Sammenlignelighed
Kontaktinfo
Arbejde og Indkomst, PersonstatistikJarl Quitzau
23 42 35 03
Hent som PDF
Statistikken er udarbejdet siden 2014 og er sammenlignelig over tid. Dog findes der kun data om gæld til det offentlige under inddrivelse og unoterede aktier fra 2020. Derfor er der også lavet to serier over nettoformuerne og andre sumvariable, således at der ikke er databrud i tidsserierne. Statistikken udarbejdes efter fælleseuropæiske guidelines, men er internationalt unik, idet det er den eneste næsten fuldt dækkende registerbaserede formuestatistik. Man skal være forsigtig med anvendelsen af statistikken til internationale sammenligninger - særligt er Danmark en af de eneste lande som dækker værdien af unoterede aktier i den personbaserede formuestatistik.
International sammenlignelighed
Så vidt vides, findes der ingen individbaseret formue- og gældsstatistik, der i dækning mv. kan sammenlignes med den danske. Derfor bør man være meget forsigtig med direkte internationale sammenligninger.
Sammenlignelighed over tid
Statistikken er udarbejdet siden 2014 og er sammenlignelig over tid. Dog findes der kun data om gæld til det offentlige under inddrivelse og unoterede aktier fra 2020. Derfor er der også lavet to serier over nettoformuerne og andre sumvariable, således at der ikke er databrud i tidsserierne. I 2023 er statistikken overgået til, at benytte et midlertidigt datagrundlag baseret på skattestyrelsens nye vurderingssystem. Det resulterer i, at der flyttes lidt værdier fra "A.1 primær boliger" til "A.4 Andre boliger". Læs mere i notatet Effekt af overgang til midlertidigt datagrundlag om ejendomme fra 2023. I indkomstregistret eksisterer der formuedata der går tilbage til 1980. Disse data er dog ikke komplette, idet de blandt andet mangler data om værdien af biler, unoterede aktier og pensionsformuer. Der er også et stort databrud på boligværdierne i 2014, da vi herfra overgik fra de offentlige vurderinger til at beregne markedsværdier.
Sammenhæng med anden statistik
Statistikken deler en række datakilder om værdien af biler, boliger, tjenestemandspensioner og unoterede aktier med nationalregnskabet. Dermed er der også i nogen grad overlap mellem den personfordelte formuestatistik og fx nationalregnskabets finansielle konti. Nationalregnskabet også tal for områder, hvor individdata ikke er tilgængelige. Det gælder fx kontantbeholdninger mv. De finansielle formuekomponenter, som også indgår i Indkomststatistikken, stemmer også rigtig godt overens med formuestatistikken. De små forskelle, som opstår, skyldes oftest forskellige udtrækstidspunkter fra SKATs systemer samt at Indkomststatistikken kun indeholder personer der er blevet skattelignet. I formueregistret anvendes Skats bagvedliggende registre, som dækker en lidt bredere population - som giver bedre dækning særligt af unge under 14 år og personer i udlandet med formuer i danske banker mv.
Intern konsistens
Ikke relevant for denne statistik.