Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Privatøkonomi og velfærd, Personstatistik.
Birgitte Lundstrøm
39 17 34 01

bls@dst.dk

Hent som PDF

Personale i omsorg og pleje (Afsluttet)

Statistikken er baseret på februar måneds indberetning til den kommunale lønstatistik. Ud fra kommunernes og regionernes kontoplan udvælges de institutioner og personale, som ligger på de hovedkonti, som indgår i statistikken. De ansattes faktiske arbejdstimer omregnes til fuldtidsansatte. Antal fuldtidsansatte summeres og fordeles på kommuner, regioner, hovedkonti og udvalgte arbejdsfunktioner. Der foretages et vist check af, om institutionerne er placeret på de korrekte hovedkonti og af, om de ansatte har fået tildelt en korrekt arbejdsfunktionskode.

Kilder

Statistikken er baseret på februars måneds indberetning til den kommunale lønstatistik. Data indsamles af Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL) og videresendes til Danmarks Statistik.

Indsamlingshyppighed

Data indsamles månedligt og statistikken udarbejdes på baggrund af data for hele februar måned.

Indsamlingsmetode

Alle data er indsamlet via de lønoplysninger, som kommuner og regioner selv indtaster om deres medarbejdere i deres lønsystemer. Løndata er suppleret med enkelte variable, som indsamles til statistiks brug. Data indsamles af Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL), som sender oplysningerne videre til Danmarks Statistik.

Datavalidering

Kommunerne og regionerne placerer institutioner og medarbejder på hovedkonti i kommunernes og regionernes kontoplan. Kontoplanen anvendes ikke altid ensartet i kommunerne. Kommunernes og regionernes løndatakontor (KRL) har valideret kontonumrene på detaljeret niveau, og det er deres validerede kontonumre, som anvendes i statistikken. Nogle institutioner indgår ikke i KRL's egne statistikker, og kontonumrene er derfor ikke altid valideret af KRL. Kommunernes eget indberettede kontonumre vil i disse tilfælde blive anvendt. Danmarks Statistik foretager i visse tilfælde en validering af institutioners placering i kontoplanen. Der foretages derudover et vist check af, om det er de relevante institutioner, som indgår i statistikken og om der ligger relevante institutioner på andre kontonumre, som bør indgå i statistikken. Det forsøges at placere institutioner og personale, som tages med fra andre kontonumre på de kontonumre, som indgår i statistikken. Dette er ofte vanskeligt, men sker efter bedste vurdering.

Endvidere foretages et overordnet check af, om de ansatte har fået tildelt en korrekt arbejdsfunktionskode.

Derudover fejlsøges i forbindelse med store udsving i antal fuldtidsansatte fra år til år på kommuneniveau, hovedkonti og arbejdsfunktioner. Hvis der er meget store udsving i tidsserien undersøges tidsserien nærmere. Det undersøges bl.a. om institutioner er flyttet til andre kontonumre og om kommunerne har foretaget ændringer i de ansattes arbejdsfunktionskoder. Den korrekte placering på kontonumre og arbejdsfunktionskoder kan være vanskeligt at vurdere og kommunernes ændringer bliver i langt de fleste tilfælde accepteret. Kommunernes ændrede brug af kontoplanen og ændringer i arbejdsfunktionskoderne giver udsving og til tider store udsving i tidsserierne.

Databehandling

Fra løndatasættet for februar måned frasorteres observationer, som ikke vurderes til at være den egentlige lønudbetaling, så det er de egentlige ansættelsesforhold, som er tilbage. De observationer, der sorteres fra, er bl.a. observationer uden betalte timer og uden bruttoindkomst. Ud fra kommunernes og regionernes kontoplan udvælges de institutioner, som ligger på de hovedkonti, som indgår i statistikken. De ansattes faktiske arbejdstimer omregnes til fuldtidsansatte. Hvis en ansats arbejdstimer summer til mere end én fuldtidsansat nedskrives antal fuldtidsansat til en. Antal fuldtidsansatte summeres og fordeles på kommuner, regioner, hovedkonti og udvalgte arbejdsfunktioner (DISCO-koder). Institutionerne placeres som udgangspunkt på myndighedskommunen, men i enkelte tilfælde, hvor dette ikke er muligt placeres institutionerne ud fra arbejdsstedets geografiske placering ud fra kommunekoden.

Korrektion

Der foretages ikke korrektioner, ud over hvad der allerede er beskrevet under Datavalidering og Databehandling.