Gå til sidens indhold

Dansk idræt modtog rekord mange medaljer i 2024

Idræt 2024

Der blev vundet 165 internationale medaljer af de danske atleter under specialforbundene i 2024, hvilket er det højeste antal i den periode, statistikken dækker. Ud over medaljer vundet ved verdensmesterskaber (VM) og europamesterskaber (EM) inden for forskellige sportsgrene og discipliner indeholdt medaljehøsten også podiepladser ved de Olympiske Lege (OL) og de Paralympiske Lege (PL) i Paris, hvilket var en medvirkende årsag til de mange medaljer.

Danske vindere af internationale sportsmedaljer fordelt på medaljetypeKilde: www.statistikbanken.dk/medalje1

Mange forskellige sportsgrene blandt medaljevinderne

Af de i alt 165 internationale medaljer var 60 guld, 45 sølv og 60 bronze. Ved verdensmesterskaberne vandt de danske atleter i alt 49 medaljer, heraf 19 guld. Guldmedaljerne var bl.a. inden for banecykling, kajak og sejlsport. Ved europamesterskaberne blev det til i alt 97 danske medaljer, heraf 37 guld, hvor discipliner inden for gymnastik og styrkeløft var blandt guldmedaljevinderne. Det danske OL-hold vandt i alt ni medaljer ved OL i Paris, hvoraf to var guld i hhv. herrehåndbold og badminton, mens to var sølv i discipliner inden for sejlsport og dressur. De fem OL-bronzemedaljer blev vundet i hhv. kajak, damehåndbold, brydning, banecykling og taekwondo. Ved de Paralympiske Lege blev det til i alt ti medaljer for de danske atleter (to guld, tre sølv og fem bronze). Guldmedaljerne blev vundet i discipliner inden for cykling og svømning, mens sølv- og bronzemedaljerne faldt i discipliner inden for bl.a. atletik og bordtennis.

Foreningsidrætten har større tilslutning end nogensinde før

De seneste års medlemsfremgang inden for foreningsidrætten fortsatte i 2024, hvor landets idrætsforeninger registrerede 2.792.000 unikke medlemmer på tværs af DIF, DGI og Firmaidrætten. Det var en stigning på 58.000 medlemmer, svarende til 2,1 pct. sammenlignet med 2023. Den samlede medlemsfremgang i foreningsidrætten skal ses i lyset af rekordhøje medlemstal hos både DIF og DGI for andet år i træk. DGI registrerede 1.941.000 medlemmer i 2024, hvilket var 73.000 flere medlemmer end i 2023, svarende til en stigning på 3,9 pct. DIF oplevede ligeledes, med et registreret medlemstal på 2.124.000 i 2024, en stigning på 2,3 pct., mens Firmaidrætten forblev på samme niveau med 333.000 medlemmer.

Foreningsidrættens medlemskaber efter organisation

 

2023

2024

Ændring

 

tusinde medlemmer

pct.

Total - Foreningsidrætten (unikke medlemsskaber)

2734

2792

2,1

DIF - Danmarks Idrætsforbund

2076

2124

2,3

DGI

1868

1941

3,9

Dansk Firmaidrætsforbund

333

333

0,1

Anm.: Totalen er angivet som unikke medlemsskaber i en idrætsforening på tværs af de tre organisationer. En idrætsforening og dens medlemmer, som er tilknyttet mere end en organisation, tæller ikke dobbelt under totalen. En person, der er medlem i to forskellige foreninger, vil tælle dobbelt under totalen.
Kilde: www.statistikbanken.dk/idrfor01

Fitness overgår svømning målt på medlemmer

De ti største idrætsaktiviteter, målt på medlemmer, dækkede tilsammen næsten 70 pct. af de i alt 2.792.000 unikke medlemmer inden for foreningsidrætten i 2024. Fodbold var den mest populære idrætsaktivitet med 405.000 medlemmer og dækkede 15 pct. af det samlede medlemstal, mens gymnastik, med 318.000 registrerede medlemmer, på andenpladsen stod for 11 pct. af foreningsidrætten. Fire ud af fem medlemmer i fodboldforeningerne var mænd, mens tre ud af fire medlemmer, der gik til gymnastik, var kvinder. Med 266.000 medlemmer dækkede fitness 10 pct. af foreningsidrættens unikke medlemmer og placerede sig for første gang på tredjepladsen. Fitness overgik dermed svømning, som havde 263.000 registrerede medlemmer. Golf var med 173.000 medlemmer den femte største aktivitet i 2024, hvor ca. halvdelen af medlemmerne var seniorer på 60 år og derover. Håndbold har de senere år haft en fremgang i antallet af medlemmer og rundede 118.000 medlemmer modsat badminton, der oplevede et fald til 115.000. Motion på arbejdspladsen er en tværidrætslig aktivitet, repræsenteret gennem Firmaidrætten, som med 114.000 medlemmer havde den ottende største medlemstilslutning. Endeligt var tennis- og rideklubberne, med hhv. 84.000 og 62.000 medlemmer, også repræsenteret blandt de ti mest populære idrætsaktiviteter i 2024.

Foreningsidrættens ti mest populære aktiviteter målt på medlemmerKilde: www.statistikbanken.dk/idrakt01

Flere kvinder og seniorer melder sig ind i idrætsforeningerne

For andet år i træk toppede motion på arbejdspladsen og fitness listen over de idrætsaktiviteter, der har haft størst fremgang i antallet af medlemmer. Motion på arbejdspladsen gik fra 89.300 medlemmer i 2023 til 113.600 medlemmer i 2024, svarende til en vækst på 27 pct. To ud af tre af de nye medlemmer inden for motion på arbejdspladsen var kvinder. Stigningen kan tilskrives nye store virksomheder, som er blevet indlemmet i Firmaidrætten, men også en ændret praksis for indberetning af forskellige aktiviteter for nogle foreninger. På trods af at motion på arbejdspladsen steg, forblev niveauet af medlemmer hos Firmaidrætten stabilt, hvilket kan tilskrives fald i andre tværidrætslige aktiviteter. Fremgangen inden for foreningsidrætten kan især tilskrives aldersgruppen 60 år og derover, der stod for 16 pct. af de nye medlemmer for motion på arbejdspladsen og 39 pct. af de nye medlemmer inden for fitness. På sjettepladsen over aktiviteter med størst fremgang var idræt for seniorer, med en stigning på 3.700 medlemmer, svarende til 10 pct.

Foreningsidrættens ti største aktiviteter målt på medlemsfremgang

 

2023

2024

Medlemsfremgang

 

Antal

Pct.

Motion på arbejdspladsen

89290

113630

24340

27,3

Fitness

247730

265910

18180

7,3

Gymnastik

307900

318080

10180

3,3

Fodbold

396160

405490

9330

2,4

Håndbold

109730

117760

8030

7,3

Idræt for seniorer

35670

39330

3660

10,3

Styrkeløft

5100

8010

2910

57,1

Padel

32380

35050

2670

8,2

Svømning

261110

263470

2360

0,9

Skydning

60150

62130

1980

3,3

Kilde: www.statistikbanken.dk/idrakt01

Flere idrætsudøvende blandt voksne

Resultaterne fra Idrættens Analyseinstituts undersøgelse om danskernes motions- og sportsvaner, der udgives hvert fjerde år, viser, at voksne i højere grad svarer 'ja' til, at de normalt dyrker sport eller motion. I 2024 dyrkede 63 pct. af de adspurgte motion, hvilket var et niveau, der gjaldt både mænd og kvinder. Til sammenligning var andelen 57 pct. i 2020 under COVID-19, mens den i 2016 lå på 61 pct. Aldersgruppen 70 årige og derover var med 66 pct. den aldersgruppe, der havde flest aktive idrætsudøvere i 2024, mens de 16-19-årige, med 65 pct., udgjorde den næststørste gruppe. Som i tidligere undersøgelser, var det aldersgruppen 30-39 årige, der havde den laveste andel med 60 pct. i 2024. På tværs af alle aldersgrupper var andelen af aktive idrætsudøvere højere i 2024 sammenlignet med de to tidligere undersøgelser fra hhv. 2020 og 2016 med undtagelse af de 60-69-årige, der toppede med 66 pct. idrætsudøvende i 2016-undersøgelsen.

Udviklingen i andelen af idrætsudøvende voksne efter aldersgrupperKilde: www.statistikbanken.dk/idrvan02

Over 85 pct. af børn og unge dyrker regelmæssigt sport og motion

Idrættens Analyseinstituts undersøgelse af børn og unges motions- og sportssvaner viste, at 86 pct. af de adspurgte dyrkede sport eller motion i 2024. Blandt drengene dyrkede 88 pct. regelmæssigt idræt, mens andelen af pigerne udgjorde 84 pct. Undersøgelsen viser desuden, at andelen af idrætsudøvende børn i 2024 falder med alderen. For den yngste aldersgruppe på 7-9 år var 90 pct. idrætsudøvende, mens andelen for den ældste aldersgruppe 13-15-årige udgjorde 81 pct. Generelt var graden af idrætsudøvende børn og unge, på tværs af alle aldersgrupper og køn, højere end i de foregående to undersøgelser fra 2016 og 2020.

Udviklingen i andelen af idrætsudøvende børn efter køn og aldersgrupperKilde: www.statistikbanken.dk/idrvan10

Nyt fra Danmarks Statistik

3. juni 2025 - Nr. 156

Hent som PDF
Næste udgivelse: 2. juni 2026

Kontakt

Kilder og metode

Idrætsstatistikken er baseret på mange forskellige kilder. Medalje-opgørelsen er baseret på Danmarks Idrætsforbunds årlige offentliggørelse af antallet af danske medaljer ved officielle internationale mesterskaber svarende til verdensmesterskaber, europamesterskaber, Olympiske Lege, Paralympiske Lege og European Games. De danske medaljer bliver årligt indrapporteret af specialforbundene. Foreningsidrættens medlemstal er baseret på det Centrale Foreningsregister, som drives af DIF, DGI og Dansk Firmaidrætsforbund. Resultater vedrørende befolkningens motions- og sportsvaner modtages i form af særtræk fra Idrættens Analyseinstitut.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation