Gå til sidens indhold

Præcision og pålidelighed

Kontaktinfo

Fødevareerhverv, Erhvervsstatistik
Simone Thun
51 36 92 51

SIT@dst.dk

Hent som PDF

Priser og prisindeks for jordbrug

For nogle produkter, fx gartneriprodukter, findes der en bred vifte af kvaliteter og varetyper, hvilket kan gøre det vanskeligt at sikre, at prisindeksene til stadighed er repræsentative. For produktionsfaktorer, hvor prisudviklingen baseres på den generelle prisstatistik, fx energipriser, afspejler statistikken ikke nødvendigvis de særlige forhold, der gør sig gældende i jordbruget. For yderligere information henvises til statistikdokumentationerne for Økonomien for jordbrugssektoren, Mælk og mejeriprodukter, Slagtedyr og kødproduktion samt Æg. På grund af den store variation i datakilder og variable er det ikke meningsfuldt at beregne usikkerhedsmål for prisindeksene samlet set. For de mest betydende varer, fx mælk og kød, foreligger der næsten fuldstændige oplysninger, og usikkerheden vurderes derfor at være meget begrænset. Prisoplysningerne for korn og foderstoffer dækker over 70 pct. af omsætningen, og usikkerheden vurderes derfor også at være lav. Samlet set vurderes resultaterne at være mest pålidelige for salgsproduktionen, mens der er flere kilder til usikkerhed for forbrug i produktionen og investeringsgoder.

Samlet præcision

Den samlede pålidelighed må betegnes som god, især for produkter med stor betydning.

Stikprøveusikkerhed

Hvor det er muligt, indhentes fuldstændige prisoplysninger om en vare, fx frøfirmaernes køb af jordbrugets frøhøst eller mejeriernes køb af mælk fra landmænd. I andre tilfælde baseres statistikken på et repræsentativt udsnit af aktører og enkeltprodukter. Salgspriserne på korn er eksempelvis baseret på oplysninger fordelt på kornarter fra de største korn- og foderstoffirmaer, som tilsammen dækker over 90 pct. af omsætningen på markedet. Prisindeksene for grøntsager er baseret på indberetninger om salgspriser fra de største producenter, samt prisoplysninger fra grossister om deres betaling til avlerne for de mest betydende grøntsager.

Valget af metode afhænger af hensynet til statistisk sikkerhed, varernes betydning og mulighederne for at indsamle data. Samtidig tilstræbes det at begrænse respondentbyrden for de virksomheder, der indberetter oplysninger til Danmarks Statistik.

Anden usikkerhed

Prisindeksene er ikke fuldt sammenlignelige over længere tidsperioder, dvs. de er ikke fuldt udviklingskonsistente, medmindre der er tale om indeks for homogene enkeltprodukter. Sammenligneligheden påvirkes blandt andet af, at vægtgrundlaget for sammenvejningen af indeks for salgsprodukter og forbrug i produktionen ændres ved rebaseringen hvert femte år.

Usikkerheden ved indeks, der dækker lange tidsperioder, øges med periodens længde. Det skyldes løbende ændringer i vægtgrundlaget ved rebaseringer samt ændringer i produkternes kvalitetsmæssige egenskaber. Kvalitetsændringer har især betydning for investeringsindeks, da den teknologiske udvikling medfører introduktion af nye produkter, som kan adskille sig væsentligt fra deres forgængere. Også andre varegrupper, fx plantebeskyttelsesmidler, kan være præget af betydelige kvalitetsændringer.

Sammensætningen af vægtgrundlaget kan ændre sig væsentligt over tid, hvilket kan medføre skævheder i indeksene. Varer, der har stor betydning i basisåret, kan efterfølgende opleve markante ændringer i pris og produktion. Et eksempel er minkskind, som i 2015 havde en høj pris og en stor produktionsvolumen, hvilket medførte en høj vægt i indeksberegningen. Siden er både prisen og produktionen faldet markant, hvilket har ændret varens betydning i jordbruget.

Også produktionsstrukturen inden for de enkelte områder kan ændre sig betydeligt over tid. Inden for svineproduktionen er der eksempelvis sket store ændringer i forholdet mellem antallet af slagtede svin og eksporten af smågrise.

En vare kan ændre karakteristika i perioden mellem to rebaseringer, samtidig med at den fortsat betragtes som samme vare. Hvis der findes et tilstrækkeligt grundlag for at beregne den del af prisændringen, der skyldes kvalitetsændringer, korrigeres prisudviklingen herfor.

Indeksberegningen forudsætter som udgangspunkt, at der foreligger indberetninger for alle enkeltprodukter i alle årets måneder, hvor der forekommer køb og salg. Denne forudsætning er ikke altid opfyldt. I nogle tilfælde modtages oplysningerne for sent, mens det i andre tilfælde ikke lykkes at indhente dem.

Manglende oplysninger håndteres efter følgende prioriterede rækkefølge:

  • Måneder, hvor der erfaringsmæssigt ofte mangler data, udelades af beregningerne.
  • Virksomheder, der ikke har indberettet data for en given periode, udelades af beregningen for den pågældende periode.
  • Der anvendes et gennemsnit af prisen i den foregående og den efterfølgende måned.
  • Der anvendes en pris eller mængde baseret på et fagligt skøn med udgangspunkt i historiske oplysninger.

Erstatningsoplysninger erstattes efterfølgende med de faktiske data, hvis disse modtages på et senere tidspunkt.

Kvalitetsstyring

Danmarks Statistik følger anbefalinger vedrørende organisering og styring af kvalitet, der er givet i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice) og den tilhørende implementeringsmodel (Quality Assurance Framework). Læs mere om disse på siden Kvalitet i officiel statistik.

Kvalitetsstyringen understøttes af fælles principper, retningslinjer og ledelsesmæssigt ansvar for kvalitet i statistiske produkter og processer. Formålet er at sikre en systematisk og ensartet tilgang til kvalitet på tværs af statistikproduktionen.

Kvalitetssikring

Kvalitetssikring i Danmarks Statistik er integreret i de statistiske produktionsprocesser og sker i overensstemmelse med principperne i Adfærdskodeks for europæiske statistikker. Læs mere på siden Kvalitet i officiel statistik.

Kvalitetssikringen omfatter løbende anvendelse af standardiserede procedurer, dokumentation efter internationale standarder samt interne kontroller i forbindelse med dataindsamling, databehandling og offentliggørelse. Erfaringer fra produktionen anvendes løbende til at identificere behov for justeringer og forbedringer.

Kvalitetsvurdering

Statistikken Priser og prisindeks for jordbrug benyttes bredt af nationale og internationale aktører. Den bygger på virksomhedsindberetninger og publiceres regelmæssigt 6 uger efter referencetidspunket for månedlige indeks og kvartalsindeks og omkring 18 uger efter referenceåret for årsindekser. Fra 2025 er der indført en ny metode for gødningspriser, hvor virksomheder indberetter samlede mængder og værdier i stedet for produktpriser. Dette medfører et databrud, som begrænser sammenligneligheden over tid for prisindeks for gødning. Databruddet sker fra 1. januar 2025 og betyder, at prisindeks for gødning for 2025 og frem ikke kan sammenlignes én til én med prisindeks for gødning før 2024.

Revisionspolitik

Danmarks Statistik foretager revisioner i offentliggjorte tal i overensstemmelse med Danmarks Statistiks revisionspolitik. De fælles procedurer og principper i revisionspolitikken er for nogle statistikker suppleret med en specifik revisionspraksis.

Praksis for revisioner

I forbindelse med rebaseringen hvert femte år gennemgås listen med enkeltprodukter for at sikre, at der er en bred dækning af en varepris. Her vil der typisk ske udskiftninger af sortimentet, sådan at der alene optræder enkeltprodukter med relativt stor betydning. Det medfører normalt, at kun få enkeltprodukter vil udgå af handelen inden næste rebasering.