshjem fordelt på antal ophold og alder. 2025
Kilde: www.statistikbanken.dk/herfor2

Herberger og forsorgshjem 2025

24. juni 2026 - Nr. 167

Hent som PDF

Næste udgivelse: 28. oktober 2026

Alle udgivelser i serien: Herberger og forsorgshjem

Kontakt

Kilder og metode

Herberger og forsorgshjem dækker over ophold på herberg og forsorgshjem efter §110 i Serviceloven, målrettet personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.
Herbergerne og forsorgshjemmene mv. har godkendt deres indberetning for 2021. Kun godkendte indberetninger bliver inkluderet i statistikken, og ved manglende eller afviste indberetninger er landstotalen baseret på en opregning. I 2021 har ingen herberger eller forsorgshjem afvist data.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation