Hvert femte udenlandsk ejede firma er fra Sverige
Udenlandsk ejede firmaer 2023
Der var 13.800 udenlandsk ejede firmaer i Danmark i 2023, og de udgjorde 3 pct. af det samlede antal firmaer i den markedsrettede sektor i Danmark. Blandt alle udenlandsk ejede firmaer var 20 pct. kontrolleret fra Sverige, svarende til 2.700 firmaer. Fra Norge og Tyskland var der hhv. 1.400 og 1.350 udenlandsk ejede firmaer i Danmark, svarende til 10 pct. hver af det samlede antal udenlandsk ejede firmaer. USA og Storbritannien kontrollerede hver især mere end 1.000 firmaer i Danmark i 2023.
Størst andel ansat i svenske firmaer
Ansatte i svensk ejede firmaer udgjorde med 21 pct. den største andel af de ansatte i udenlandsk ejede firmaer i Danmark. Dernæst fulgte ansatte i tysk ejede firmaer med en andel på 13 pct. og ansatte i britisk og amerikansk ejede firmaer, begge med 10 pct. Norsk ejede firmaer, som der var næst flest af, havde blot femte flest ansatte med 6,7 pct. 60 pct. af alle ansatte i firmaer ejet fra udlandet, arbejdede i et firma kontrolleret af et andet EU-land.
Størst andel medarbejdere inden for information og kommunikation
Andelen af medarbejdere, der var ansat i udenlandsk ejede firmaer i Danmark, var med 37 pct. størst inden for branchegruppen information og kommunikation. Derefter fulgte industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed med 31 pct. Bygge og anlæg var med 10 pct. branchegruppen med den laveste andel medarbejdere ansat i firmaer i Danmark, som er udenlandsk ejede. På tværs af alle branchegrupper var 23 pct. af lønmodtagerne i den markedsrettede sektor i Danmark ansat i et udenlandsk ejet firma.
Andelen af beskæftigede i 2022 højere end EU gennemsnittet
I Danmark var andelen af beskæftigede i udenlandsk ejede firmaer i den private sektor i 2022 højere end EU-gennemsnittet. I Danmark var andelen 20 pct., mens andelen af beskæftigede i udenlandsk ejede firmaer i hele EU var 15 pct. Andelen af beskæftigede i udenlandsk ejede firmaer var i EU størst i Luxembourg, med 44 pct., mens Grækenland havde den laveste andel på 7 pct. De fire mest folkerige EU-lande, Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien, havde alle en lavere andel af beskæftigede i udenlandsk ejede firmaer end EU-gennemsnittet.
Stor del af erhvervslivets omsætning i udenlandsk ejede firmaer
Omsætningen i de udenlandsk ejede firmaer var i 2023 på 1.393 mia. kr., svarende til 25 pct. af den samlede omsætning i den markedsrettede sektor i Danmark (ekskl. finansielle firmaer). Med blot 23 pct. af fuldtidsansatte i udenlandsk ejede firmaer, var omsætningen pr. fuldtidsansat gennemsnitligt højere i udenlandsk ejede firmaer, end i dansk ejede firmaer, som samlet stod for 77 pct. af fuldtidsansatte, men kun 75 pct. af omsætningen. Udenlandsk ejede firmaer i 2023 var med 27 fuldtidsansatte pr. firma også markant større end dansk ejede firmaer, hvor der gennemsnitligt var 3 fuldtidsansatte pr. firma.
Firmaer, fuldtidsansatte og omsætning i den markedsrettede sektor. Fordelt på dansk og udenlandsk ejerskab, 2021-2023
|
I alt |
Dansk ejerskab |
Udenlandsk ejerskab |
||||||
|
2021 |
2022 |
2023 |
2021 |
2022 |
2023 |
2021 |
2022 |
2023 |
|
mia. kr. |
||||||||
Omsætning1 |
5136 |
6404 |
5674 |
3841 |
4983 |
4281 |
1295 |
1420 |
1393 |
|
tusinde |
||||||||
Fuldtidsansatte |
1541 |
1615 |
1636 |
1214 |
1266 |
1262 |
327 |
349 |
374 |
|
antal |
||||||||
Firmaer |
404461 |
407653 |
410163 |
392918 |
395088 |
396322 |
11543 |
12565 |
13841 |
Fuldtidsansatte |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
pr. firma |
4 |
4 |
4 |
3 |
3 |
3 |
28 |
28 |
27 |
|
pct. |
||||||||
Omsætning1 |
100,0 |
100,0 |
100,0 |
74,8 |
77,8 |
75,4 |
25,2 |
22,2 |
24,6 |
Fuldtidsansatte |
100,0 |
100,0 |
100,0 |
78,8 |
78,4 |
77,1 |
21,2 |
21,6 |
22,9 |
Antal firmaer |
100,0 |
100,0 |
100,0 |
97,1 |
96,9 |
96,6 |
2,9 |
3,1 |
3,4 |
1Omsætningen omfatter ikke pengeinstitutter og finansieringsvirksomhed, foreninger mv. |
Nyt fra Danmarks Statistik
9. september 2025 - Nr. 259
Hent som PDF
Næste udgivelse: 2. september 2026
Kontakt
- Asbjørn Hviid Mikkelsen, tlf. 29 42 68 36
Kilder og metode
På basis af oplysninger fra Nationalbanken, private datakilder og firmaernes officielle regnskaber dannes populationen af udenlandsk ejede firmaer. Oplysninger om firmaernes branche og størrelse er hentet fra den generelle firmastatistik. De udenlandsk ejede firmaer omfatter dem, det har været muligt at finde vha. ovennævnte kilder og det vurderes til at udgøre langt hovedparten. I forbindelse med offentliggørelse af nye tal kan der forekomme revisioner i tidligere offentliggjorte tal.
I statistikken er fastlæggelsen af et firmas ejerskab knyttet til den ultimative ejer, der har kontrol over firmaet, dvs. har mulighed for at fastlægge et firmas generelle strategi ved om nødvendigt at vælge en bestyrelse. Som hovedregel fortolkes den kontrollerende enhed som den ultimative ejer, der direkte eller indirekte besidder mere end 50 pct. af egenkapitalen eller aktionærenes stemmerettigheder. Ultimativ ejer skal forstås i relation til den direkte ejer, idet et firma umiddelbart kan være ejet (direkte) fra et land, selvom det i sidste ende (ultimativt) er ejet fra et andet land. Fx vil et firma i Danmark, der i første omgang er ejet fra fx Luxembourg, men som i sidste ende er ejet med kontrol fra Sverige, indgå i statistikken som et svensk firma. Tilsvarende vil et firma ejet direkte fra Luxembourg indgå som et dansk firma, hvis den ultimative ejer med kontrol er placeret i Danmark.