Gå til sidens indhold

Unge arbejder oftere sort

Arbejdskraftundersøgelsen (tema) 2. kvt. 2018 sort arbejde

Ændret 04. oktober 2018 kl. 15:00

Det har efter offentliggørelsen af denne artikel vist sig nødvendigt at præcisere definitionen af sort arbejde Det er gjort nedenfor.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

3 pct. af befolkningen i alderen 15-64 år angav i andet kvartal 2018 at have arbejdet sort inden for det seneste år. Det svarer til 124.000 danskere. Definitionen af sort arbejde er her snæver, idet den er afgrænset til at være udført arbejde, som svarpersonen selv anser for at være sort arbejde. Andre undersøgelser anvender en bredere definition af sort arbejde, se under Særlige forhold ved denne offentliggørelse. Der var stor variation imellem aldersgrupperne. Blandt de 15-29-årige svarede 6 pct., at de havde arbejdet sort. Det er et fald på 2 procentpoint fra året forinden. For aldersgrupperne 30-54 år og 55-64 år var andelen, der angav at have udført sort arbejde, hhv. 3 pct. og 2 pct. i både 2017 og 2018. Det viser den kvartalsvise arbejdskraftundersøgelse (AKU).

Andelen, der angav at have arbejdet sort det seneste år, fordelt på aldersgrupper. <br />2. kvt. 2017 og 2. kvt. 2018

Næsten 5 mio. sorte arbejdstimer

Personer, der angav at arbejde sort i AKU, præsterede til sammen 4,9 mio. arbejdstimer inden for det seneste år i andet kvartal 2018. I gennemsnit svarer det til 43 timers sort arbejde. I andet kvartal 2017 havde de, der har udført sort arbejde, i gennemsnit arbejdet 45 timer sort. Kvinderne havde i 2017 i gennemsnit arbejdet 30 timer sort, mens tallet i 2018 var steget til 45 timer. For mændene var der i 2017 i gennemsnit blevet arbejdet 55 timer sort, mens timetallet i 2018 var faldet til 42 timers sort arbejde.

Halvdelen af de sorte timer lægges i den private husholdning

Knap halvdelen af de præsterede sorte timer blev lagt inden for privat husholdning - eksempelvis i form af rengøring eller babysitning. Der var 41.000 personer, der angav at have udført sort arbejde inden for privat husholdning. Gennemsnitligt udførte de 60 timers sort arbejde i løbet af det seneste år. Inden for bygge og anlæg var der 39.000 personer, der havde udført sort arbejde. Her var den gennemsnitlige arbejdstid 50 timer. Arbejdsområdet bygge og anlæg stod for 35 pct. af det samlede antal præsterede sorte timer.

Sort arbejde fordelt på arbejdsområde, antal personer, præsterede timer og gennemsnitlig arbejdstid.
2. kvt. 2018

 

Sort arbejde

Gennemsnitlig
arbejdstid

 

antal personer

præsterede timer

timer pr. person

I alt

124000

4921000

43

Privat husholdning

41000

2365000

60

Bygge og anlæg

39000

1727000

50

Madlavning, servicering og underholdning

16000

312000

21

Undervisning, sundhed mv.

5000

70000

15

Autoreparation mv.

5000

138000

30

Fotografi, web og it mv.

5000

100000

21

Øvrige/Uoplyst

13000

210000

19

100.000 beskæftigede og 24.000 ubeskæftigede udfører sort arbejde

I andet kvartal 2018 tilkendegav 4 pct. af de beskæftigede i alderen 15-64 år at have udført sort arbejde inden for det seneste år. Det svarer til 100.000 personer. Blandt personer, der var ubeskæftigede på interviewtidspunktet angav 3 pct. at have arbejdet sort inden for det seneste år. Det svarer til 24.000 personer. Siden andet kvartal 2017 har der været et fald i antallet, der udfører sort arbejde inden for begge grupper.

Særlige forhold ved denne offentliggørelse

Der er siden 2010 blevet spurgt ind til sort arbejde i Arbejdskraftundersøgelsen én gang årligt til brug for Nationalregnskabet.

Sort arbejde er afgrænset til at være udført arbejde, som svarpersonen selv anser for at være sort arbejde i den forstand, at det er arbejde, der ikke oplyses til skattevæsnet. Andre undersøgelser som fx Rockwoolfondens 'Danskernes liv med skatter, sort arbejde og gør det selv - arbejde' fra 2017 anvender en bredere definition af sort arbejde, som bl.a. inkluderer såkaldte 'vennetjenester'.

Personer, der har udført sort arbejde, bliver spurgt inden for hvilket arbejdsområde, de har udført det sorte arbejde. Her er svarmulighederne 'Privat husholdning', 'Bygge og anlæg' og 'andet'. 'Andet'-kategorien er blevet omkodet til ovenstående arbejdsområder.

Nyt fra Danmarks Statistik

19. september 2018 - Nr. 351

Hent som PDF
Næste udgivelse: 12. december 2018

Kontakt

Kilder og metode

Arbejdskraftundersøgelsen er Danmarks største løbende interviewundersøgelse. Undersøgelsen er det danske bidrag til den europæiske Labour Force Survey, som baseres på ensartede principper i alle europæiske lande. Der er siden 2010 blevet spurgt ind til sort arbejde i Arbejdskraftundersøgelsen én gang årligt. Metoden til at afgrænse sort arbejde er i overensstemmelse med Nationalregnskabets metode.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation